Kriegsmarine: Forskelle mellem versioner

'''Kriegsmarine''' var [[Nazi-Tyskland]]s [[Marine|flåde]] fra [[1935]] til [[1945]]. ''Kriegsmarine'' var kun en skygge af kejsertidensden [[Kaiserliche Marine|kejserlige flåde]] under [[1. verdenskrig]]<ref>I [[Søslaget ved Jylland]] indsatte Tyskland 22 slagskibe. Alle større tyske krigsskibe blev afleveret til sejrherrerne som [[krigsskadeserstatning]] i 1919.</ref>. Grundet [[Versaillestraktaten]] måtte forgængeren ''[[Reichsmarine]]'' kun have seks skibe på højst 10.000 tons. For at omgå Versaillestraktaten byggede Tyskland såkaldte ''[[lommeslagskib]]e'' der på papiret var under 10.000 tons, men man havde snydt lidt med vægten. Først fra 1935 begyndte oprustningen af Kriegsmarine med [[slagskib]]e og de ligeså forbudte ubåde. Kriegsmarines konkurrent [[Royal Navy]] var talmæssig overlegen, men til gengæld var de tyske fartøjer af nyere og bedre design<ref>Washingtontraktaten fra 1922 bremsede nybygninger, således at forholdet mellem Royal Navy, [[US Navy]] og den kejserlige japanske flåde var 5:5:3. Royal Navy havde derfor mange kuldrevne, [[Nitte (mekanik)|nittede]] krigsskibe fra Første Verdenskrig. For at spare vægt [[Svejsning|svejsede]] tyskerne deres lommeslagskibe sammen.</ref>. Hitlers hovedmodstandere var [[Frankrig]] og [[Sovjetunionen]], så den tyske oprustning nedprioriterede Kriegsmarine; dog byggede man fire topmoderne slagskibe af prestigegrunde. Dette var et eklatant ressourcemisbrug: af [[Bismarck (slagskib)|''Bismarck''s]] stål kunne man fremstille 1.426 kampvogne, de 2.065 søfolk om bord kunne bemande 44 ubåde, sekundærbestykningen kunne beskytte en større tysk provinsby mod [[RAF Bomber Command|RAF's]] natbombefly, og dets brændstofforbrug kunne dække et af [[Luftwaffe (Wehrmacht)|Luftwaffes]] Geschwaders<ref>Sammenligningen halter lidt, idet ''Bismarck'' brugte [[heavy fuel oil]] og flyene brugte højoktan-[[benzin]]. Disse to brændstoffer er længst fra hinanden i [[raffinaderi]]ernes destillationstårne, men de tyske kemikere kunne ''cracke'' råolien (nedklippe langkædede kulbrinter til kortkædede</ref>. Den langsigtede Plan Z kundgjorde, at når Sovjetunionen var besejret i 1942, skulle landets ressourcer anvendes til at udbygge ''Kriegsmarine'' med bl.a. fire [[hangarskib]]e og ti slagskibe mod [[USA]] i 1947.

Under [[Operation Weserübung|invasionen af Norge]] gamblede [[Hitler]] med sine [[destroyer]]e. De tyske destroyere sejlede op langs Norges vestkyst i norsk territorialfarvand. Af hensyn til det neutrale Norge nøjedes Royal Navy med at angribe de skibe, der havde forvildet sig ud i internationalt farvand. Da tyskerne nåede [[Narvik]], blev Royal Navys forholdsregler ændret for at beskytte de franske [[Bjergtropper|alpetropper]] dér og iværksatte to angreb på destroyerne, [[Første slag om Narvik|første]] og [[andet slag om Narvik]]. Kriegsmarine mistede 20% af sine destroyere i Operation Weserübung, og overlevende søfolk kæmpede om Narvik i en ''ad hoc''-enhed med østrigske og sydtyske bjergjægere samt nedkastede [[faldskærmstropper]]. Af frygt for angreb fra Luftwaffe trak det fransk-britiske ekspeditionskorps sig ud af Norge.

''Kriegsmarine'' byggede i Danmark kystbefæstninger (f.eks. [[Fyns Hoved]]), [[Søværnets Operative Kommando]]s bunker ([[Marselisborgskovene]] ved [[Århus]]) og anlagde Artilleriskolen [[Sjællands Odde]]. [[Bunkerne langs vestkysten|Atlantvolden]] blev anlagt af Rustningsminister [[Albert Speer]]s ''Operation Todt''. Atlantvolden blev bemandet af de tyske værn: Kriegsmarine bemandede det tunge kystartilleri (f.eks. de fire 38 cm kanoner i [[Hanstholm]]) og ''Seetakt'' farvandsovervågningsradarer; [[Luftwaffe (Wehrmacht)|Luftwaffe]] bemandede luftværnskanoner og ''Würzburg'' luftvarslingsradarer mens ''Wehrmacht Heer'' bemandede resten. Atlantvolden blev i grove træk bemandet med mænd der havde været for gamle til 1. verdenskrig, gymnasiedrenge, invalider og hviderussiskesovjetiske krigsfanger.