Iver Rosenkrantz (gehejmeråd): Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m →‎top: der forekommer at være bred enighed om markering af problemer ved brug af AWB
m Robot: Fjerner {forældet} fra artikel indeholdende {{DBL}}; kosmetiske ændringer
Linje 1:
{{forældet|Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.}}
 
{{flertydigperson|Iver Rosenkrantz}}
[[Fil:IverRosenkrantz.jpg|thumb|300-px|right|Iver Rosenkrantz]]
{{elefantridder|År=1730}}
'''Iver Rosenkrantz''' ([[5. december]] [[1674]] på [[Rosenholm Slot|Rosenholm]] – [[13. november]] [[1745]] samme sted) var en dansk statsmand og godsejer.
 
== Uddannelse og den tidlige karriere ==
Iver Rosenkrantz var søn af [[gehejmeråd]] [[Erik Rosenkrantz (f. 1612)|Erik Rosenkrantz]] til [[Rosenholm Slot|Rosenholm]] og dennes tredje hustru [[Margrethe Krabbe]] til [[Vemmetofte]].
Faderen døde allerede, da Iver var 7 år. Han synes dog at have fået en meget omhyggelig opdragelse og en god undervisning, uvist dog ved hvilke lærere. I [[1691]] kom han på det nyoprettede [[Ridderakademiet i København|Ridderakademi]] i [[København]]. Tre år senere tog han på den obligatoriske rejse til udlandet, hvor fra han vendte hjem i [[1697]]. Han var nu en elegant ung verdensmand på 23 år. Han blev senere i livet beskrevet som venlig og charmerende, og så havde han sit udseende med sig. En karreiere ved hoffet var derfor oplagt, og året efter, i [[januar]] [[1698]], blev han udnævnt til [[kammerjunker (titel)|kammerjunker]] hos [[prinsesse Sophie Hedevig]]. Han må have gjort sig heldigt bemærket hos prinsessens bror [[Frederik 4.]], der allerede efter et par år flyttede ham fra hoftjenesten til mere vigtige hverv.<ref>"Rosenholm" side 56. Randers Amts Historiske Samfund 1991. ISBN 87-87416-34-4</ref>
 
== Diplomaten ==
Den [[30. oktober]] [[1700]] udsendtes Iver Rosenkrantz på en diplomatisk mission til [[Karl 12. af Sverige]]. Han opsøgte da også kongen i [[Livland]], men blev ikke modtaget og måtte derfor returnere til Danmark uden resultat. I 1702 blev han udnævnt til [[etatsråd]] og fik nu en ny opgave som diplomat. Samme år, kun 27 år gammel, fik han den vigtige post som dansk [[gesandt]] i [[England]]. Her virkede han i 4 år, hvor han efterhånden fik ry som en dygtig diplomat i de engelske statsmandskredse og ved dronning [[Anne af England|Annes]] hof. I [[1706]] vendte han hjem til København, hvor han i et par år arbejdede ved [[centraladministrationen]]. I 1708 ville kong [[Frederik 4.]] tage en lang ferie til Italien, blandt andet for at opleve [[karneval]]let i [[Venedig]]. Kongen valgte den sprogkyndige Iver Rosenkrantz som hofmarskal på rejsen, hvilket må tolkes som en tillidserklæring fra monarkens side. I sommeren [[1709]] var rejseselskabet tilbage i Danmark, hvor Iver Rosenkrantz blev udnævnt til den vigtige post som [[amtmand]] over [[Københavns Amt (før 1970)|Københavns Amt]]. Han nåede dog ikke at tiltræde sin nye stilling, for det trak nu op til krig med Sverige ([[Den Store Nordiske Krig]]). En trænet diplomat som Iver Rosenkrantz kunne nu ikke undværes. Første opgave blev dannelsen af et forsvarsforbund mellem Danmark og biskoppen af [[Münster]] i [[september]] [[1709]]. Derefter indgik i forhandlinger med sømagterne, en opgave som medførte at han fra [[1710]]-[[1714|14]] igen blev dansk gesandt i [[London]]. Hans opgave var få den engelske regerings støtte til Danmark, eller i det mindste få englænderne til at være neutrale i konflikten. Fra [[1714]]-[[1716|16]] deltog han i fredskongressen i [[Braunschweig]], der dog blev betydningsløs. Der knytter sig ikke træk af særlig vigtighed til hans diplomatiske virksomhed; men når man ser ham blive så stærkt brugt på dette område, tyder det på, at han har gået for at være dygtig dertil.
 
