Ægyptiske mumieportrætter: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m nye kategorier |
m Skrevet lidt mere om mumieportrætternes maleteknik~~~~ Tag: Hoar |
||
Linje 33:
Nogle mumieportrætter er malet med både [[pensel]] og med et eller flere hårde redskaber, dog er nogle billeder kun malet ved brug af pensel. På portrætter malet med voks ses både penselstrøg og redskabsspor <ref>Freccero, A. (2000). ''Fayum portraits''. Gøteborg: Acta Universitatis Gothoburgensis. 9</ref>. Doxiadis mener, at baggrund, tøj og hår blev først pålagt og derefter huden, der blev påført med pensel og når den var afkølet bearbejdet med et hårdt redskab <ref>Doxiadis, E. (1995). Tecnique: Scale, Materials and Colours. In: ''The Mysterious Fayum Portraits Faces from Ancient Egypt''. Thames and Hudson. 93-102</ref>.
==Beskrivelse af typisk
Mumieportrætterne er enestående eksempler på antik enkaustisk maleri, og da mange har overlevet, ca. 1000, har man her muligheden for at studere teknikken, sammenligne og drage nogle generelle konklusioner. Analyser har vist at bindemidlet i mumieportrætterne i mange tilfælde er bivoks, der findes analyser, der kunne tyde på at voks indeholdende sæber er fundet. Om en voksemulsion kan havde været anvendt diskuteres stadig. Mumieportrætterne udviser redskabsmærker efter grove stive, bløde og fine bløde pensler. Spor efter hårde redskaber, spidse og bredere, er også til stede. Generelt synes grove stive pensler, at have været anvendt til baggrunden og klædedragten, hårde bredere redskaber til hudområdet, bløde pensler til hår og finere bløde pensler til de mindre detaljer. Det spidse redskab ses anvendt til øjenvipper. Inkarnatet er mere bearbejdet end baggrund og klædedragt. Pigmenter og farvestoffer kan anvendes sammen med voks, da flere farver er observeret i portrætterne.
Borg beskriver, hvorledes et mumieportræt oftest er malet: Portrættet bliver skitseret, oftest med en mørk farve, derefter males baggrunden. Ørerne males måske for sig selv, de ligner i hvert tilfælde ikke den måde inkarnatet er malet på, og har ikke en organisk forbindelse til resten at ansigtet. Så bliver ansigt og hals malet, derefter kommer håret, først en grundfarve og så herover laves den egenlige frisure. Klædningen bliver nogle gange lavet før, andre gange efter inkarnatet. Der anvendes pensler i forskellig størrelse og forskellig blødhed, da penselsporene ofte mangler. Man kan også se spor efter et spidst redskab, muligvis identisk med cestrum, hvilket især anvendes til øjenvipperne. Et redskab med en afrundet form kan der også ses spor efter, disse spor er uden spor af penselhår og er regelmæssige, måske et cauterium. Petrie mener, at disse spor måske er udført med den anden side af penslen <ref>Borg, B. (1996). ''Mumienporträts, Chronologie und kultureller Kontext''. Mainz: Verlag Philipp von Zabern.</ref>. ▼
▲Mumieportrætterne bærer spor efter både grov stiv pensel og blød pensel, men der er tilsyneladende ingen eksakt distinktion mellem sporene efter en stiv og en blød pensel. Sporene er relateret til malingens temperatur og mængden af pigment, der er tilført voksen, jo mindre der er tilført, jo mere flydende er malingen. Dette betyder at en grov stiv pensel er i stand til at efterlade markeringer uden spor af penselhår, hvis malingen er meget varm og/eller meget tynd. Der kan ses spor efter hårde redskaber både et spidst og et fladere/konkavt, sporene efter det konkave kan være smeltet efter applikationen, eller de kan være et resultat af at den varme maling er ‘dabbet’ på underlaget med en pensel. Borg beskriver, hvorledes et mumieportræt oftest er malet: Portrættet bliver skitseret, oftest med en mørk farve, derefter males baggrunden. Ørerne males måske for sig selv, de ligner i hvert tilfælde ikke den måde inkarnatet er malet på, og har ikke en organisk forbindelse til resten at ansigtet. Så bliver ansigt og hals malet, derefter kommer håret, først en grundfarve og så herover laves den egenlige frisure. Klædningen bliver nogle gange lavet før, andre gange efter inkarnatet. Der anvendes pensler i forskellig størrelse og forskellig blødhed, da penselsporene ofte mangler. Man kan også se spor efter et spidst redskab, muligvis identisk med cestrum, hvilket især anvendes til øjenvipperne. Et redskab med en afrundet form kan der også ses spor efter, disse spor er uden spor af penselhår og er regelmæssige, måske et cauterium. Petrie mener, at disse spor måske er udført med den anden side af penslen <ref>Borg, B. (1996). ''Mumienporträts, Chronologie und kultureller Kontext''. Mainz: Verlag Philipp von Zabern.</ref>. Plinius (NH 1.84) nævner de enkaustiske redskaber, cestrum, cauterium og pensel. Cestrum kunne være det spidse redskab, cauterium kunne være det hårde redskab.
