Hanseforbundet: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Hansestadt: tilføjelse af links |
Links til begreber og ændring af overskriften Hanse til Hanse i dag |
||
Linje 38:
Köln-forbundet blev af den største betydning for Hanseforbundet. Det bestod længe efter krigens slutning, og ofte tænkte man på at gøre det permanent, omdanne det til en art forfatning. Hanseforbundets hele udviklingsmåde og karakter gav det dog et ret løst og usammenhængende præg. Der fandtes vel en fælles organisation, men kun under store kriser — og knapt nok da — bøjede man sig for den og optrådte i fællesskab. Territorialt deltes forbundet fra første færd i 3 grupper eller »drittel’er: den westfalsk-preussiske med Köln, den lübske, omfattende de vendiske og pommerske stæder, med Lübeck, og den gullandsk-livlandske med Visby som midtpunkt. I det 16. århundrede afløstes tredelingen af en firdeling i »kvarterer«, hvor Köln, [[Braunschweig]], Lübeck-Hamburg og [[Danzig]], der havde arvet en del af Visbys magt, optrådte som ledere for henholdsvis den westfalske, sachsiske, vendiske og preussisk-livlandske del.
I reglen een gang årligt mødte repræsentanter for de enkelte stæder — dog langtfra alle — på »hansedage«, hvor der fattedes fælles beslutninger, »recesser«, som de kaldtes fra omkring 1360. Overtrædelse af disse straffedes med udstødelse af forbundet, »Verhansung«, og de fælles udgifter til krig og lignende dækkedes af en i stæderne opkrævet udførselsafgift, »pundtolden«, der vist nok første gang forekommer 1361. Beslutningerne var dog kun handelsmæssigt og ikke politisk bindende for medlemmerne, og i det hele taget var forbundets karakter udpræget fredelig: de enkelte stæder, ikke forbundet, optræder som krigsførende, således over for [[Danmark]] særlig de vendiske. Det var en ren og skær købmandsforening, der kun yderst nødig greb til våben, idet man foretrak at ramme fjenden med handelsspærringer. »Det gå, som det vil«, hedder det engang på et kritisk tidspunkt, »orloge ville vi ikke«. Ligeså lidt blandede det sig, som eksempelvis de sydtyske stæder, i Tysklands indre politik. Lübeck stod, om end ikke uanfægtet, stadig som den egentlige leder. Der holdtes de fleste hansedage, der opbevaredes arkivet, og derfra besørgedes en stor del af korrespondancen.
Faste stationer i udlandet var de såkaldte »kontorer« eller stabelpladser i [[Novgorod]] (''Peterhof''), [[Bergen]], [[London]] (''Stahlhof'') og [[Brügge]]. I disse faktorier levede købmændene næsten i klosterlig tugt og ugifte (»[[pebersvend]]e«), mens strenge love på det nøjeste regulerede forholdet til byens borgere og bandt handelen. Var kontoret i Bergen end det yngste (fra midten af det 14. århundrede), blev det vel nok det sted, hvor Hansaen bed sig bedst fast, og i det hele taget led Norden stærkt under dens handelstyranni, der måtte hemme fremvæksten af en national borgerstand eller knuse de spirer til en sådan, der allerede fandtes. Størst synes deres indflydelse at have været i [[Sverige]]: [[Stockholm]] regnedes således en tid med til forbundet, og i flere af byerne skulle halvdelen af byrådets medlemmer være tyskere. Det land, med hvilket de trådte i den livligste politiske forbindelse, var dog Danmark, der jo beherskede færdselsvejene mellem [[Nordsøen]] og [[Østersøen]]. Foruden dette, der især over for de vendiske stæder måtte give dets politik stor betydning, kom også de store, med sildefiskerierne forbundne [[Skånemarkedet|markeder]], der holdtes ved [[Skanør]] og [[Falsterbo]] mellem [[Jakobsdag]] og [[Mikkelsdag]] (25. juli — 29. september), og i hvilke så godt som alle kystbyerne deltog.
Linje 46:
Hansaforbundets blomstringsperiode faldt i 13. og 14. århundrede Og allerede da begyndte de første opløsningsspirer at vise sig indefra, idet byernes lavere befolkning, håndværkslavene, rejste sig mod det hidtil enevældige købmandspatriciat og ofte tiltvang sig adgang til byrådet. De indre uroligheder, der hyppig antog en blodig karakter, måtte svække stædernes kraft, men langt farligere blev stridigheder mellem de enkelte dele af hvilke, det vidtstrakte forbund var sammensat, og hvis interesser ofte måtte være hinandens diametralt modsatte. I Novgorod stredes således de vendiske stæder med de livlandske, men sammen gik man mod preusserne, der en tid lang helt brød ud og dannede et særkontor i Kovne. Af ulige større dimensioner var dog striden mellem østersøbyerne, »Østerlingerne«, og de nederlandske byer eller »Zuydersø-stæderne«, hvem de førstnævnte ville holde ude fra den indbringende fragtfart på Østersøen, handelen på Bergen og de skånske markeder. Flere gange i løbet af det 15. århundrede kom det til åben fejde mellem de to grupper, men lidt efter lidt vandt Nederlandene dog frem, især efter at de havde fået en stærk støtte i det mægtige [[hertugdømme]] [[Burgund]], i hvilket de 1432 indlemmedes. Thi Hanseforbundets [[akilleshæl]] var misforholdet mellem deres handelsmæssige og politiske magt, og fra de tyske fyrster var der ingen hjælp at hente, tværtimod betragtede byerne dem snarere som deres svorne fjender. Derfor mægtede de ikke at hævde deres overlegne stilling over for det kraftigere nationale kongedømme, der i løbet af 15. og 16. århundrede skabtes i Nord- og Vesteuropa, og hos hvilket borgerstanden fandt støtte.
