Christian Dietrich Grabbe: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Linje 1:
[[Fil:Christian D Grabbe.jpg|thumb|Christian Dietrich Grabbe.]]
'''Christian Dietrich Grabbe''' (født [[11. december]] [[1801]] i [[Detmold]], død [[12. september]] [[1836]] sammesteds) var en [[Tysk-romerske rige|tysk]] [[dramatisk]] [[digter]].
<!-- Hans Fader var Tugthusforvalter i den lille By, og Sønnens Barndom forløb derfor under mange pinlige Indtryk.
Allerede som Skoledreng begyndte han at digte og følte sig især draget mod de gr. Tragikere.
1819 rejste han til Leipzig for efter sine Forældres Ønske at studere, kom derfra til Berlin,
hvor han i Selskab med Heinrich Heine, Ludwig Robert, Uechtritz o. a. digterisk begavede
Ynglinge levede et lystigt Ungdomsliv. Senere tog han til Dresden for at interessere Tieck for
sin Skuespillerbegavelse, som G. havde store Tanker om, og for at høre hans Dom om sin
første store Tragedie »Herzog Theodor von Gotland«, et utøjlet Værk af udpræget »Sturm
und Drang«, men med geniale Blink. Tieck følte sig frastødt af G.’s ubeherskede Natur
og vilde derfor ikke indlade sig paa at hjælpe ham. Efter ny forgæves Forsøg paa at blive
Skuespiller i Braunschweig og Hannover maatte G. bide i det sure Æble og vende hjem til
sin lille Fødeby. Han har i sine Breve givet en rystende Skildring af sine Følelser ved atter
at være i sit Hjem, efter at have skuffet Forældrenes store Forventninger om ham.
G. blev nu Auditør ved det Lippe’ske Militærkontingent, men hans ekscentriske Væsen lagde
store Vanskeligheder i Vejen for en regelmæssig Embedsvirksomhed, og hans Stilling
forværredes efter det ulykkelige Ægteskab med Arkivraad Clostermeier’s Datter. Han blev mere og
mere fordrukken og maatte til sidst tage sin Afsked. Han rejste til Frankfurt og derfra til
Düsseldorf, hvor Immermann, der just som Teaterleder kæmpede for Gennemførelsen af
sine sceniske Reformer, varmt tog sig af Digteren, der som Teaterkritiker og med Skr.
»Das Theater in Düsseldorf« (1835) blev en ivrig Forkæmper for Immermann’s ideale
Stræben. Men G. kunde ikke overvinde sin ulyksalige Hang til Drik; der indtraadte et Brud
med hans Beskytter, og med ødelagt Helbred vendte han tilbage til sin Fødeby, hvor han
søgte at forsone sig med sin Hustru. Efter kort Tids Forløb døde han i sin gl. Moders Arme.
Foruden »Herzog Theodor« udgav G. Tragedien »Don Juan und Faust«, en dristig
Sammenstilling af disse Skikkelser fra Verdensdigtningen, de to Hohenstaufer-Tragedier »König
Friedrich Barbarossa« cg »König Heinrich VI«, det glimrende hist. Maleri »Napoleon oder die
hundert Tage« (1831) med de imposante Massevirkninger. I vore Dage har man atter og
atter forsøgt at vinde disse Arbejder for Scenen, hvad der er lykkedes med »Napoleon«,
og desuden nylig (Kleines Theater, Berlin 1915) med den vittige Satire »Scherz, Satire, Ironie
und tiefere Bedeutung«, der opr. offentliggjordes i »Dramatische Dichtungen« (Frankfurt
1827, 2 Bd); disse indeholder desuden »Herzog Theodor«, Fragmentet »Marius und Sulla« og
den lille Tragedie »Nannette und Marie«. Endnu maa nævnes det dram. Eventyr
»Aschenbrödel« (1835), den fragmentariske Tragedie »Hannibal« (1835) og den efter hans Død af E.
Duller (1838) udgivne Tragedie »Die Hermannsschlacht«. Glimrende Karakteristik og bizarre
Indfald staar Side om Side i disse Værker, der viser den geniale Undergrund hos denne Digter,
som hans Samtid grundig miskendte, og som først 20. Aarh. har skænket en retfærdigere
Bedømmelse. Gottschall, Blumenthal og Grisebach (1902) har besørget samlede Udg. af hans
Værker. (Litt.: Duller’s Biografi i hans Udgave af »Die Hermannsschlacht«;
Willkomm’s Karakteristik i »Jahrbüch. f. Drama, Dramaturgie und Theater«, Bd 1 [Leipzig 1837];
Ziegler, »G.’s Leben und Charakter« [1855]; Carl Behrens, »En tysk Digter, C. D. G.«
[Kbhvn 1903]; O. Nieten, »G.« [Bonn 1911]). G. er Hovedpersonen i Hanns Johst’s Skuespil
»Der Einsame, Ein Menschenuntergang«, trykt i Tidsskr. »Das Reich« Juli 1917 og opført i Nürnberg Oktbr 1917. ''-->
{{commonskat}}
| |||