Forskel mellem versioner af "Vendere"

71 bytes tilføjet ,  for 3 år siden
småret
(småret)
(småret)
Henrik regerede indtil 1127 og blev efter sin død afløst af sin fætter [[Knud Lavard]] som [[Knjas]] (knees, fyrste), hvilken herskede frem til sin død i 1131. Efter Knud Lavards død var Danmark tilbageholdende med at hævde sin magt over venderne, og følgen var, at initiativet efterhånden gik over til sakserne, som erobrede landet og koloniserede det. Disse tilstande var forklaringen på, at venderne for en tid bedrev sørøveri og angreb de danske kyster.<ref name="Niels 76">Nielsen, s. 76</ref>
 
I [[1135]] nåede en vendisk flåde helt op til Sydnorge, hvor den ødelagde den rige handelsstad Konungahella, nu [[Kungälv]]. I et århundrede var venderne således herrer i deres eget hus, men fra [[111100-tallet]] sank deres stjerne for aldrig at stige mere.
 
=== Korstog ===
Formentlig i 1136 foretog [[Erik Emune]] et angreb på [[Rygen]], hvor indbyggerne i [[Arkona]] måtte købe sig fred ved at gå over til kristendommen. De fik dog lov til at beholde deres gamle afgudsbilleder, ifølge [[Saxo]] fordi, de falskeligt kaldte dem ved Sankt Vitus´ navn (med andre ord: [[Svantevit]]). Erik Emune lod dem døbe og gav dem en præst, men ifølge Saxo vendte rygenboerne straks ryggen til kristendommen, da kongen og biskoppen havde forladt landet.<ref name="Lind 89">Lind, s.89</ref>
 
Kort efter, i [[1147]], gav [[Bernhard af Clairvaux]] sin tilslutning og tilskyndelse til, at [[korstog]] kunne foretages ikke blot til [[Det Hellige Land]], men tillige til hedenske områder blandt andet ved Østersøen. Følgen var, at kong [[Valdemar den Store]] og [[biskop]] [[Absalon]] indledte deres korstog mod venderne.<ref name="Lind 89"/>
 
Den endelige nedkæmpning af venderne blev foretagetforegik under ledelse af kong Valdemar 1. den Store og biskop Absalon, hvis hærstyrker i [[1168]] erobrede og ødelagde vendernes helligdom for [[Svantevit]] ved [[Arkona]] på [[Rügen]] hvor venderne synes at have haft deres sidste uafhængige styrkepunkt.
 
=== Tysk overherredømme ===
Et vendisk fyrstehus holdt sig i [[Forpommern]], et andet i [[Bagpommern]], et tredje i [[Mecklenburg]], hvor det blev siddende lige til revolutionen i 1918 som herre til den vendiske krone. Men hvad enten herskerne var indfødte eller indvandrede, så var de snart lige enige om at hylde tysk sprog og kultur; en fyrst [[Vizlav]] af Rügen optrådte som tysk minnesanger; tyske håndværkere og agerbrugere indkaldtes i massevis, og venderne trængtes tilbage som foragtede barbarer. [[Skrå|Lavsskrå]]erne udelukkede regelmæssig folk af "vendisk eller anden uærlig æt"; endnu i 1752 udstødtes en tøjmager i [[Neumark]] af sit [[Lav (organisation)|lav]], fordi hans kones bedstemoder skulle stamme fra vendere. Således fortyskedes venderne efterhånden. I 1407 skal på Rugen den sidste vendisk talende person være død. Indtil 13 - 1400-tallet var venderne i [[Øvre Sachsen]] endnu så talrige, at der holdtes retspleje på vendisk (indtil ca. 1300 i [[Anhalt]], indtil 1378 omkring [[Leipzig]], indtil 1424 i [[Meissen]]); brugen af vendisk sprog afskaffedes i Leipzig, siger en krønike, fordi rådsherrerne havde fattet "had og væmmelse" derimod. Indtil 1700-tallets slutning taltes der endnu vendisk i [[Hannover]] øst for [[Lüneburg]].<ref name="Salm 717"/>
 
