Johan Waldemar Neergaard: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
PalnaBot (diskussion | bidrag) |
Cgtbot (diskussion | bidrag) m Robot: Fjerner {forældet} fra artikel indeholdende {{DBL}}; kosmetiske ændringer |
||
Linje 1:
[[Fil:Johan Waldemar Neergaard by Georg E. Hansen.jpg|thumb|200px|J.W. Neergaard{{byline|[[Georg E. Hansen]]}}]]
'''Johan Waldemar Neergaard''' ([[18. april]] [[1810]] på [[Gisselfeld]] – [[9. juli]] [[1879]] i [[København]]) var en dansk officer og [[Krigsministre fra Danmark|krigsminister]].
Han fødtes 18. april 1810 på Gisselfeld, hvor faderen, [[proprietær]] Johan Henrik Neergaard (1771-1817), var godsforvalter. Moderen hed Juliane Frederikke Christine Marie f. Buch (1785-1823). Han blev [[landkadet]] [[1826]], [[sekondløjtnant]] ved Slesvigske Jægerkorps [[1830]] (med aldersorden fra [[1828]]), [[premierløjtnant]] [[1835]] og fik [[Kaptajn (militær)|kaptajns]] anciennitet [[1841]]. Fra [[1842]]-[[1848|48]] var han [[adjudant]] ved 2. brigade og ansattes ved [[Treårskrigen]]s udbrud sidstnævnte år som adjudant ved venstre flankekorps under [[F.A. Schleppegrell]], hvem han fulgte som stabschef, da denne fik kommandoen over 3. brigade. Han deltog med udmærkelse i de 2 første krigsårs større kampe og blev efter [[Slaget ved Fredericia|slaget]] ved [[Fredericia]] karakteriseret [[major]]. I [[1850]] fik han kommandoen over 4. bataljon, som han førte under [[Slaget ved Isted|slaget]] ved [[Isted]] og kampen ved [[Mysunde]], hvornæst han i [[1851]] blev karakteriseret [[oberstløjtnant]], hvilken grad han opnåede [[1853]]. Efter krigen ansattes han som stabschef ved det holstenske forbundskontingent under [[general]] [[F.L. Bardenfleth]], hvem han assisterede under dennes forhandlinger med forbundskommissæren i [[Kiel]]. I [[1853]] blev han chef for 3. jægerkorps (den senere 19. bataljon), som han dannede til en mønsterafdeling. Selv en dygtig og intelligent officer fulgte han med omhu krigskunstens udvikling, navnlig i den preussiske hær, og det gode omplantede han. En gennemgående forandring i forposttjenesten skyldtes således en af ham udgiven pjece ''Mit Forpostsystem'' ([[1863]]), og ved ham fandt også de Helldorfske fægtningsregler indgang i vor hær. Det ry, hans afdeling stod i, var sikkert en medvirkende grund til, at kronprins [[Frederik 8.|Frederik]] i [[1861]] blev ansat ved 19. bataljon. Da Hæren mobiliseredes
Efter krigen vendte Neergaard tilbage til [[Nyborg]] som chef for 19. bataljon, blev i december [[1864]] chef for 5. infanteribrigade og det følgende år [[generalmajor]] samt udnævntes [[6. november]] [[1865]] til krigsminister. Det var vanskelige tider: [[Rigsrådet]] ville formindske forsvarsudgifterne ved at reducere [[Hæren]] på [[Finanslov]]en. Neergaard kæmpede imod efter bedste evne, men han var ingen parlamentariker og søgte derfor efter andre veje for at sætte sin mening igennem. Der nedsattes derfor i [[1866]] en blandet kommission, der skulle fremsætte forslag om Hærens og [[Forsvaret]]s ordning. Efter at den havde endt sine arbejder, gjaldt det imidlertid om at få [[Rigsdagen]] til at benytte det givne grundlag til vedtagelsen af de endelige love, hvortil der udkrævedes en krigsminister, som forstod at forhandle med Rigsdagen, hvorfor Neergaard [[29. september]] 1866 måtte vige pladsen for general [[W.R. Raasløff]]. Det følgende år, da Hærloven var gennemført, udnævntes Neergaard til general og chef for 2. sjællandske brigade, som han beholdt, indtil han i [[1877]] på grund af tiltagende øjensvaghed blev sat uden for nummer, kort efter at kongen havde hædret ham med Storkorset (Kommandørkorset havde han fået 1862).
| |||