Versionen fra 23. dec. 2016, 18:07 redigér Majagrogun (diskussion \| bidrag) 110 edits Jeg er i gang med at udbygge artiklen og gøre den mere letlæselig, og redigerer yderligere i den kommende tid. Har forinden bl.a. besøgt litografiske værksteder. ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 2. jan. 2017, 16:45 redigér fjern redigering Majagrogun (diskussion \| bidrag) 110 edits Jeg har, med inddragelse af den eksisterende artikel, tilføjet afsnit om litografisk teknik og redskaber Gå til næste forskel →
Linje 25: Papiret fugtes eventuelt op, og der trykkes. Der kan bruges forskellige typer af presser til formålet, blandt andet en håndpresse, der trykker ved hjælp af en såkaldt river, en slags svaber-lignende nylonbånd, der trækkes eller gnides henover stenen og papiret, og en tynd akrylplade, som er lagt ovenpå det øvrige. <ref>Ponsaing, E. (1995). Stentryk : Litografien I Kunstens Tjeneste</ref> ~~== Autografi ==~~ I stedet for at tegne direkte på stenen kan man tit med stor fordel bruge en metode, der har fået navn af autografi. Man skriver eller tegner på papir, helst på "autografisk papir", med litografisk eller autografisk blæk, der består af omtrent de samme bestanddele. Derefter gør man papiret vådt, anbringer det med skriftsiden nedad på stenen, lægger et par lag fugtig makulatur derpå og trækker det hele gentagne gange gennem pressen. Derefter befugtes papiret stærkt og tages bort, og hvis arbejdet er lykkedes, står tegningen eller skriften nu på stenen, så denne kan behandles; som om der direkte var tegnet på den. Man kan på lignende måde gøre "overtryk", som det kaldes, af rene og friske aftryk i fed farve, trykte på [[bogtryk]]- eller kobbertrykpressen (litotypi), og man gør tit overtryk af tegninger, etiketter, adressekort m. m., der graveres i sten. Man graverer et enkelt eksemplar, gør nogle aftryk deraf og fasthæfter disse ved siden af hinanden på et stykke papir. det hele overføres på en sten, og med en sådan kan man altså trykke hele ark, hvoraf hvert giver mange eksemplarer af den samme tegning. ==Detaljer omkring teknikken== ~~== Litokromi ==~~ ''Valg af sten'' Litografisk sten består for det meste af kulsur kalk med en tæt og ensartet masse, som er i stand til at modtage en fin politur. Den findes i to arter; en blågrå, der er meget hård og derfor egner sig særlig godt til arbejder med fine linjer samt til tryk i store oplag. Og en gullig, som er lidt blødere. Sten til litografisk brug findes flere steder i verden, men den bedste kommer fra stenbruddene ved [[Solnhofen]] i [[Bayern]]. Man kan møde sten med kalkpletter, der findes både i form af enten helt hvide områder eller som pletter. Dem vil man almindeligvis prøve at undgå, fordi der er risiko for, at den hvide kalk ikke vil tage imod farve. Kalkpletter er sjældne i dag, hvor stenene for det meste vil være sorteret fra.<ref>Ponsaing, E. (1995). Stentryk : Litografien I Kunstens Tjeneste, 19-20</ref> ''Korning af stenen'' Skal den afslebne sten bruges til litografisk kridttegning, må stenen »kornes« med fint sigtet sand eller lignende, så at overfladen får en fin og ensartet ruhed; skal den derimod anvendes til tegninger, som udføres med litografisk blæk ved hjælp af pen eller ridsefjeder, må den være glat, dog uden politur. Korningens grov- eller finhed har betydning for gengivelse af nuancerne i tegningen, men også for mængden af trykfarve stenen kan holde. En fin korning giver mulighed for fine nuancer i en tegning, men gør samtidig, at stenen kan holde på mindre farve. Slibekorn findes således i varierende kornstørrelse. De laveste numre svarer til den groveste korning. Almindeligvis bruges et slibepulver af karborumdum og aluminiumoxyd.<ref>Ponsaing, E. (1995). Stentryk : Litografien I Kunstens Tjeneste, 20-22</ref> ''Gummi og ætse'' Når tegningen på stenen er færdig, overstryges stenen med gummi (gummi arabicum, som fås i ren form, som granulat), som i sig selv indeholder en svag syre, men som også opblandes med en svag salpetersyre (1,4 %). Alternativt kan man bruge et færdiglavet gummiprodukt kaldet agumZ. Blandingen ætser stenen lidt i overfladen, og åbner dens porer, som ellers stoppes til ved slibningen. Det gør, at den holder lidt bedre på både gummi og vand, og dermed forbedrer stenens afvisning af trykfarve de steder udenfor motivet. Jo mere tyndtflydende den syreholdige gummiopløsningen er, jo mere ru bliver stenens overflade, og jo bedre holder den på fugten. Men bliver den for tyndtflydende, kan den opløse tush’en eller kridtet, som indeholder sæbe, der delvist bliver opløst under ætsningen.