Glasmaleri: Forskelle mellem versioner

'''Glasmaleri''' er kunsten at sammensætte hele billeder af farvede glasstykker, kaldet (musivisk glasmaleri,) eller at bemale ufarvede glas objekter med gennemsigtigegennemskinnelige farver, som dernæst indbrændes, kabinetsmaleri<ref group="note">fint gennemført maleri i lille målestok, kilde:[http://ordnet.dk/ods/ordbog?query=Kabinetsmaleri Kabinetsmaleri — Ordbog — ODS] </ref> ; denne sidste teknik er dog af langt senere oprindelse end den første, som anvendtes i den største del af [[Middelalderen]].

Romerne kendte både pustet og støbt vinduesglasglas, og allerede i 4. århundrede nævnes farvede ruder anvendteanvendt i de kristnes kirker, hvilket nærmest havde sin grund iskyldtes, at man som regel ikke forstod at frembringe hvidt, klart glas. tremmeværketTremmeværket af træ eller metal forfærdigedes i regelmæssige mønstre; mosaikkerne i kirkerne kunne tjene til forbilleder. Det næste skridt, der vistnok ikke toges før i 9. århundrede, var at belægge de farvede glasplader med en uigennemsigtig farve (i ældre tid sædvanlig sort) og udspare, senere radere et mønster i dem, og derpå indbrænde dettedet. Valsede sprosser, på ældre dansk vinder, af bly, som kunde føje sig efter krumme linjer, nævnes første gang af [[Leo af Ostia]] (1066), men deres brug må gå adskillig længere tilbage. Glassets tildannelse i mønsterstykker skete på et bord, hvorpå tegningens linjer var trukne. Stykkerne skares ud med glødende jern, og kanterne jævnedes med [[krøsel]]en. Anvisninger hertil findes i tyskeren [[Theophilus Presbyter]]’ værk fra 11. århundrede diversarum artium schedula. Diamanten anvendtes først fra [[Middelalderen]]s slutning til glasskæring. Sådanne musiviske glasmaleri med eller uden figurlige fremstillinger (overvejende enkeltfigurer i stiv, monumental holdning) anvendtes i større og mindre kirker i den ældre Middelalder, men de var sjældne og dyre, og de fleste steder måtte man sikkert lade sig nøje med horn, pergament, etc. glasmaleriGlasmaleri blomstrede både i Tyskland og i Frankrig, men kun få vinduer er bevarede fra den romanske periode, de ældste, fra 11. århundrede, i domkirken i [[Augsburg]], yngre vinduer i [[Strassburg]], [[Châlons-en-Champagne]], [[Tournai]] m. m. I enkelte danske landsbykirker er i korets østvindue bevaret romanske glasmaleri med billeder af kirkens navnehelgen, således i [[Roager]] i [[Nordslesvig]] og i [[Bjerreby]] på [[Tåsinge]], nu i [[Nationalmuseet]].

Medens [[Cistercienserordenen|cistercienserne]]s strenge ordensregler forbød anvendelse af farvet glas i vinduerne og kun tillod det såkaldte [[grisaillemaleri]], i sort farve på farveløst glas, fandt glasmaleri udvidet anvendelse ved den gotiske bygningsstils gennembrud, idet denne opløste murmasserne i vinduer. Efter 13. århundrede bliver glasstykkerne større; de såkaldte [[overfangsglas]], der kun farves ved et tyndt glaslag på rudens ene side, begynder at dukke op, og foruden sort farve anvender man også andre emaljefarver. De ældre gotiske glasmaleri fremstiller gerne enkeltfigurer,: som helgener, profeter, konger etc., stående i alvorlig og streng holdning under baldakiner på en af tæppemønstre dannet baggrund; kun i de nedre vinduer og i medaljonfelter ses stundom fremstillet scener af Kristi eller helgeners liv. Gotiske glasmaleri findes bevarede i domkirkerne i [[Amiens]], [[Evreux]], [[Beauvais (by)|Beauvais]], [[Strassburg]], [[Köln]], [[Elisabeth Kirken]] i [[Marburg]] etc. Fra omtrent 1400 bliver glasmaleri stadig talrigere, og deres strengt dekorative fladevirkning viger efterhånden pladsen for mere maleriske effekter. Fra denne tid stammer f.eks. vinduer i Fruekirken i [[Lübeck]] og i domkirken i Firenze, som antages for værker af mester [[Francesco Livi]] fra Gambassi, der havde lært kunsten i Lübeck, og en del kirkevinduer i [[Nürnberg]], udførteudført af glasmalerslægten [[Veit Hirschvogel|Hirschvogel]]. Produktionen var efterhånden fra klostrene gået over til de læge kunsthåndværkere, og samtidig begyndte verdslige elementer at trænge sig ind i glasmaleri; navnlig afbildedes slægtsvåben hyppig på glasruderne, og malerierne begyndte at vise sig på en baggrund af klart glas. På denne tid holdt også vinduesglasset sit indtog i boligerne; klare glasruder i en privatbolig nævnes første gang i [[Frankrig]] under [[Karl VI af Frankrig|Karl VI]]; i [[Oslo]] nævnes 1392 et stenhus med glasruder. Til dette brug anvendtes oprindeligt billige retlinede mønstre, navnlig "rudemønsteret", sammensat af stående firkanter. Et kirkevindue fra [[Ubberud Kirke]] ved [[Odense]] med [[våbenskjold]]e, tilhørende odensebispen og andre prælaterprælaters [[våbenskjold]]e, der opbevares på [[Nationalmuseet]] i [[København]], er i dette mønster og stammer fra tiden omomkring 1500.

