Nicolai Abildgaard: Forskelle mellem versioner

[[Frederiksdal (Virum)|Frederiksdal]]) var en [[Danmark|dansk]] [[maler]], [[arkitekt]] og [[professor]]. Han var søn af videnskabsmanden [[Søren Abildgaard]] og broder til [[dyrlæge]]n [[P.C. Abildgaard]]. Abildgaard var ven med betydelige kunstnere som [[Jens Juel]] og [[Johan Tobias Sergel]].

Efter at være blevet malersvend arbejdede han som medhjælper under [[Mandelberg]], samtidig med, at han gennemgik uddannelse på [[Kunstakademiet]], hvis mindre guldmedalje han vandt 1765 og 1766; den store tilkendtes ham 1767 for "David salves af Samuel", men der gik 5 år før, at han opnåede det rejsestipendium, som han ellers havde måttet forvente efter guldmedaljen. Han drog til [[Rom]], hvor han blev i 5 år, hvor han var optaget dels af selvstændig produktion, dels og fornemmelig af at kopiere klassiske ornamenter for akademiet, af studier efter renæssancens mestre og af at studere arkitektur og arkæologi. De ældre kunstnere, han med størst iver og udbytte dyrkede, var [[Raffaello Santi|Rafael]], [[Michelangelo]], [[Tizian]] og [[Caracci]]’erne. Af de vist nok ikke synderlig mange originalarbejder, han udførte i Rom, blev kun eet særlig betydeligt og almindelig kendt: "Filoktet på Lemnos" (eller ''[[Den sårede Filoktet]]''). Stærkt påvirket, som det er, i formen af Michelangelo, i farven af Tizian, er det dog et værk, der vidner om en dyb, personlig opfattelse af det tragiske emne og en eminent dygtighed, ikke mindre i farvegivningen end i den grandiose linjeføring. Billedet blev, da det kom til København, modtaget med overordentlig anerkendelse og gav anledning til, at Abildgaard blev udset til professor ved akademiet. Kort efter sin hjemkomst blev han medlem af dette, og et par måneder senere overtog han professoratet, der forenedes med stillingen som kongelig historiemaler med en årlig løn af 200 [[daler]] [[courant]], en sum, der kort efter forhøjedes til det dobbelte; senere steg hans faste indtægt betydelig.

Den første store bestilling, Abildgaard der efterderefter fik, lød på en række malerier til [[Christiansborg]], fremstillinger med motiver fra de oldenborg’ske kongers levned eller allegoriske hentydninger dertil samt en del symbolsk-ornamentale arbejder. Største delenStørstedelen af disse blev færdige i løbet af omtrent 14 år, men gik til grunde ved [[Christiansborgs brand 1794|slotsbranden 1794]], så de kendes nu fortrinsvis efter skitserne, der nu hænger på Kunstmuseet som vidnesbyrd om Abildgaards sans for klar og rytmisk komposition, men helt savner egenskaber, der kan vække stemning eller interessere som udslag af varme for emnerne og for de fremstillede personer.

En ganske anden forestilling om Abildgaards betydning får man af de mindre omfangsrige billeder, han malede samtidig med dekorationerne til slottet. Højest iblandt dem har sikkert hans "Sokrates i henrykkelse" raget op, men desværre kendes det nu kun af [[Johann Friderich Clemens|Clemens]]’ [[kobberstik]], der viser os en komposition, bygget op af store og skønne linjer og rummende en lige så stærk som ædel følelse. Et andet, maleri med ualmindelig bredde og energi maleri var "Ossian synger til sit harpespil", i hvilket der råder en vældig naturstemning, som intet andet værk af Abildgaard ejer noget tilsvarende til. Fra samme tid, [[1789]], er de skitsemæssigt udførte billeder lavedelavet som grundlag for Clemens’ stik til [[Jens Baggesen]]s danske oversættelse af [[Ludvig Holberg]]s ''[[Niels Klims underjordiske Rejse]]'', ganske blottede for lune, men friske i udførelsen og af ikke ringe farveskønhed.

I 1781 giftede Abildgaard sig, men tre år efter forlod hans hustru ham for at ægte en anden. Dette slag forvandt han dog vist ret hurtigt. I 1799 forelskede han sig igen i en ung kvinde og vaktes derved til ny kunstnerisk virksomhed; først 1803 giftede han sig igen, men da forelå allerede ikke få af hans mærkeligstemest bemærkelsesværdige billeder færdige, således de [[Pigen fra Andros|fire store]], han malede over motiver fra Terents’ komedie "Pigen fra Andros". Uden tvivl har de deres største værd som oplysende illustrationer til tidens opfattelse af livet i en oldtidsby, men vedderudover siden deraf interessererer de dog også interessante som prøvereksempler på kunstnerens overlegne tekniske dygtighed.

Abildgaards smag var konsolideret i hans studietid i [[Rom]] 1772-77 og studiet af hans helte fra [[renæssance|højrenæssance]]n og [[antikken]]. Hans ''[[Den sårede Filoktet]]'' ([[Statens Museum for Kunst]])<ref>{{Cite web | url = http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/highlights/nicolai-abildgaard-den-saarede-filoktet/ | title = Nicolai Abildgaard (1743-1809), Den sårede Filoktet, 1775 |author= Thomas Lederballe |publisher=smk.dk, [[Statens Museum for Kunst]] |accessdate={{date|2015-2-26}}}}</ref> er et blændende eksempel på gælden til den græske antik, men udtrykker samtidig med sin dramatiske lyssætning og komposition den inspiration, Abildgaard fik fra samtidige romantiske kunstnere som [[Johann Heinrich Füssli]]. Da Abildgaard kom hjem til Danmark efter opholdet i Rom, viste den romantiske stil sig ikke gangbar blandt hans publikum og bestillere, og han benyttede en mere nøgtern, nyklassicistisk form i sine arbejder for fx kongehuset. På sine ældre dage malede og tegnede han en del [[Erotik|erotiske]] motiver.