Johan Ernst Gunnerus: Forskelle mellem versioner

'''Johan Ernst Gunnerus''' ([[26. februar]] [[1718]] i [[Christiania]] – [[23. september]] [[1773]] i [[Kristiansund]]) var biskop i [[Trondhjem]] og naturforsker, kendt som en af stifterne af [[Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab]]. Faren, Erasmus Gunnerus (død 20. november 1732 som stadsfysikus), synes at have været nordmand; moren, Anna født Gerhard, var fra [[Skotland]].

Gunnerus kom 1729 i [[Oslo katedralskole|Christiania Skole]], hvorfra han dimitteredes i 1737. Han glimrede ved [[eksamen artium]], og det kan ikke undre, når der – efter hans egne ord – næppe var nogen klassisk autor (ophavsmand, kan også staves [[Auktorbetegnelse|auktor]]),<!-- se http://ordnet.dk/ods/opslag?opslag=Autor&submit=S%F8g --> han ikke allerede i skolen havde læst foruden en hel del ældre filologiske skrifter. Hans dygtige lærere, rektor [[Jacob Rasch]] og konrektor (medforstander) <!-- se http://ordnet.dk/ods/opslag?opslag=konrektor&submit=S%F8g --> [[Erik Nicolai Arbien]], fritog ham for at læse den tids "usle filosofiske Lærebøger", og allerede som skolediscipel kunne han holde filologiske forelæsninger for kammerater. I [[København]] blev han kun kort, da han snart måtte vende tilbage til sin fattige mor, informere, prædike og på egen hånd studere [[filosofi]] og [[teologi]] til 1740, hvor han atter kom til København og blev [[Bachelor|baccalaureus]]. <!-- http://ordnet.dk/ods/opslag?opslag=baccalaureus&submit=S%F8g -->

Han blev her nu i to år, fik da et kongeligt stipendium og rejste til [[Halle (Sachsen-Anhalt)|Halle]], hvor han i to år studerede de forskelligste videnskaber, mens han tillige var hovmester hos en [[Livland|livlandsklivland]]sk adelsmand, von Stahl. Han blev her også optaget i [[frimurerloge]]n ''Z. d. dr. Schlüss'' [[18. marts]] [[1744]], og steg hurtigt i graderne således at han blev tredje grad allerede [[28. juli]] samme år.<ref>K.L. Bugge, ''Det danske frimureries historie'', bind 1, 1910, s. 48.</ref>

Da von Stahl gik i fransk tjeneste, drog han med to [[Kurland|kurlandskekurland]]ske herrer, von Medem, til [[Jena]]. Måske det var forholdet til disse, der straks ved ankomsten 18. december 1745 bekostede Gunnerus’ [[magisterpromotion]], som førte ham til dette på den tid ikke blomstrende universitet. Her var imidlertid en størrelse som [[Joachim Darjes]], der kan have tiltrukket Gunnerus, som slog sig ned her og i to år fortsatte sine studier i de forskelligste retninger.

Han var tidlig blevet bekendt som en af de dybere [[Christian Wolff (filosof)|Wolffianere]], man satte ham i klasse med [[Alexander Gottlieb Baumgarten]], Reusch<ref>muligvis:[http://www.manchester.edu/kant/Lectures/lecturesListDiscipline.htm ''Reusch, Johann Peter (1691-1758)'']</ref>, Meier <ref>muligvis [[:de:Joachim Meier]] eller [http://www.manchester.edu/kant/Bio/BioUniFrames.html ''Meier, Georg Friedrich (1718-1777)'']</ref> og flere, og man tør efter hans litterære produktion antage, at det er de filosofiske studier, der har fængslet ham her i de mange år, og at han måske har håbet på denne vej at gøre lykke. Her har vel imidlertid fattigdommen været ham en hindring, da det ellers er vanskeligt at forstå, at han ikke tog doktorgraden. 1747 optrådte han som forfatter med to latinske traktater, hvori han ville bevise, at de nyere filosoffers lære om friheden stemte overens med teologernes. Forelæsninger havde han hidtil ikke holdt, men i begyndelsen af 1748 blev J. E. Schubert, præst i [[Stadthagen]] og privatdocent i Jena, kaldet til professor i [[Helmstedt]], og Gunnerus påtog sig da at tilendebringe et af ham påbegyndt kollegium.

Noget egentlig nyt og stort kan Gunnerus ikke siges at have båret frem under sin ihærdige filosofiske virksomhed i Tyskland, medens han vel må betragtes som en dygtig bearbejder af de ideer, som bevægede tiden indenfor det Leibnitz-Wolfske systems ramme. At han befæstede sit ry indenfor den kreds, hvor han arbejdede og stred, er rimeligt nok, om det end ikke er kommet så vidt, som man senere antog ([[Suhm]], Saml. Skr. VII, 50).