Endnu i 16. århundredes begyndelse frembringer den middelalderlige glasmalerkunst et så betydeligt værk som vinduerne i [[Kölner Dom]] nordlige sideskib, som dog tillige røber en vis tendens til realisme og bevæget komposition, der passer mindre godt med glasmaleris dekorative væsen. På overgang mellem gotik og renæssance står bl.a. nogle vinduer i domkirken i [[Freiburg]], i flere kirker i Paris og England, samt i [[St. Michael og St. Gudula katedralen]] i [[Bruxelles]], de sidste med arkitektonisk baggrund i rig renæssancestil. Glasmalerne nærmer sig mere og mere til oliemaleriets teknik og misforstår således deres kunstarts væsen, men dog har både Frankrig og fornemmelig Nederlandene endnu i slutningen af 16. og begyndelsen af 17. århundrede betydelige glasmalere at opvise, således [[Dirk Crabeth]] og [[Wouter Crabeth]], glasmaleri i [[Sint-Janskerk]] i Gouda 1555—77, [[Abraham van Diepenbeeck]], som overførte sin lærers, maleren [[Rubens]]’ kompositioner på glas, og flere. De store glasmaleri forsvinder efterhånden fra kirkerne, og man nøjes med at indsætte små malede tavler i de klare ruder, såvel i kirker som fornemmelig i rådhuse og privatboliger. sådanneSådanne tavler skænkedes ofte af frænder og venner ved opførelsen af et hus (glarøl, fensterbier), eller af borgmestre og rådmænd til rådhuset, og forsynedes da gerne med giverens våben eller bomærke, portræt, navn, sentenser etc.; denne smag bredte sig også ud til bønderne og holdt sig i lang tid hos dem. Den rigeste samling af den art små glasmaleri i [[Danmark]] findes i [[Odense Museum]] og stammer fra byens gamle skomagerlavshus. Prøver på slige små malede glastavler ses på den farvelagte planche. De herlige glasmaleri, som nederlænderen Evert Crynss udførte til ''Kongens Stol'' i Frederiksborgs Kapel, ødelagdes ved branden. I øvrigt blomstrede denne art "kabinetsmaleri" især i [[Schweiz]] i 16. og 17. Århundrede, og selv betydelige kunstnere som [[Hans Holbein den yngre]] gav tegninger til dem. I trods alt havde hele kunsten dog nu fået noget håndværksmæssigt over sig, bl.a. fordi teknikkens stigende vanskelighed mere og mere hindrede de egentlige kunstnere i selv at udføre glasmaleri i løbet af 17. og 18. århundrede forsvandt glasmaleri så godt som fuldstændig (undtagen i England, hvor en Nederlænder, [[Bernard van Linge]], under Jakob I stiftede en skole, som har holdt sig ned i nutiden). Dette hang dels sammen med de blyindfattede ruders afløsning med i større støbte glasruder, indfattede i træsprosser (1688 genopfandt man nemlig i Frankrig den gamle romerske kunst, at støbe glastavler på sand), dels med den herskende [[klassicisme]]s uvilje mod alt for spraglede farver. Dog krævedes f.eks. i København hele 18. århundrede igennem som mesterstykke et vindue i kunstfærdigt blymønster med en malet tavle, og endnu 1829 udførtes en sådan i København, men om praktisk brug er her ikke tale. I [[Holsten]] udførtes glasmaleri i årene efter 1780 i Hennestedt Sogn, ruder bemalede alene med navne endnu i året 1800.