Impressionisterne var repræsentanter for en malerisk retning, der først kom til almenhedens bevidsthed i Frankrig omkring 1870, og hvis program, som navnet antyder (impression, indtryk), gik ud på at gengive det indtryk, øjet modtager af naturens fænomener, så umiddelbart, friskt og naturtro-personligt som muligt uden at lade sig hilde af det vedtægtsmæssige syn, som ateliertraditionen let tvinger ind på.
Hvert år holdt det parisiske kunstakademi kunstudstillingen [[Salon de Paris]]. I udvælgelsen af malerier fokuserede akademiet på, at malerierne holdt sig til den anerkendte, akademiske stil. En gruppe unge kunstnere anført af den ældre [[Édouard Manet]] fik igen og igen afslag, da man mente, at deres malerier var ufuldstændige. Dette førte til, at [[Napoleon III]] i 1863 lod de afviste kunstnere udstille under udstillingen ''Salon de Refusés''. Da senere anmodninger om flere ''Salon de Refusés'' blev afvist, organiserede kunstnere som [[Claude Monet|Monets]] og [[Camille Pissarro]] en uafhængig udstilling i 1874. Det var under denne udstilling, at kunstkritikeren [[Louis Leroy]] ud fra maleriet "[[Indtryk. Solopgang|Impression, Soleil Levant]]" af Monet døbte de udstillende malere impressionister.