[[Ivan den Grusomme]] erobrede i 1474 [[Novgorod]] og lukkede i 1494 ''Peterhof'', og selv om det genåbnedes i 1514, var dets glans dog forsvundet. I [[Danmark]] begyndte en mere planmæssig modstand mod de [[Vendiske hansestæder|vendiske stæder]] og en dertil svarende begunstigelse af nederlændingene først under [[Hans]] og [[Christian 2.]] En kortvarig triumf opnåede de vel ved denne konges fordrivelse 1523, men [[Gustav Vasa]] ophævede deres privilegier i [[Sverige]], og [[Jürgen Wullenwever|Jørgen Wullenwevers]] dristige forsøg på gennem [[Grevens Fejde]] atter at skaffe [[Lübeck]] overmagten i [[Norden]] og knuse nederlændernes konkurrence led skibbrud. 1560 ophævedes kontorets monopol i [[Bergen]], hvor købmændene havde huseret slemt. Derved frigaves de vigtige nordlandsfiskerier, og selv om stæderne end stadig beholdt ret store privilegier i [[Danmark]] og [[Norge]], var deres handelsenevælde dog brudt. Modsat i [[Norden]] fandtes der fra ældre tid en ret kraftig borgerstand i [[England]], og fra 15. århundrede gjorde de engelske ''Merchant adventures'' hanseaterne rangen stridig. Under [[Huset Tudor|tudorernes]] stærke styre bortfaldt det ene af deres privilegier efter det andet, indtil dronning [[Elisabeth I af England|Elisabeth 1.]] lukkede ''Stahlhof''. Også de sydtyske byer, der stod i livlig forbindelse med [[Italien]], senere tillige med [[Spanien]] og [[Portugal]], blev farlige konkurrenter, og [[Antwerpen]], hvor handelen ikke hemmedes af et kontor, afløste Brügge som stabelplads for indiske og oversøiske varer. 1545 flyttedes kontoret endog derhen, men Scheldespærringen under [[Firsårskrigen|den nederlandske frihedskrig]] ødelagde for en tid alt handelsliv. Hertil kom endelig, at verdenshandelen ved de store opdagelser i det 15. århundrede ledtes ind på nye baner og hurtig faldt i hænderne på Hansaforbundets værste fjender, hollænderne og englænderne, mens de selv på en undtagelse nær — Hamburg — på grund af deres noget afsides beliggenhed og begyndende stagnation ikke magtede at tage kampen op.
=== Nedturen ===
Efter midten af [[16. århundrede]] førte Hanseforbundet derfor i det hele en hensygnende tilværelse. 1604 ydede kun 14 stæder bidrag, og forsøgene på at skabe en forbundskasse og der igennem en fastere organisation måtte opgives i 1614, efter at man i 1609 mistroisk havde afvist et forbundsforslag fra de nederlandske fristater. [[Trediveårskrigen]] gav stædernes velstand Dødsstødet, og om end der 1628—1629 var planer oppe om et stort spansk-hanseatisk handelsforbund, og 11 af forbundets privilegier anerkendtes ved den [[Westfalske Fred]] i 1648, bestod det faktisk kun af de tre fristæder [[Lübeck]], [[Hamborg|Hamburg]] og [[Bremen]], der endnu stadig førte titlen hansestad.
Uden nogensinde formelt at være ophævet må Hanseforbundet dog siges at ophøre 1669, da der holdtes den sidste, yderst svagt besøgte [[hansedag]].
== Tidslinje for Hanseforbundet ==
* 1356 Sandsynligvis den første [[hansedag]] på [[rådhus]]et i [[Lübeck]]
* 1361 Krigserklæring mod [[Danmark]]
* 1367 Kölnføderationen: Optagelse af [[Prøjsen|prøjsiske]], [[Livland|livlandske]], [[Venden|vendiske]], [[Nederrhinen|nederrhinske]] og [[Holland (provins)|hollandske]] byer, men ''ikke'' Bremen og Hamburg
* 1370 [[Freden i Stralsund]]
Linje 68:
* 1506 Segeberg-aftalen
* 1507 [[Freden i Nykøbing]]
* 1536 Freden i [[Hamborg|Hamburg]] mellem [[Lübeck]] og [[Christian III]]
* 1557 63 byer indgår aftalen om ''vedvarende konføderation''
* 1629 [[Lübeck]], [[Bremen]] og [[Hamborg|Hamburg]] får tilsammen den daglige ledelse af Hanseforbundet
* 1669 Sidste hansemøde
==
Betegnelsen "Hanse" går stadig igen i [[Tyskland]] den dag i dag, hvilket bl.a. kan ses på [[nummerplade]]rne på [[Bil|biler]]. I [[Tyskland]] starter en [[nummerplade]] med en [[forkortelse]] for [[By|byens]] [[navn]], og [[Hamborg|Hamburg]] har betegnelsen HH, hvilket står for Hansestadt Hamburg. Tilsvarende for nogle af de øvrige "hansebyer":
* [[Bremen (by)|Bremen]] (HB)
| |||