Ming-dynastiet: Forskelle mellem versioner

Det nye dynastis første hersker havde begyndt livet som [[novice]] i et [[buddhisme|buddhistisk]] kloster, sendt dertil af sine fattige forældre. Han regerede Kina fra [[1368]] til [[1398]], og bliver huskethusked både for sin storslagne statsbygning, sine reformer og for sine despotiske metoder: under to udrensninger i administrationen lod han dræbe omkring 10.000 lærde og deres familier dræbe. Han var den, som fik Kina på fode igen efter Yuan-styrets sammenbrud.

Historikere anser Hongwu somfor en af Kinas største kejsere. I hans regeringstid var det den økonomiske genopbygning, som stod i fokus. Dette skete særlig indenfor jordbruget, forthi Hongwu delte den [[konfucianisme|konfucianske]] modvilje mod handelsvirksomhed. Denne første Ming-kejser lagde også grundlaget for et sværtganske stabilt statsapparat, som forblevkun med marginale justeringer i det væsentlige forblev bevaret kun med marginale justeringer frem til [[1911]].

Fra første stund af gik han ind for landreform til gunst for småbønderne. Dette skete ikke bare ved konfiskationer og redistribution af land, men i høj grad også ved [[landnam]]. En vigtig motivation var hans omsorg for de fattigste i det kinesiske samfund; de skulle sættes i stand til at ernære sig selv og sine familier. For eksempel blev der i [[1370]] givetudstedt en forordning om, at der skulle gives jordbrugsland i [[Hunan]] og [[Anhui]] til enhver landløs bondesøn ved myndighedsalder. Denne forordning var således udformet, at grådige spekulanter ikke skulle kunne sikre sig landet ivia anden hånd; det var forordnet således, at ejendommene ikke var overførbare til andre.

I hans regeringstid blev det ved [[edikt]] bestemt, at demde som tog i brug udyrket mark i brug for at drive jordbrug, kunne få lov til at beholde den og ikke ville blive belastetbebyrdet medaf nogen landskat. Folket tog imod dette tiltag med stor entusiasmebegrjstring. Der blev udført talrige nydyrkings- og kunstvandingsprojekter, som udvidede jordbrugsarealet i landet betydeligbetydeligt. Indtægterne fra kornskatten blev tredoblet på 6 år. Man anslår, at detder i løbet af en tyveårsperiode blev plantet omkring en milliard [[Træ|træer]], som for eksempel frukttræerfrugttræer, træer for [[trævirke|træ]] fortil flådens flådenskibe, [[morbærslægten|morbærtræ]] fortil [[silkeorm]]en.

Hongwu opbyggede en mægtig hær organiseret efter et militært system, som erder kendtkendes som ''wei-so''-systemet, og som var beslægtet med [[Tang-dynastiet]]s ''fu-ping''-system. Målsætningen var at bevare hæren slagkraftig, men samtidig at modvirke stærke bånd mellem officerer og soldater.

Hongwu-kejserens politik på dette område havde megen af sin baggrund i, at han selv kom fra en bondefamilie, og at han dermed var bekendt med de trange kår og den uretfærdighed, som landbefolkningen måtte lide under. Embedsværket var mange steder korrupt, hvilket også gav sig udslag i, at de rige ved bestikkelser fik overført sin egen skattebyrde til de fattigbønder, de udbyttede. For at standse sådanne misligheder instituerede Hongwu-kejseren to meget vigtige systemer: ''De gule fortegnelser'' og ''fiskeskælfortegnelserne''.

I [[1372]] forordnet Hongwu-kejseren en genereltgenerel [[amnesti]] for alle uskyldige, som var blevet bundet til slaveriet, da det mongolske Yuan-dynastiet vargik på hæld. 14 år efter bød han sit embedsværk at løskøbe børn i Hunan-provinsen, hvis forældre havde solgt dem som slaver under en [[hungersnød]].

Kejseren klarede også at udvide det kinesiske magtområde med militærmagt. Han invaderede de nordøstlige dele af [[Yunan]] (som den gang var betragtet som et eget land og som fremdeles var regeret af en mongolsk fyrste) og tog kontrol over de nordøstlige dele. Ellers var hans udenrigspolitik præget af udstrakt diplomatisk aktivitet. Mange omliggende kyststater var interesserede i handelsrettigheder i Kina. Dersom deres herskere betalte [[det kinesiske tributsystem|tribut til kejseren]], og således implicit til en vis grad anerkendte Kinas forrangoverhøjhed, blev koncessioner givet. Blandt de lande, som således søgte om koncessioner var [[Annam]], [[Champa]], [[Cambodja]], [[Thailand|Siam]], [[Cochin]], [[San Fo-qi]], [[Java (ø)|Java]], [[Japan]], [[Kongeriget Ryukyu|Ryukyu]], [[Brunei]] og [[Korea]].

