Hird: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Kemp (diskussion | bidrag) m Småret |
Clsc (diskussion | bidrag) m formuleringer |
||
Linje 1:
'''Hird''' blev i [[middelalder]]en brugt som betegnelse på [[Norge|norske]] og [[Danmark|danske]] [[konge]]rs eller stormænds [[livvagt]]. Selv om ordet i [[saga]]er benyttes om hændelser i [[viking]]etiden, blev det sandsynligvis ikke taget i brug før efter denne periode – sagaerne er nedskrevet i middelalderen, og benytter sin tids ordforråd. I vikingetiden blev [[Knud den Store]]s følge kaldt ''ting-hlíd'', der antages at have en lignende betydning. Ordet hird kommer fra det [[norrøn]]e ''hirð'', som igen stammer fra det gammel[[engelsk]]e ''hir[e]d/heard/hird/hurd'' eller middelalder[[Tysk (sprog)|tysk]] ''heirat'', som begge betyder «[[flok]]».
Hirden var stormænds og kongers [[hær]]følge. En mand måtte frivilligt underkaste sig hirdherren, selv om
Hirdmænd havde krav på beskyttelse og støtte fra deres herre. Dette kaldtes ''traust''. Hirdherren lønnede troskab og tjeneste med gaver som [[tøj]], [[våben]] og [[guld]]. Hirdmænd fik også andele af krigsbyttet. Hvis en hirdmand blev dræbt, skulle der betales en højere [[mandebod]] end for almindelige folk.
Hirdmænd i aktiv tjeneste sagdes at være "
Hirden blev tidligt opfattet som en egen [[stand]]. Da man på [[Island]] indførte ''Jónsbok'' på [[Altinget]] i [[1281]], fandtes der tre stænder i landet: [[gejstlighed]], kongens håndgangne mænd og bønderne. I 1281 blev det også lovfæstet, at alle mænd skulle klæde sig efter deres stand og formue. For at kunne gå i alle typer antræk måtte man være enten en velstående landmand eller en hirdmand, der ejede de lovbestemte våben for sin hirdrang. Hirdmændene var også de eneste på Island, der kunne bære standskarakteriserende [[symbol]]er som [[skjold]] og [[Hjelm (hovedbeklædning)|hjelm]]. <ref>Jón Vidar Sigurdsson: ''Den vennlige vikingen'' (s. 55), forlaget Pax, Oslo 2010, ISBN 978-82-530-3359-4</ref>
|