Talehandling: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Maunus (diskussion | bidrag) No edit summary |
Maunus (diskussion | bidrag) No edit summary |
||
Linje 1:
En '''talehandling''' (engelsk: ''speech act'') er et sprogligt udsagn der udfører en ''[[handling (virke)|handling]]'' med ikke-sproglige konsekvenser. Talehandlingsteorien udvikledes af [[sprogfilosofi|sprogfilosoffen]] [[J. L. Austin]] midt i det tyvende århundrede. Han definerede talehandlinger som former for udsagn der ikke blot refererer til virkeligheden men som skaber virkelighed, eller som handlinger der udføres blot ved at sige noget. Eksempler på sådanne handlinger er at love noget, at navngive noget, at erklære nogen for ægtefolk og så videre. Fælles for talehandlinger er at de ikke kan beskrives som sande eller falsk, men kun vurderes i forhold til om de formår at udføre den tilsigtede handling.
I store dele af [[lingvistik]]kens og [[sprogfilosofi]]ens historie har [[sprog]] primært været set på som en måde at referere til [[kendsgerning (videnskab)|kendsgerning]]er, "fakta", og der har været en tendens til at ignorere andre måder at bruge sproget på. Men
Austin skelner mellem [[Illokutionær akt|illokutionære]] <ref>''Illukutionær akt'': af latin: in (i og med) + locutio (tale), altså: ''i og med talen''</ref>
|