Senere trængte fortyskningen igennem overalt undtagen i [[Lausitz]]; her taltes endnu vestslavisk af ca. 100.000 personer. Disse sidste vendere, de såkaldte [[sorbere]], lå tilbage som en lille rest i det tyske folkehav, fuldstændig afskårneafskåret fra deres stammefrænder i [[Polen]] og [[Böhmen]]. Vendernes åndelige centrum fandtes i deres sprogområdes sydlige udkant, i den næsten helt tyske by [[Bautzen]].<ref name="Salm 717"/> Her grundedes i 1847 en nationalforening (''Mačica serbska''), somder udgav et litterært tidsskrift og et folkeligt ugeblad for Øvrelausitz, meensmens et ugeblad for Nedrelausitz udkom i Kottbus. Vendernes ivrigste foregangsmand var Joh. Ernst Schmaler (Šmolar) i Bautzen (1816—84), deres mest kendte digtere Andr. Seiler (Zejler) og J. Cišinski (Jakob Bart); deres senere leder var Ernst Mucke (Muka).<ref name="Salm 718">[http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0730.html ''Salmonsen'', s. 718]</ref>
 
I dag er der kun to slaviske grupper, der regnes som vendere: [[sorber]]ne i [[Lausitz]] (østlige [[Tyskland]]) og [[kasjubere|kasjuberne]] i [[Pommern]] (nordlige [[Polen]]).{{kilde mangler|dato=marts 2017}}
 
== Litteratur ==
== Bebyggelse ==
[[Fil:Oldenburg-oh-wallmuseum.jpg|thumb|Elbslavisk bebyggelse med anløbsbro i egnsmuseet i [[Oldenburg in Holstein]] (ca. 7 - 800 tallet).]]
Typisk for bebyggelsesformen hos vendere var runde landsbyer. Denne i middelalderen under intern kolonisering fremkomne landsbyform har en hesteskoformet arrangement af gårde og jordstykker. FordelingenOmrådet område afmed rundbyer strækker sig båndformet mellem [[Østersøen]] og [[Erzgebirge]] i den tidligere kontaktzone mellem tyskere og slaver. De bedst bevarede runde landsbyer ligger i økonomisk tilbagestående region i det hannoveranske [[Wustrow (Wendland)|Wendland]]. De slaviske bosættelser før rundbyenrundbyerne er endnu utilstrækkeligt udforsket arkæologisk.<ref>Hardt, Matthias: "Das „slawische Dorf“ und seine kolonisationszeitliche Umformung nach schriftlichen und historisch-geographischen Quellen." (i: ''Siedlungsforschung. Archäologie – Geschichte – Geographie 17''; 1999, s. 269–291) {{de sprog}}</ref>
 
== Venderne som sørøvere ==
Næsten en tredjedel af landet lå øde, da [[Niels af Danmark|kong Niels]] regerede og venderne var så godt som enerådende i de danske farvande, hvor de bedrev sørøveri. [[Knud Lavard]] var utrættelig i at forfølge vendiske krigere i Sønderjylland, der især led meget under angreb sydfra. Da [[Skjalm Hvide]], Knuds fosterfar, sendte ham fædrenearven fra Sjælland, blev det skib, der skulde bringe den over, forfulgt så heftigt af vendiske pirater under Fyn, at pengene måtte kastes i havet, for at mændene kunne slippe bort. Vendernes plyndringer udgjorde ikke blot en fare for handels- og fiskerflåden, men også for kystbefolkningen ved fjorde eller åløb. Med deres fladbundede [[Snekke (skib)|snekker]] kunne de trænge langt op i fjorde og åløb på Fyn og Sjælland. I Kalundborg bevogtede [[Hærvig]] opsejlingen ind i landet mod vest og ved Tissø bevogtede [[Sæbygård (Sæby Sogn)|Sæbygård]] opsejlingen mellem Nedre og Øvre [[Halleby Å]], der forbandt [[Tissø]] med Storebælt og [[Skarresø (Jyderup)|Skarresø]] og givetvis også [[Åmosen]] i ældre tid. Der stod flere store forsvarsslag mod venderne på vestegnen langs med Køge Bugt og ind mod Roskilde, fx ved [[Karlslunde]] i 1193, hvor [[Svend Grathe]] og Radulf slog venderne. En sten er rejst til minde herom i Karlslunde.
 