Jianwen-kejserdømmet blev meget kortvarig ([[1398]]–[[1402]]). Da han besteg kejsertronekejsertronen, var han fortsat ung og uerfaren og blev stærkt afhængig af sine rådgivere. I [[1402]] formåede Zhu Di allikevelalligevel at bringe sig til magten ved et borgerkrigslignede kup. Foranledningen var Jianwens og rådgivernes fremstød for at beskære de øvrige Ming-prinsernes privilegier og indtægter. Jiamwen døde i Nanjing under paladsbranden, som blev antændt under kuppet. Også hans støtter og rådgivere (senere kendt som de ''[[de fire martyrer]]'') blev dæbtedræbte af efterfølgeren. Han sørgede også for at systematisk udsletteat slette alle spor efter Jianwen-kejseren, som heller ikke blev givet noget posthumt [[tempelnavn]] før flere generationer senere.

I [[1402]] gjorde han [[Beijing|Beiping]] til sin residensby som kejser. I [[1420]] blev det bestemt, at Beiping skulle være primær hovedstad, og [[Nanjing]] sekundær. (Betydningen af ''bei'' og ''nan'' er «nord» og «syd».) Flytningen af kejserens hovedresidens havde flere årsager; en af de vigtigere var de store problemer, kineserne havde i sine kampe mod [[mongolerne]], som ganske vist var trængt tilbage til [[Mongoliet]]. Efter, at Ming-Kina havde sejret ved Buinor-søen i [[1387]], havdemistede [[kublai-khan|kublaidene]] hurtigt mistet det meste af sin magt. Men i deres sted meldte nu vestmongolske stammer sig, ikke mindst [[oirater|oiraterne]]. Det blev dermed strategisk fordelagtigt at læggeforlægge hovedstaden til en nordligere by. Også konstruktionenopbygningen af [[Kejserkanalen]] foren mere effektiv ristransport havde til en vis grad militærstrategiske årsager.

Yongle var ikke så brutal som Hongwu, og hans ledelse af bureaukratiet var større. Han gennemførte kampagner for at styrke [[Den kinesiske mur|Den store kinesiske mur]] og dermed værne landet bedre mod mongolerne. Dette arbejde var begyndt under Hongwu-kejseren omkring [[1368]], men det var under Yangle, at det skød fart. Arbejdet skulle pågå frem til ca. [[1640]]. Denne nye mur blev bygget i en mere storslagen skala end nogen af forløbermurene, med mere solidesolidere materialer og robustere byggemåde – solide store sten på begge sider af muren og på dens top.

Flere militærekspeditioner fandt sted under Yongle. Til at begynde med udvidede og sikrede han det kinesiske magtgrepmagtgreb over Yunan. Senere trængte han sydover. I [[1406]] forsøgte han at få indsat en kinesiskvenlig hersker over [[Đại Việt]] ([[Vietnam]] – af Ming-regimet kaldet Annan). Men denne prætendent, kaldet Chen Tian-ping (Trần Thiên Bình), blev dræbt ved sin ankomst dertil. Dette gav Kina anledningen, som man åbenbart havde ventet på., til at sende to store kinesiske hærstyrker fra henholdsvis Yunan og [[Guangxi]] ind i Đại Việt. Kineserne hævdede senere, at syv millioner vietnamesere blev dræbt. I [[1407]] var landet erobret, og under navnet [[Jiaozhi]] blev det Ming-Kinas fjortende provins. Det vedvarede imidlertid kun til [[1428]], da Ming-kineserne blev fordrevet af vietnameserne anført af [[Le Loi]]. De 21 år under kinesisk styre havde været præget af næsten vedvarende kampe; kineserne havde også sendt nye ekspeditioner for at underkue vietnameserne, og nogennogle af ekspeditionerne trængte også videre sydover.

[[Fil:Tribute Giraffe with Attendant.jpg|thumb|Zheng He med en [[giraf]], som han tog med til kejser Yongle fra Afrika.]]

Rejsernes kommercielle nytte var imidlertid begrænset, og i [[1433]], altså kort tid efter at Yongle-keiserdømmets tid var omme, blev flådepolitikken lagt om. Ming-herskerne bestemte sig for hellere at koncentrere sig om at udvikle jordbruget. Det var kun nogennogle få tributlande, som landet fremdeles handlethandlede med: [[Korea]], [[kongedømmet Ryukyu]], [[Sumatra]], [[Malakka]] og [[Burma]]. Det var også andre grunnergrunde til, at Kina da efterhånden så at sige "forseglede" sig, fremfor alt frygten for invasion fra de [[Mongoliet|mongolske]] områder i nord (måske særlig efter at [[Jingtai-kejseren]] blev taget til fange af mongolerne i [[1453]]). De stadige [[pirat]]angreb fra [[Japan]], Ryukyuøerne og nogennogle sydøstasiatiske lande blev nu hyppigere, eftersom de også havde en sammenhæng med smuglingsmugleri. Denne voksrndevoksende piratvirksomhed førte til en endnu mere indbidtsammenbidt isolasionismeisolationisme.

Opgivelsen af skibsfart fik efterhånden også den konsekvensfølge, at der blev stort spillerum for vestlige handelsinteresser i Østasien.