Gravhøj: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Robot: Konverterer nøgne referencer, ved hjælp af ref navne for at undgå dubletter, se FAQ
Linje 15:
I den tidlige del af [[bondestenalder]]en (fra ca. 3900 f.Kr. til 1800 f.Kr), også kaldet tidlig neolitikum, bestod gravhøjene af stenbyggede kamre, dyssekamre, hvoromkring der blev opkastet en jordhøj. De ældste [[dysse]]r havde kun en enkelt sten som overligger, og bliver efter højens form omtalt som runddysser eller langdysser. I slutningen af tidlig neolitikum blev kamrene dækket af flere sten, hvorved [[jættestue]]n var skabt. Dysserne var oprindelig anlagt som begravelser for én person, men de blev senere brugt til flere, efter de døde var skeletteret. Det har sandsynligvis resulteret i udviklingen af jættestuen.
 
I den mellemste del af [[yngre stenalder]] (mellemneolitikum) brugtes igen enkeltbegravelser: den døde blev begravet i almindelige jordfæstegrave, hvorover der kastedes en høj, der kunne være mellem en og to meter høj. Højen kunne bruges igen, hvorved højenden voksede. Perioden kaldes også for enkeltgravstid.
 
I slutningen af bondestenalderen (senneolitikum) blev de døde begravet i en stensat kiste, en [[hellekiste]], med en mindre høj over.