Anden franske republik: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
→‎top: der forekommer at være bred enighed om markering af problemer ved brug af AWB
m Robot: Fjerner {forældet} fra artikel indeholdende {{Salmonsens}}; kosmetiske ændringer
Linje 1:
{{forældet|Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.}}
 
{{redirflertydig|Anden Republik}}
{{Infoboks tidligere land
Line 62 ⟶ 60:
[[4. november]] [[1848]] kom den ny forfatning. Den lovgivende magt skulde tilhøre en forsamling, valgt for tre år af mænd, der var fyldt 21 år. Den kunne ikke opløses, og præsidenten, der valgtes for fire år ved folkeafstemning, havde ikke veto mod dens beslutninger. De to magter stod således lige stærke uden at være gensidig afhængige af hinanden.
 
[[Napoleon 3.|Ludvig Napoleon]] var flygtet i [[1846]] og kom i 1848 til Frankrig og valgtes til nationalforsamlingen, men afslog forsigtig valget. Nu samlede han ikke blot bonapartisterne, men også monarkisterne, og endelig stemte de radikale og socialister på ham for at undgå [[Louis-Eugène Cavaignac]]s diktatur. Den [[10. november]] valgtes Napoleon med 5434226 stemmer, Cavaignac fik 1448107, [[Ledru Rollin]] 370119. Den [[20. november]] overtog Napoleon præsidentværdigheden og dannede ministeriet Odillon Barrot, der i forståelse med nationalforsamlingen optrådte ret konservativt.
 
Maj [[1849]] afløstes Barrot af en lovgivende forsamling: 450 monarkister, 100 moderate republikanere og 200 radikale og socialister under Ledru Rollin. Efter monarkisternes ønske havde Napoleon hjulpet paven mod republikanerne i [[Rom]], men ved [[Garibaldi]]s modstand trak kampen ud, og [[12. juni]] foreslog Ledru Rollin at anklage Napoleon for det. Det forkastedes, og næste dag kom det til opstand i Paris; den blev nedkæmpet og Rollin flygtede. Kort efter faldt Rom. Presseforholdene ordnedes efter opløsningen 1848 nærmest i overensstemmelse med Septemberlovene [[1835]]; men da nu faren for de radikale syntes ovre, svækkedes enigheden i det af legitimister, orléanister og bonapartister bestående flertal, og forholdet mellem forsamlingen og Napoleon blev dårligt.
 
Han begyndte store agitationsrejser i provinsen, udnævnte bonapartistiske præfekter osv. og dannede november 1849 det mere føjelige ministerium d'Hautpoul. Da forårsvalgene [[1850]] i Paris gav socialisterne sejren (forfatteren [[Eugène Sue]] valgtes fx med 126.000 stemmer), samlede forskrækkelsen atter de mere konservative, og maj 1850 vedtoges en valglov med 433 stemmer mod 241. Den var støttet af [[Adolphe Thiers]] og bekæmpet af [[Lamartine]], [[Victor Hugo]] og Cavaignac.
Nu var tre års ophold i samme kreds en betingelse for valgret. Det berøvede cirka tre millioner stemmeretten.
 
Line 81 ⟶ 79:
 
== Se også ==
[[Frankrigs historie]] – herunder:
* [[Første franske kejserrige]]
* [[Julimonarkiet]]