Büll mener, at selvom han ikke har fundet spor efter opvarmning efter pålægning af farven, kan den godt være foregået, grundet tilstedeværelsen af stor transparens og dybde. Dette forhold bliver større ved opvarmning, og herved forsvinder også skarpe kanter og rande, der ellers ville være blevet stående <ref>Büll, R. (1977). ''Das Grosse Buch vom Wachs. Geschichte Kultur Technik''. Band 1 und 2. München. Verlag Callwey. 333</ref>. Borg mener ikke, at en efterfølgende varmepåvirkning kan have fundet sted, da de enkelte penselspor stadig ses <ref>Borg, B. (1996). ''Mumienporträts, Chronologie und kultureller Kontext''. Mainz: Verlag Philipp von Zabern. 5-18</ref>.
Der kan iagttages grundering i flere portrætter, i nogle ses en speciel grundering for hudområdet, inkarnatet, eventuelt lys hvidlig farve for kvinder og mørkere for mænd. Det vides ikke hvilket materiale, der er anvendt til disse grunderinger. Freccero har undersøgt grunderingen af tre enkaustiske mumieportrætter, af disse er et lavet på gipsgrund, et andet havde ingen grundering, det tredie havde en grund af voks blandet med blyhvidt og gul okker <ref>Freccero, A. (2000). ''Fayum portraits''. Gøteborg: Acta Universitatis Gothoburgensis. 106</ref>. I følge Doxiadis var temperabemalinger lavet på en [[gesso]]grund af [[gips]] eller [[kalk]] blandet med dyrelim <ref>Doxiadis, E. (1995). Tecnique: Scale, Materials and Colours. In: ''The Mysterious Fayum Portraits Faces from Ancient Egypt''. Thames and Hudson. 94</ref>, medens enkaustiske aldrig blev lavet på gesso, men i stedet på en grund af lim eller gummi <ref>Doxiadis, E. (2007). The Fayum Portraits: ´They are not art they are “Truth”. In: Picton, J.; Quirke, S. & Roberts, P.C. (eds.). ''Living images. Egyptian Funerary Portraits in the Petrie Museum''. Left Coast Press. 146</ref>. Doxiadis sammeligner mumieportrætterne med byzantinske ikoner, deres grunderinger følger nogenlunde det samme mønster. Grunderinger ligger som flade farver og kan være forskelligt for hvert område af portrættet, farverne varierer fra helt lyse til mørke <ref>Doxiadis, E. (2007). The Fayum Portraits: ´They are not art they are “Truth”. In: Picton, J.; Quirke, S. & Roberts, P.C. (eds.). ''Living images. Egyptian Funerary Portraits in the Petrie Museum''. Left Coast Press. 146</ref>. Borg derimod finder, at de enkaustiske portrætter kan males direkte på træet eller på en grundering <ref>Borg, B. (1996). ''Mumienporträts, Chronologie und kultureller Kontext''. Mainz: Verlag Philipp von Zabern. 5-18</ref>.