Næsten en tredjedel af landet[[Danmark]] lå øde, da [[Niels af Danmark|kong Niels]] regerede og venderne var så godt som enerådende i de danske farvande, hvor de bedrev sørøveri. [[Knud Lavard]] var utrættelig i at forfølge vendiske krigere i [[Sønderjylland]], der især led meget under angreb sydfra. Da [[Skjalm Hvide]], Knuds fosterfar, sendte ham fædrenearven fra [[Sjælland,]] blev detmed skib, derblev skulde bringe den over,det forfulgt så heftigt af vendiske pirater undernær [[Fyn]], at pengene måtte kastes i havet, for at mændene kunne slippe bort. Vendernes plyndringer udgjorde ikke blot en fare for handels- og fiskerflåden, men også for kystbefolkningen ved fjorde eller åløb. Med deres fladbundede [[Snekke (skib)|snekker]] kunne devenderne trænge langt op i fjorde og åløb på Fyn og Sjælland. I [[Kalundborg]] bevogtede [[Hærvig]] opsejlingenindsejlingen ind itil landet mod vest og ved [[Tissø]] bevogtede [[Sæbygård (Sæby Sogn)|Sæbygård]] opsejlingenindsejlingen mellem Nedre og Øvre [[Halleby Å]], der forbandt [[Tissø]] med [[Storebælt]] og [[Skarresø (Jyderup)|Skarresø]] og givetvis også [[Åmosen]] i ældre tid. Der stod flere store forsvarsslag mod venderne på vestegnen langs med [[Køge Bugt]] og ind mod [[Roskilde]], fx ved [[Karlslunde]] i 1193, hvor [[Svend Grathe]] og Radulf slog venderne. En sten er rejst til minde herom i Karlslunde.
Selv efter indtagelsen af [[Arkona]] 1169 og den danske konges alliance med saxerne i Nordtyskland vedblev venderne at være en trussel, og det var derfor nødvendigt at placere [[bavne]]systemer og ledingsskibe, så man kunne alarmere nabobyer og –øer om ankomsten af større ledings(landsætnings)flåder. Under Valdemarkongernes tid fører det til opførelsen af slotte og vagttårne ved de naturlige havne i Nakskov, Vordingborg, Korsør, København, ja så langt nordpå som Roskilde og Holbæk Fjorde. [[Orø]] i Holbæk Fjord havde et vagttårn med et [[bavn]]evarslingsanlæg, som kunne alarmere beboerne i de bagved liggende kystegne langt op ad Tuse Å og Lammefjorden. [[Holbæk Slot]] bevogtede selve Holbæk by.
 
Selv efter indtagelsen af [[Arkona]] 1169 og den danske konges alliance med saxerne i [[Nordtyskland]] vedblev venderne med at være en trussel, og det var derfor nødvendigt at placere [[bavne]]systemer og ledingsskibe[[leding]]sskibe, så man kunne alarmere nabobyer og –øer om ankomsten af større ledings(landsætnings)flåderledingsflåder. Under Valdemarkongernes tid førerførte det til opførelsen af slotte og vagttårne ved de naturlige havne i [[Nakskov]], [[Vordingborg]], [[Korsør]], [[København,]] jaog så langt nordpå som [[Roskilde Fjord|Roskilde]] og [[Holbæk FjordeFjord]]e. [[Orø]] i Holbæk Fjord havde et vagttårn med et [[bavn]]evarslingsanlæg, som kunne alarmere beboerne i de bagved liggende kystegne langt op ad [[Tuse Å]] og [[Lammefjorden]]. [[Holbæk Slot]] bevogtede selve Holbæk by.
Venderne optræder senere i middelalderen både som venner og fjender; som forbundsfæller da de i 1184 vandt en søsejr ved Rügen over den mægtige hertug [[Bogislav]].
 
Venderne optræder senere i middelalderen både som venner og fjender; som forbundsfæller da de i 1184 vandt enet søsejrsøslag ved Rügen over den mægtige hertug [[Bogislav I|Bogislav]].
 
== Vendiske spor i Danmark ==
48.129

redigeringer