Til hans fædreland kan det næppe være nået, da han ikke nævnes i ''Københavns lærde Tidender'' alle de år, han var i Tyskland. Gunnerus var ikke længere ung, og hvor vel han end befandt sig ved det tyske studenterliv, med hvis duelvæsen og ubundne levemåde han ikke var ukendt med, måtte han dog nu tænke på sin fremtid. Måske har en sådan tanke ligget i tilegnelsen af hans store værk om natur- og folkeretten til kong [[Frederik 5.]] Muligvis har man også nu søgt at finde en plads til ham i Danmark, og da [[Herlufsholm]]s kald i november 1754 blev ledigt, kaldedes han hertil, hvorved han fik titel af professor og blev ''Lector lingvæ Hebraicæ'' ved skolen 13. december samme år.

At han i Jena fik tilbud om et professorat, som brodersønnen N. D. Gunnerus fortæller, er knap sandsynligt, medens det tør anses sikkert, at man der ville have ham til rektor ved latinskolen. Herlufsholms kald har han næppe søgt, da han ikke havde [[attestats]], og man ikke har fundet nogen ansøgning fra ham. Ved påsketid [[1755]] kom han til København, hvor han snart fik anledning til at optræde ved en af professor Obelitz afholdt disputats og vakte opsigt, men ikke ubetinget anerkendelse. 12. juni 1755 blev han ordineret efter at være fritaget for attestats.

Til Herlufsholm kom han imidlertid ikke, og som præst kom han aldrig til at virke. Der blev indledt forhandlinger med [[Kommunitetet|kommunitetsprovsten]] [[Nicolai Engelhardt Nannestad]] om at bytte embede, og det lykkedes, så Gunnerus 10. september 1755 kunne udnævnes til kommunitetsprovst, hvorved han blev biskoppens vikar ved universitetet. Han forlovede sig med en jomfru Hagen, søster til professorinde Kratzenstein, men hævede snart forbindelsen, gav sin forlovede erstatning i penge og pådrog sig ubehagelig omtale.

Endnu før han havde tiltrådt sin lærestol, udkom hans ''Institutiones theologiæ dogmaticæ'', hvori han efter [[Christian Wolff (filosof)|Wolffs]] metode søger at forklare de gamle teologer, navnlig Baier, medens han dog også vil have fremført originale tanker, navnlig til klargørelse af [[Helligånden|den Helligånds]] vidnesbyrd og måden, hvorpå det opkommer i sjælen. Målet for verdensstyrelsen sætter han ikke i Guds forherligelse, men i menneskenes lyksalighed, som han dog vil forlige med læren om helvedestraffenes evighed.

Gunnerus blev ikke længe i København. I Juli 1758 blev [[Trondheim]]s bispestol ledig, og Gunnerus blev under en audiens hos kongen af denne lykønsket som dens indehaver, hvortil han få dage efter (31. juli) blev udnævnt. Det antages, at hans stilling som overhovmester i grev Moltkes hus har givet anledning hertil.

Gunnerus drog til [[Norge]], medens B. Riisbrigh, J. Wøldike, [[Christian Gotthold Seydlitz]] og J. Sivertsen på en måde fortsatte hans gerning ved foredrag og disputatser over hans filosofiske kompendier. Selv havde han begyndt på kirkehistoriske forelæsninger, og han trådte frem for sit stifts gejstlighed med kirkehistoriske tanker i sit hyrdebrev (1758), mod hvis rettroenhed der intet er at bemærke, om det end kan ses, at dets forfatter ikke hører den gamle tid til. Han anbefaler sine præster [[Johann Arndt]] og [[Philipp Jacob Spener|Spener]], medens han indtrængende lægger dem på hjerte at vedblive med videnskabelig, navnlig filosofisk, syssel.

Gunnerus er en af de første – om ikke den første – der har udtalt ønsket om et [[universitet]] i Norge – i en tale på [[Christian 7.]]’s fødselsdag 1768 -, og det så en tid ud til, at han skulle blive redskab til dets opfyldelse. Ved kabinetsordre af 4. januar 1771 pålagde [[Johann Friedrich Struensee]] [[konsistorium (universitet)|konsistoriet]] at udkaste en ny plan for universitetets virksomhed. Der indkom flere projekter, men der blev foreløbig intet hensyn taget til dem, hvorimod Struensee om sommeren efter opfordring af livlægen [[Christian Johan Berger]] kaldte Gunnerus til Danmark for at udarbejde nye reformforslag. Gunnerus kom til København i oktober 1771 og fik de indkomne projekter til behandling. Det gik hurtig, og allerede 16. december fremkom han med sin plan i to udkast. Disses enkeltheder findes i [[Rasmus Nyerup|Nyerups]] skildring af tilstanden i ''Danmark og Norge i ældre og nyere tider'' III, 2, 383 ff.