<ref>Ponsaing, E. (1995). Stentryk : Litografien I Kunstens Tjeneste, 28-30</ref> ''Forætsning'' Hvis man for eksempel vi gøre en tegning, der er sværtet op i pennefarve, lidt lysere nogle steder, kan man ætse toppene af den ru struktur i stenen, så den ikke tager helt så godt i mod farve længere. Ætser man for meget, får man imidlertid en glat sten, som ikke kan holde på farven.<ref>Ponsaing, E. (1995). Stentryk : Litografien I Kunstens Tjeneste, 30-31</ref> ''Oplag og ensartning'' Når der trykkes i oplag, fås en ensartning af trykkene ved at indvalse stenen med farve på samme måde ved hvert tryk. Resultatet ved tryk kan variere med eksempelvis antal overrulninger med valsen, antal indsværtninger af samme, hvor hårdt valsen trykkes mod stenen, og hvor hurtigt man ruller med den. En måde at skabe et ensartet udtryk er ved at lave flere prøvetryk, og - når man når frem til et ønsket resultat - gentage den fremgangsmåde med valsen, som gav det gode resultat, i det efterfølgende oplag.<ref>Ponsaing, E. (1995). Stentryk : Litografien I Kunstens Tjeneste, 27-28</ref> ''Litokromi - litografi i farver'' [[Fil:Litography press with map of Moosburg 02.jpg\|thumb\|left\|180px\|Litografisk presse til trykning af kort i [[München]].]] [[Fil:Litography negative stone and positive paper.jpg\|thumb\|right\|350px\|Litografisk sten og kort trykt deraf i München.]] Da man så, at en kridt- eller pennetegning på den gule sten kan vise sig smukkere end aftrykket på det hvide papir, fandt man på først at trykke en gullig tone på papiret, og derpå den sorte tegning. Herfra gik man over til det litografiske farvetryk ([[litokromi]]), der udføres ~~således~~ved, at man trykker ~~forskellige~~tegningen ~~partier~~parti affor ~~tegningen~~parti med forskellige ~~dertil passende~~ farver. Man må her efterhånden trykke med et større eller mindre antal stene, hvoraf enhver kun indeholder det parti af billedet, der skal have en vis farve, og man kan på den måde efterligne akvareltegninger (akvareltryk) og malerier (olietryk). Man kan også trykke trefarvetryk i litografi; men resultatet kan langtfra måle sig med det fra bogtrykpressen. [[Gummitryk]] eller [[offsettryk]] kaldes en fremgangsmåde, hvor der ikke trykkes direkte fra den ætsede sten eller zinkplade, men hvor aftrykket først kommer på en gummidug og fra denne overføres på papiret. Ved offsettryk er det muligt at trykke halvtonebilleder på papir med ru overflade. Her trykker man almindeligvis med samme antal sten, som der er farver i trykket. Hver sten indeholder kun det parti af billedet, der skal have en vis farve. På den måde kan man efterligne akvareltegninger (akvareltryk) og malerier (olietryk). Man kan også trykke trefarvetryk i litografi; men resultatet kan langtfra måle sig med det fra bogtrykpressen. Litografi trykkes med farver, der tilberedes med oliefernis og i reglen påføres med valser, overtrukne med læder. Graverede stene indsværtes ved hjælp af en tampon, således at farven bliver siddende i fordybningerne, medens den glatte flade viskes ren. Litografi trykkes således, at trykket kun virker på en smal strimmel ad gangen. I håndpressen sker det ved, at stenen, papiret og et dække af læder passerer hen under »riveren«, en tyk liste af pæretræ, der forneden har en tilskærpet kant, som er betrukket med læder. Den litografiske hurtigpresse ligner meget en bogtrykhurtigpresse med frem- og tilbagegående bevægelse. Den har en trykcylinder og et system af forskellige valser, der tjener til at befugte stenen og forsyne den med farve. == ~~Algrafi~~ Redskaber== ~~Plader af zink eller aluminium kan til en vis grad benyttes til trykning på lignende måde som den litografiske sten. Trykning med plader af det sidstnævnte metal kaldes algrafi.