Petrie beskriver, at enkelte portrætter besad et mørkerødt overtræk, som var svært at fjerne og som han formodede var lagt i antikken for at beskytte maleriet, man har også i nyere tid analyseret et brunligt overtræk som indeholdt [[protein]] <ref>Borg, B. (1996). ''Mumienporträts, Chronologie und kultureller Kontext''. Mainz: Verlag Philipp von Zabern. 5-18</ref>. Laurie skriver, at de mumieportrætter han har studeret var overfladebehandlet med en fernis i en varm farve, muligvis en naturlig balsam <ref>Laurie, A. P. (1910). ''Greek and Roman Methods of Painting''. Cambridge. University Press. 56, 113-114</ref>. Kühn beskriver at [[shellak]] sandsynligvis var tilstede i et mumieportræt <ref>Kühn, H. (1960). Detection and Identification of Waxes, including Punic Wax, by Infra-red Sprectrography. Studies in Conservation Vol. 5, No. 2. 73</ref>.
Det mest iøjenfaldende ved mumieportrætternes maleteknik er, at der synes at være to specielle forskellige teknikker, en for hudområdet, inkarnatet, og en for baggrunden og klædedragten. Selvfølgelig er personen, det vigtigste element i et portræt, og en speciel teknik er måske tænkt nødvendigt for at illustrere dette. Malingen i dette område kan være påført med en stiv/grov pensel og derefter bearbejdet med et hårdt redskab. En mulighed er, at området herefter kan være blevet opvarmet, og derefter kunne resten af portrættet være blevet malet. Der er også den mulighed, at redskabssporene på inkarnatet, blev lavet for at få et bedre hæfte for en eventuel overfladebehandling, det kunne være en voks eller anden overfladebehandling. Petrie beskriver et mørkerødt overtræk, et brunligt overtræk indeholdende protein, shellak og en naturlig balsam er også beskrevet<ref>Borg, B. (1996). ''Mumienporträts, Chronologie und kultureller Kontext''. Mainz: Verlag Philipp von Zabern. 5-18</ref>; <ref>Kühn, H. (1960). Detection and Identification of Waxes, including Punic Wax, by Infra-red Sprectrography. Studies in Conservation Vol. 5, No. 2. 73</ref>; <ref>Laurie, A. P. (1910). ''Greek and Roman Methods of Painting''. Cambridge. University Press. 56, 113-114</ref>.
Forskellige vokse har været anvendt, mest udbredt synes [[bivoks]] at være. Bivoksen kan være med og uden sæber og/eller med og uden frie fede syrer. Den [[punisk voks]] kan have være en bivoks uden indhold af frie fede syrer. Anvendelse af andre vokse kan ikke udelukkes. Den anvendte voks har kunne anvendes alene eller har kunnet været indfarvet med mange forskellige pigmenter og farvestoffer. Til voksen har kunnet været tilsat andre materialer som olie, beg eller harpiks. Den har kunnet været pålagt i et tyndt eller tykt lag ved enkaustering eller ved pålægning med børster eller grove stive pensler i smeltet form. Voksen har efter applikation kunnet bearbejdes med hårde redskaber af forskellig form, som spidse, flade eller konkave eller anden form for at lave mønstre, struktur eller skabe reliefvirkning. Derudover kunne smeltet voks applikeres med bløde pensler, til de finere detaljer kunne en finere blød pensel anvendes. Derefter har voksen kunnet poleres for at få den glat og/eller for at øge glansen.
I de flere af de tilfælde hvor der er anvendt både tempera og voks som bindemiddel i portrættet, så er det den enkaustiske metode, der er anvendt til inkarnatet. Dette fortæller, at det er den metode, der er bedst egnet til formålet. Voks har den semitranslucent stoflighed, der minder om menneskehud og er i stand til at være både mat og skinnende. Derfor er voks et oplagt valg til at illudere hud, derfor en mulighed også for antik skulptur. På mumieportrætterne ses tilsvarende træk i anvendelsen af kraplak, som i næsebor og i karunkel, som man også finder på antikke skulpturer, det samme er tilfældet ved anvendelse af ægyptisk blå til huden. Voks kan ud fra iagttagelse af mumieportrætterne blandes med sorte, hvide, røde, gule, brune, violete, grønne, rosa (krap) og blå (ægyptisk) farver. Måske er mumieportrætterne vores bedste bud på hvordan en samtidig bemaling af skulptur kan have set ud, selvfølgelig vil der være forskel på et simpelt mumieportræts udførelse og så bemalingen af en dyr marmorskulptur, men teknikken og farvevalget kan meget vel have været det samme.
==Litteratur==
| |||