== Hjemme igen ==
I 1716 kunne Iver Rosenkrantz endelig tiltræde den amtmandspost, som havde ventet på ham i 7 år. Han fik desuden sæde i [[Politi- og Kommercekollegiet]], hvor han kom til at virke som formand indtil [[1723]]. I praksis rangerede han nu lige under regeringens ministre. I året [[1709]] var han blevet [[Ridder af Dannebrog]] og [[1717]] fik han titel af [[gehejmeråd]].
Men Frederik 4.'s nåde var ved at forsvinde. Kongen støttede sig efterhånden kun til sin nye dronning [[Anna Sophie Reventlow]]s familie. Iver Rosenkrantz fik også dette at mærke, for [[30. august]] [[1723]] mistede han sine hidtidige embeder og blev udnævnt til [[stiftamtmand]] i [[Viborg]]. Denne flytning fra [[København]] og fra centralstyrelsen, der var en følge heraf, var åbenbart en virkning af det lidenskabelige had til den gamle danske [[adel]], der netop på denne tid kulminerede hos [[Frederik 4.]], som få måneder i forvejen havde udstukket nogle regeringsregler for hans søn, kronprins [[Christian 6.|Christian]], hvor han advarer imod at bruge mænd af denne stand i høje embeder.
 
Rosenkrantzs virksomhed var nu i en række år begrænset til, hvad der vedrørte en afsides jysk egn. Forholdet til kongen var altså køligt, men Iver Rosenkrantz bevarede sit venskabsforhold til kongens søskende, [[prins Carl]] og [[prinsesse Sophie Hedevig]], en venskabsforbindelse der allerede var grundlagt i Ivers tid som kammerjunker hos prinsessen. Prinsen og prinsessen misbilligede den kongelige broders seneste ægteskab med den adelige [[Anna Sophie Reventlow]], og det samme gjorde kronprins [[Christian 6.|Christian]]. Sammen med brødrene [[Christian Ludvig von Plessen|Christian Ludvig]] og [[Carl Adolph von Plessen]], der var onkler til Iver Rosenkrantz' anden hustru Charlotte Amalie Skeel, dannedes de en egentlig opposition, som var modstandere af Reventlowerne i regeringen. Iver Rosenkrantz' gode forhold til denne kreds fik stor betydning ved tronskiftet.
 
== Danmarks mægtigste mand ==
[[Frederik 4.]] døde [[1730]]. Straks efter hentede den nye konge [[Christian 6.]] Iver Rosenkrantz tilbage til [[København]], hvor han fik sæde i [[konseillet]], foruden at han gjorde ham til [[Elefantordenen|Ridder af Elefanten]], og Rosenkrantz blev tillige sat i spidsen både for det [[Danske Kancelli|danske]] og [[Tyske Kancelli|det tyske kancelli]] (bestalling af [[17. oktober]] [[1730]]). Han havde således beføjelser som storkansler, men fik dog ikke titlen. Desuden fik han overtilsyn med kronprins [[Frederik 5.|Frederiks]] opdragelse. I regeringen sad nu også brødrene Plessen, så der var udsigt til et godt samarbejde i regeringstoppen. Kongens tillid til Rosenkrantz var altså stor, og Iver Rosenkrantz satte også kongen højt, således omtaler Iver i et brev til en ven Christian 6. med ordene: ”''Sikkert har der aldrig levet en retfærdigere eller bedre Fyrste i Verden end vor nuværende Konge, og vi kunne kun ønske, at slige Følelser og et sligt Liv kunne vare evig''”.
 