~~ Blandt ofte anvendte redskaber og materialer i litografi er; slibepulver til nedslibning af stenen, slibepulver til korning af stenen, eventuelt et slibeapparat til slibning af større sten, som er for tunge at håndtere sten-mod-sten, litografisk kridt og tusch, diverse svampe og klude, lædervalse, gummivalse, spatler til håndtering af trykfarven, gummi arabicum, salpetersyre, vand, petroleum eller lampeolie til at udvaske tegningen og pennefarven fra stenen, [[papir]] og [[vaseline]] for at få riveren i pressen til at glide henover den akrylplade, som lægges øverst, dvs. ovenpå stenen og papiret ved tryk. ~~== Fotolitografi ==~~ Fotolitografi går ud på at frembringe tegningen på stenen ved hjælp af fotografi. Man kan gå frem på mange forskellige måder. Stenen overhældes med en opløsning af tvekromsur kali, gummi og sukker og tørres i mørke. Der kopieres på det således dannede lysfølsomme lag, idet man dækker det med et positivt glasbillede og lader lyset virke derpå. Billedet afvaskes godt med vand, og derefter med sæbevand, som man lader indtørre på stenen. På den måde bortfjernes den del af laget, der har ligget under de uigennemsigtige dele af glasbilledet, og der, hvor den har siddet, bliver stenen modtagelig for trykfarven. Man går dog tit en hel anden vej, idet man bruger fotolitografisk papir. det er overtrukket med et lag, der især består af gelatine, og det må kort før brugen gøres lysfølsomt ved at vædes med en tynd opløsning af tvekromsurt kali og tørres i mørke. Der kopieres på papiret under et fotografisk negativ; derefter udbredes et tyndt lag fed farve over hele billedfladen, papiret lægges i vand i en flad skål, og man visker forsigtig på det med en blød svamp for at udvikle billedet, hvilket sker ved, at farven kun sætter sig fast på de steder, der har været påvirkede af lyset, men lader sig viske bort fra grunden. Således får man en kopi, der kan overføres på stenen som et andet overtryk. ''Svampe'' ~~== Litografiens indtog i Danmark ==~~ Senefelders opfindelse udbredte sig ret hurtigt. Den første, der udøvede den i Danmark, var en tysker, Heinrich Wenzler, der opholdt sig her 1812-16. Han fik 1815 i forening med kunst- og musikhandler [[Carl Christian Lose den ældre\|C.C. Lose]] et privilegium på at benytte den i Danmark i 8 år; men Lose blev allerede inden et års forløb eneejer af trykkeriet. I hans tid blev der også gjort forsøg med kridttegning af ansete kunstnere. Nogle år senere ønskede Lose at afhænde trykkeriet og fandt en mand, der ville købe det og føre det til [[Altona]]. Men da kongen var blevet gjort opmærksom på, at et sådant trykkeri kunne blive af stor betydning, bl.a. ved trykning af tabeller til den indbyrdes undervisning, lod han materialet købe for 2000 [[Rigsdaler]] og deraf oprette [[Det Kongelige Stentrykkeri]]. Kaptajn [[Joseph Abrahamson\|J.N.B. Abrahamson]] blev direktør og kaptajn [[N.B. Krossing]] inspektør. kongen lod Krossing og andre gøre rejser til udlandet for at gøre sig kendt med litografis nyeste fremskridt. Nogle af de dygtigste danske kunstnere lagde sig efter at tegne med kridt på sten, og fra trykkeriet udgik mange betydelige arbejder. Det blev ophævet 1843. Men allerede før den tid var der oprettet flere litografiske trykkerier i København, og nu findes der også litografiske trykkerier i de større provinsbyer. Til litografi bruges en række svampe til forskellige formål. En til slibning, en til gummiering, to til fugtning under trykningen (’vandsvamp’ og ’fugtesvamp’) og en til fugtning af papir. Svampene skal helst være af viskose, der kan indeholde meget vand, og ikke nylon, som taber vandet og desuden kan forbinde sig til trykfarven. De skal desuden have hver sin plads under arbejdet, så de holdes adskilt. Til udvaskning af stenen bruges viskoseklude eller køkkenrulle.<ref>Ponsaing, E. (1995). Stentryk : Litografien I Kunstens Tjeneste, 19</ref> ''Lædervalse'' Til indvalsning af tegningen med pennefarve bruges en [[lædervalse]], hvor det er læderets narvside, der vender udad. Luv'en i læderet blevet ’rugget’ op, så valsen kan holde på en del farve, og eksempelvis nå ned i de kornede sten. Valsen skal plejes omhyggeligt, og må ikke tørre ind. Inden brug (''ikke'' efter) skrabes den, med hårene, og ved hjælp af en sløv eller rundslebet kniv. På den måde skrabes farven af, og den bliver klar til brug.<ref>Ponsaing, E. (1995). Stentryk : Litografien I Kunstens Tjeneste, 25-26</ref> ''Papir'' Til kunsttryk bruges for det meste mere eller mindre håndlavet papir af klude, som er syrefri og tåler lys uden at ændre farve. Man kan fugte papiret op, og derved opnå eksempelvis at der skal bruges langt mindre farve, end hvis der trykkes på tørt papir.<ref>Ponsaing, E. (1995). Stentryk : Litografien I Kunstens Tjeneste, 34-36</ref> == Litografi i kunsten ==

Litografi: Forskelle mellem versioner