P. Munch: Forskelle mellem versioner

Efter krigens afslutning blev Munch i 1919 medlem af den danske [[Rigsdagen|Rigsdag]]s [[delegation (diplomati)|delegation]] ved [[Versailles-traktaten|fredskongressen i Paris]], og var fra stiftelsen i 1920 til 1938 en af Danmarks delegerede ved Folkenes Forbunds Kongres i [[Geneve]]. Efter [[Påskekrisen i 1920]] måtte Munch forlade sin ministerpost, og først i 1929 blev han igen regeringsmedlem, i [[ministeriet Thorvald Stauning II]]. Han var året før blevet formand for Det radikale venstre, og blev som konsekvens af det følgende årtis samarbejde med [[socialdemokratiet]] [[udenrigsminister]] i de skiftende Stauning-regeringer. Op gennem 30'erne hvor den politiske situation blev stadigt mere truende på grund af [[Spanske Borgerkrig|borgerkrigen i Spanien]], Italiens erobring af [[Abessinien]] og [[Albanien]] og ikke mindst Hitler-Tysklands voldsomme oprustning og ekspansion med annektering af Østrig, [[Sudeterland]] mm. forhindrede Munch ethvert forsøg på at udbygge dansk forsvar i takt med den internationale situation. Munch var hovedarkitekten bag den danske neutralitetspolitik, som kulminerede med underskrivelsen af den dansk - tyske [[ikke-angrebspagt]] 23. maj 1939, mender somfortsatte brødunder sammen ved [[besættelsen]] af Danmark 9. april 1940 og endelig ophørte ved Tysklands kapitulation i maj 1945. Han tilbød at trække sig som udenrigsminister samme dag som besættelsen begyndte, men forlod først posten endeligt da [[Erik Scavenius]] overtog den 3 måneder senere. Munch er også tilskrevet "Rostockmødet" den 17. marts 1940. Baggrunden for mødet skulle være at hans eneste barn, den homusexuelle Ebbe Munch, var blevet pågrebet af tysk politi på et pædofilt mødested og i Tyskland var strafferammen på det tidspunkt dødsstraf.