Det var et fremskridt, at Iver Rosenkrantz kom til at afløse [[Ulrik Adolf Holstein (storkansler)|Ulrich Adolph Holstein]] som chef for de to [[kancelli]]er. Både i dygtighed og personlighed var han Holstein overlegen. Ligesom Rosenkrantz' portrætter viser os en smuk mand med et mildt og nobelt udtryk i ansigtet, således får man et ganske lignende indtryk af hans hele færden. Han var en ædel og ren karakter, venlig i omgang og elskværdig at have at gøre med. Det kan vel være, at han havde et for ensidigt [[godsejer]]syn på landboforholdene, og at han var meget bevidst om sin stand, men han blev af en fremmed diplomat beskrevet som et smukt eksempel på en adelsmand af den gamle slags. Hans dannelse var fin og grundig med den klassiske farve, som man på den tid kunne træffe den hos betydeligere fornemme mænd rundt omkring i [[Europa]]. Han havde glimrende kundskaber i [[latin]], således at han kunne skrive velformede latinske [[digt]]e. Videnskaben havde også hans store interesse, hvilket førte til et personligt venskabsforhold til historikeren [[Hans Gram]], og i sin stilling som [[Københavns Universitet]]s [[Patron (beskytter)|patron]] gjorde han sit for at forbedre universitetet.
 
Rosenkrantz medbragte fra sin tidligere diplomatiske virksomhed kundskaber på dette område, der måtte have betydning for ham, da han nu som oversekretær i det [[Tyske Kancelli]] tillige blev [[udenrigsminister]], og han havde desuden i sine andre embeder vundet godt kendskab til landets forhold i flere retninger; han var også samvittighedsfuld i sin embedsførelse. Som udenrigsminister var han afgjort mere fremtrædende, end hans forgængere i den senere tid havde været, og det har sin interesse at se ham gøre begyndelsen på, hvad der siden blev i høj grad iøjnefaldende hos bernstorfferne, nemlig ved sine depecher at sætte de danske diplomater ind i regeringens politiske opfattelse af de europæiske forhold i almindelighed. Men når han dog ved sin stilling til kongen åbenbart var mindre fri i sin virksomhed, end de bleve det, så står han unægtelig ej heller ved siden af dem, hvad overlegent politisk blik angår. Man vil vel overhovedet, hvor stor sympati man end føler for ham, og hvor meget man end anerkender hans dygtighed, næppe sætte ham i den første række af vore statsmænd; man har ikke ved ham egentlig indtrykket af en overlegen mand.
 
I sin udenrigspolitik fik han kongens opbakning i at søge et venskabeligt forhold til [[Sverige]], samt den politik, der mundede ud i traktater med [[Østrig]] og [[Rusland]] i [[1732]], som skaffede nye garantier for [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvigs]] besiddelse. Under den rivalisering imellem [[England]] og [[Frankrig]], der netop nu begyndte igen, foretrak han afgjort tilslutning til England, og han blev i dette stærkt støttet hos sine kolleger brødrene Plessen. Det var dog ikke Iver Rosenkrantz store indflydelse, der medførte et forbund med England kom i stand i [[1734]]. Krigsministeren [[Poul Vendelbo Løvenørn|Løvenørn]] påvirkede [[Christian 6.]] i en mere franskvenlig retning, men efter råd fra sin fætter greve [[Christian Ernst zu Stolberg-Wernigerode]] valgte kongen alligevel den engelske forbindelse.
 