Han ville skaffe universitetet en fastere styrelse ved en vicekansler, afskaffe professorernes corpora<ref>''Corpora'' er flertal af ''corpus'': (Meyer: ''Fremmedordbog'', 6. udg. 1884): "ved det kjøbenhavnske Universitet kaldtes forhen ''Corpus'' de de ordentlige Professorer tillagte Boliger, Bønder etc." I dag ville man vel kalde dem "ben"? <br /> "... Det var nemlig fra ''corpora, en andel af universitetets jordegods'', at de normerede professorer blev aflønnet, så nye lærestole ville under det eksisterende system betyde ringere lønforhold for professorerne..." [http://www.ivh.au.dk/dvh/dvh2_1.pdf Naturvidenskab som nytte og ånd, 1728-1848] hvor den omtalte omlægning til pengeløn behandles</ref>, rangordningen mellem fakulteterne og disputerøvelserne (debatøvelser)<ref>Læs om "... Spisningen og de ''dertil knyttede latinske disputereøvelser'' ..." under årtallene 1569 og 1749 på [http://www.regensen.dk/historie/historie.php Regensen.dk – Regensens historie]</ref> ved [[kommunitetet]], medens forelæsningerne skulle ophjælpes. Der indløb en mængde breve til ham om, at han skulde arbejde for et universitet i Norge, og han udkastede da også en plan til et sådant, der skulle have sit sæde i Christianssand. Hertil ville han i så fald have videnskabsselskabet flyttet og ønskede selv her at være vicekansler. Sin amanuensis i København, [[Johan Henrik Tauber|J. H. Tauber]], ville han have til professor i Norge og, da der herom ikke blev tale, til konrektor i Trondheim og sekretær i videnskabsselskabet. Hans inderlige tilslutning til denne repræsentant for den begyndende rationalisme synes at betegne hos ham en opgiven af den gamle [[Luthersk ortodoksi|ortodoksi]]. Universitetsplanen faldt med begivenheden 17. januar 1772, men meget af den kom op i en følgende tid.

Som videnskabelig naturforsker indtager J. E. Gunnerus ikke nogen fremragende stilling, men han må betragtes som en intelligent og kundskabsrig dilettant, der med iver og dygtighed benyttede den udmærkede lejlighed, som hans udstrakte visitatsrejser i forholdsvis lidet kendte egne gave ham, til at gøre iagttagelser og berige sin indsigt i naturvidenskaberne, navnlig i [[zoologi]]en.

Resultaterne af sine undersøgelser nedlagde han i en større række afhandlinger, af hvilke de fleste offentliggjordes i ''Det throndhjemske Selskabs Skrifter'' og ''Det kgl. norske Videnskabernes Selskabs Skrifter'', blandt andet ''Om Havhesten (Procellaria Grønlandiæ)'', ''Om nogle lomartede Fugle'', ''Om et [[Søtræ]], kaldet Gorgonia flabelliformis'' og ''Kritiske Tanker om Kraken, Søormen og nogle flere Vidunder i Havet'', hvilket sidste arbejde, der både vidner om lærdom og skarpsindighed, dog først udkom adskillige år efter hans død, nemlig i 1784. Han forener i denne afhandling sin opgave som gejstlig med sin virksomhed som zoolog, i det han søger at udrydde de overtroiske forestillinger, som især hos den lavere del af befolkningen knyttede sig til beretningen om disse fabeldyr.

J. E. Gunnerus har også gjort sig fortjent ved botaniske arbejder, særlig ved sin ''Flora Norvegica'', en i sin tid meget anset og med til dels fortrinlige kobbertavler udstyret foliant, hvis 1. del udkom i Trondheim 1766, 2. del i København 1772, og som i hen ved et århundrede var den eneste nogenlunde fuldstændige fortegnelse over norske planter.

Over 1100 arter er beskrevet og ledsaget af talrige angivelser om deres udbredelse i Norge; ligeledes er mange gængse trivialnavne meddelt, og særlig udførlig er for mange arters vedkommende angivet deres anvendelse i de forskellige egne af landet, hvilke økonomiske meddelelser forfatteren synes at have anset for hovedsagen.

Der findes ikke mindre end 350 blomsterløse planter optaget i [[flora (bog)|floraen]], et for den tid ikke ringe antal. Gunnerus har også efterladt ét på hans mange og lange visitatsrejser indsamlet [[herbarium]], der dog peger hen på, at bestemmelserne i hans flora ikke altid er pålidelige, ligesom de af ham opstillede nye plantearter i mange tilfælde ikke have kunnet bestå for en senere kritik. En på den sydlige halvkugle hjemmehørende [[planteslægt]] [[Gunnera]] er af [[Carl von Linné]] opkaldt til ære for ham.

*[http://www.ntnu.no/ojs/index.php/DKNVS_skrifter/article/download/1476/1321 John Peter Collett: "Johan Ernst Gunnerus as a University Reformer of the Enlightenment" (''Det Kongelige Norske Videnskabers Selskabs Skrifter'' 2011 No. 2, s. 23-62)]