== Kongens tillid svinder ==
Det gode forhold til Christian 6. holdt dog ikke ret lang tid. Iver Rosenkrantz og brødrene Plessen var en generation ældre end kongen, og de havde navnlig været farbroren [[prins Carl]]s venner. Kongen syntes dem nok noget selvrådige. Ved tronbestigelsen havde de overtalt kongen til at afskaffe [[landmilitsen]], men 1733 blev den genindført mod deres vilje. Til gengæld var de tilhængere af [[stavnsbåndet]]s indførelse, som blev gennemført i samme forbindelse. Bondestandens frihed var af mindrebetydning i forhold til at skaffe godserne billig arbejdskraft. Brødrene Plessen røg ud af regeringen i henholdsvis [[1733]] og [[1734]]. Iver Rosenkrantz blev siddende, men kongens tillid til ham var efterhånden væk. I tilgift blev Rosenkrantz uenig med kongen med hensyn til de kirkelige forhold. Iver Rosenkrantz var tilhænger af den traditionelle [[Luthersk ortodoksi|lutherske ortodoksi]], mens [[Christian 6.]] mere og mere gled over i [[Pietisme|pietisternes]] lejr. Den modsætning, der her fremkom, skærpedes åbenbart yderligere ved den [[Pietisme|pietistiske]] nidkærhed, der opfyldte kongens damer, både hans dronning, [[Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach|Sophie Magdalene]], og hans svigermoder, den magtlystne markgrevinde af Bayreuth [[Sophie Christiane af Wolfstein|Sophie Christiane]].
 
Så indtraf tillige det store uheld for Iver Rosenkrantz, at hans 26 år yngre hustru, [[Charlotte Amalie Skeel (1700-1763)|Charlotte Amalie Skeel]], blev centrum i en hofskandale. Skønt hun ikke mere var helt ung og havde født ham 5 børn, var hun stadig ombejlet af flere kavalerer. En kaptajn Ahlefeldt havde længe gjort hende sin opvartning, men da han kom på uventet besøg i hendes kammer fandt han den unge greve [[Frederik Conrad Holstein]] der. Ahlefeldt blev rasende, trak sin kårde og sårede Holstein i hovedet. Charlotte Amalie Skeel fik dog sine tjenere til at adskille kamphanerne, og i første omgang tav hun om affæren. Men skandalen kunne ikke undgå at komme frem. Ahlefeldt blev forvist fra hoffet, og få at undgå samme skæbne, måtte Charlotte Amalie skrive et ydmygt brev til kongen og bede om tilgivelse. Iver Rosenkrantz tilgav straks sin hustru, og det var ham der gik den tunge gang til kongen med brevet.
 
Det blev nu en pinlig tid for Rosenkrantz. Hans hustru havde bragt ham i folkemunde på en alt andet end behagelig måde, og efter at begge plessenerne havde forladt konseillet, stod han alene tilbage der, blot med en ubetydelig mand, [[Otto von Blome (1684-1738)|Otto von Blome]], til kollega. Hans stilling hos kongen var så undergravet, at denne ventede, at han ville tage sin afsked. Rosenkrantz gik imidlertid ikke, uvist af hvilken grund, og kongen lod ham foreløbig blive siddende. Men kongen lod [[Johan Sigismund Schulin]], der var sekretær i Tyske Kancelli, jævnlig gennemlæse Rosenkrantz' ekspeditioner og udtale sig for ham selv om dem. Kongens tillid var helt væk.
 
== Menigt regeringsmedlem ==
Et sådant forhold kunne naturligvis ikke vare længe. Iver Rosenkrantz afløstes allerede [[12. maj]] [[1735]] som oversekretær i [[Danske Kancelli]] af [[Johan Ludvig Holstein]] og [[28. maj]] som oversekretær i [[Tyske Kancelli]] af [[Johan Sigismund Schulin|Schulin]]. Derimod beholdt han sine pladser som medlem af konseillet og som patron for universitetet. I kraft af denne sidste stilling havde han få år i forvejen ([[1732]]) virket med til, at [[Københavns Universitet|universitetet]] havde fået en ny [[fundats]]. Men det må konstateres, at Rosenkrantz og Hans Gram ikke evnede at få institutionen moderniseret tilstrækkeligt, og mange reformer og udvidelser savnedes stadigvæk.
 
Stillingen som menigt medlem af konseillet gjorde det ganske vist også efter [[1735]] muligt for Iver Rosenkrantz at tale et ord med i vigtige statsspørgsmål, men han var nu helt isoleret med sine holdninger. At han dog ikke var bange for at give mening tilkende, også i holdninger som kongen helt åbenlyst var imod, ser man eksempelvis i året [[1737]] indgav en indtrængende forestilling imod et forslag af generalprokurøren [[Andreas Hojer]] om indførelse af [[fiskal|landfiskaler]], som skulle overvåge, hvad der skete imod loven og forordningerne. Iver Rosenkrantz frygtede, at dette kunne føre til en uhyggeligt spionage, der ville gøre en slet virkning på befolkningen. Men både i dette spørgsmål såvel som andre, kunne han ikke trænge igennem til kongen. I det [[Christian 6.]] i stigende grad opfattede brødrene Plessen som ubehagelige opositionsmænd, blev Rosenkrantz på grund af sit nøje forhold til disse mænd også genstand for kongens mistro. Da [[Kurantbanken]] i [[København]] blev grundlagt [[1736]], fandt kongen, at Rosenkrantz var meget lidt ivrig i at tegne aktier i dette af ham selv stærkt begunstigede foretagende, og med en klar hentydning til plessenerne skrev han i den anledning til Schulin: ”''Gehejmeråd Rosenkrantz viser ved enhver Lejlighed, af hvilken Bande han er, og at han ikke vil flattere os''.” Det synes også, som om Rosenkrantz, der nok holdt for meget af at høre sig selv tale, ikke altid var tavs nok. Christian 6. krævede tavshedspligt af sine ministre, men om Rosenkrantz sagde kongen ærgerligt, at han ikke kunne tie om statshemmeligheder længere, end til han så sin kone.
 
== Fyringen ==
Alt dette tilsammenlagt giver indtryk af, at Iver Rosenkrantz' stilling i årene efter [[1735]] var alt andet end behagelig. Det afgørende slag blev, at [[Christian 6.]] efterhånden også blev uenig med ham, hvad angik udenrigspolitikken. Rosenkrantz holdt stadig fast i, at forbundet med [[England]] var at foretrække frem for en fransk alliance. Da Danmark [[1739]] fornyede det tidligere forbund med [[England]], kunne det se ud, som om Rosenkrantz politiske system endnu skulle opretholdes. Men kort derefter skete der en svingning i den danske politik over imod [[Frankrig]], således som Løvenørn og Schulin var fortalere for. Ved nytårstid [[1740]] blev der truffet hemmelige aftaler om et dansk-fransk forbund, der skulle træde i kraft, så snart alliancen med [[England]] var udløbet. Efter denne svingning var Rosenkrantz forbliven i konseillet umulig længere, og [[27. april]] [[1740]] fik han pludselig sin afsked. Det brev, hvorved kongen meddelte ham dette, indeholdt ingen påskønnelse af hans lange virksomhed i statens tjeneste, men dog den forsikring, at det hverken var unåde eller utilfredshed med hans embedsførelse, men alene hensynet til hans alder, at kongen fritog ham for sit sæde i regeringen. Rosenkrantz fik tildelt en stor pension på 5000 [[rigsdaler]], og han fik valget mellem en post som [[stiftamtmand]] i [[Odense]] eller [[Århus]]. Rosenkrantz, der nu var 66 år, fandt imidlertid, at han havde været embedsmand længe nok, og ønskede desuden ikke at stå under nogen minister. Han bad derfor om at måtte få pensionen uden at behøve at overtage noget nyt embede, og dette indrømmede kongen ham.
 
== Godsejeren ==
[[Fil:Rosenkrantz_våben.JPG|thumb|Iver Rosenkrantz' våbenskjold: Øverste ses kronen som symbol på Rosenholms status som stamhus. Skjoldet omkranses af [[elefantordenen]]s kæde]]
Iver Rosenkrantz skulle i sin alderdom nu prøve livet som godsejer, hvilket egentlig var ham ret ukendt. Hans forfædre havde bået drevet deres herregårde ved siden af deres forpligtelser i hær og regering. Iver havde efter sin moder [[1716]] arvet [[Vosnæsgaard]] nord for [[Århus]], men han solgte allerede denne gård efter par år. Herefter havde han ingen godser i de næste mange år, men da [[Frederik 4.]] havde forvist ham til Viborg, havde han nok regnet med at hans karriere ikke ville bringe ham videre. Han købte da 1727 slægtens gamle stamsæde, [[Rosenholm Slot|Rosenholm]] af sin halvniche [[Hilleborg Gyldenstierne]]. 1735 købte han så [[Ryegaard]] ved [[Roskilde]]. Og endelig arvede han i fællesskab med sin hustru [[1737]] herregårdene [[Egholm (Sæby Sogn)|Egholm]] og [[Krabbesholm (Gershøj Sogn)|Krabbesholm]], ligeledes ved Roskilde. Han var således blevet storgodsejer med et samlet jordtilligende på 2000 tønder [[hartkorn]], heraf to tredjedele på [[Roskilde]]egnen. I København havde han endvidere haft et palæ i [[Slotsholmsgade]], som kongen [[1740]] købte for at bygge det nuværende [[Lerches Palæ]] på grunden.
 
I sin ministertid havde Iver Rosenkrantz naturligt nok foretrukket at bo på sine sjællandske herregårde samt i sit københavnske palæ. Men [[1740]] vendte han hjem til barndomshjemmet i Jylland for at tage fast ophold på [[Rosenholm Slot|Rosenholm]]. Slottet her var bygget af oldefaderen [[Jørgen Ottesen Rosenkrantz]] og var nu knap 150 år gammelt. Iver Rosenkrantz havde nok været vant til at leve et komfortabelt liv i København, hvorfor han nu lod Rosenholms indre modernisere i barokstil. Han indkøbte nye møbler, gobeliner, malerier og skabte her et moderne hjem. Da han tillige var en passioneret haveelsker, lod han anlægge et stor park med lindealléer og bøgehække. Hvorledes han tilbragte sin tid på Rosenholm, har han skildret i et digt på latin til [[Hans Gram]] [[1741]]. Det viser, at selvom han havde nok at sysle med og endnu kunne finde glæder i livet, følte han dog smerte ved den uret, han mente at have lidt. En glæde var det sikkert, at kongen et par år efter hans afsked greb en lejlighed til at vise ham, at han tænkte med venlighed på ham. Han forhøjede nemlig uden nogen anmodning fra Rosenkrantz' side hans pension med yderligere 1000 rigsdaler. Netop den gang havde [[Christian 6.]] fået at vide, at Rosenkrantz var svagelig, og han skrev i anledning af pensionsforhøjelsen til [[Johan Ludvig Holstein|Holstein]]: ”''Maaske lever Rosenkrantz ikke længe. Katarrhalske Febre ere farlige for en Mand i hans Alder. Det gjør mig ret ondt for den brave Mand''”. Ikke længe efter skænkede han Rosenkrantz en kostbar dåse med [[brillant (ædelsten)|brillanter]]. Efter forskellige svingninger endte forholdet imellem kongen og Rosenkrantz således mildt og harmonisk.
 
== Familielivet ==
Iver Rosenkrantz var gift to gange. Første gang [[1. juni]] [[1702]] i [[København]] med [[Birgitte Gersdorff]] (1677-1719). Hun var datter af overceremonimester [[Frederik Gersdorff]] til [[Åkær (Hads Herred)|Aakær]] og [[Elisabeth Sophie Skeel]] til [[Ravnholt]] og [[Tølløse]]. Hun fulgte Iver Rosenkrantz på hans sendelser rundt om i Europa i de følgende år. Hun døde 1719. Ægteskabet var barnløst. Et par år efter fandt den nu 46 årige Iver Rosenkrantz sig en ny hustru. Brylluppet stod [[19. februar]] [[1721]] i [[København]]. Den udkårne var den kun 21-årige [[Charlotte Amalie Skeel (1700-1763)|Charlotte Amalie Skeel]] (1700-63). I dette ægteskab fødtes 6 børn, hvoraf et par døtre og sønnen [[Frederik Christian Rosenkrantz]] voksede op. I sin enkestand boede Charlotte Amalie Skeel mest på [[Ryegaard]] frem til sin død [[1763]].
 
Iver Rosenkrantz døde knap 71 år gammel i [[1745]]. 2000 mennesker fulgte hans begravelsestog til [[Hornslet Kirke]].