David Lynch: Forskelle mellem versioner

Gennem sin lange karriere har Lynch haft en karakteristisk og uortodoks tilgang til fortællende filmproduktion (kaldt Lynchian), som er blevet øjeblikkeligt genkendelig for mange publikum og kritikere over hele verden. Lynchs film er kendt for surrealistiske, mareridtsagtige og drømmelignende billeder og omhyggeligt formet lyddesign. Hans værker udforsker ofte undersiden af "Small Town USA" (især ''Blue Velvet'' og ''[[Twin Peaks]]''), eller storbyer fra [[Californien]] (''[[Lost Highway]]'', ''[[Mulholland Drive (film)|Mulholland Drive]]'' og hans seneste udgivelse, ''[[Inland Empire]]''). Fra og med hans eksperimenterende film ''[[Eraserhead]]'' (1977) har han bevaret en stærk kultfølge trods svingende kommerciel succes.

Lynch blev født i byen [[Missoula]] i [[Montana]] den [[20. januar]] [[1946]]. Hans far, Donald, var en videnskabsmand og hans mor, Sunny Lynch, var en engelsk sprogvejleder. IMed ønsketønske om at blive kunstner deltog Lynch i kurser på Corcoran School of Art i [[Washington D.C.]], mens han færdiggjorde high school i [[Alexandria]], [[Virginia]]. Han kom ind på School of the Museum of Fine Arts i Boston, hvor han blev i et år (hvor han var værelseskammerat med [[Peter Wolf]]<ref>[http://www.peterwolf.com/ peterwolf.com<!-- Bot generated title -->]</ref>) før han rejste til [[Europa]] med sin ven og kunstnerkollega [[Jack Fisk]] for at studere med en østrigsk expressionistisk maler ved navn [[Oskar Kokoschka]]. Selv om han havde planlagt at opholde sig der i tre år, vendte Lynch tilbage til USA efter kun 15 dage.

I [[1966]] flyttede Lynch til [[Philadelphia]], [[Pennsylvania]], og deltog i [[Pennsylvania Academy of Fine Arts]] (PAFA),hvor han skabte en række komplicerede mosaikker i [[geometri]]ske figurer, som han kaldte ''Industrielle symfonier''. På nuværende tidspunkt er han også begyndt at arbejde imed folie. Hans første kortfilm ''[[six men getting sick]]''([[1966]]), som han betegnede som "57 sekunders vækst og brand, og tre sekunder af bræk", blev spillet som et gentagende loop på en Kunstudstilling. Den vandt akademiets årlige filmprojektkonkurrence. Da en H. Barton Wasserman så dette blev Lynch bedt om at skabe endnu en filminstallation i hans hjem, oghvad Lynch fik tildeltet enforskud bunke penge for at gøre dettetil. Efter et katastrofalt første forsøg, tillod Wasserman Lynch at holdebeholde den resterende del af pengene og gøre hvad han ville med det. Med disse penge skabte han ''[[The Short Films of David Lynch#The Alphabet|The Alphabet]]''.

I [[1970]] vendte Lynch sin opmærksomhed væk fra sin tidligere kunst og fokuserede primært på film. Han fik $5000 fra American Film Institute til at producere [[The Short Films of David Lynch#The Grandmother|The Grandmother]], der handlede om en forsømt dreng der "gror" en bedstemor fra et frø. Den 30-minutters lange film indeholdt mange elementer, der ville blive Lynchs varemærker, herunder foruroligende lyd, foruroligende surrealistisk billedsprog og et fokus på ubevidste begær.

Han gjorde slog igennem med filmen ''[[Eraserhead]]'' i [[1977]], en film som blev karakteriseret som surrealistisk og mærkelig, og enkelte troede at den ikke ville kunne blive frigivet fordi den var alt for sær. [[Eraserhead]] var en skarp og gådefuld film der fortæller historien om en stille ung mand ([[Jack Nance]]) som lever i et industrielt brakland, og hvis kæreste føder en konstant skrigende mutantbaby. Lynch har henvist til Eraserhead som "min Philadelphia historie", hvilket betyder at den afspejler alle de farlige og frygtindgydende elementer, han er stødt på, mens han studerede og boede i [[Philadelphia]]<ref name = "cehwte">[http://www.davidlynch.de/tiplynchtrans.html David Lynch interview 1985<!-- Bot generated title -->]</ref>. Han sagde, at "denne følelse efterlod sine spor dybt inde i mig. Og da de kom ud igen, blev de ''Eraserhead''".

Lynchs andet [[De Laurentiis]]-finansierede projekt blev ''[[Blue Velvet]]'' fra [[1986]], historien om en ung studerende (spillet af [[Kyle MacLachlan]]), der opdager at hans lille, idealistiske hjemby skjuler en mørk side, efter at have efterforsket oprindelsen bag et afhugget øre han fandt på en græsplæne. Filmen indeholdt mindeværdigeen række bemærkelsesværdige optrinroller fra [[Isabella Rossellini]], der spilledespiller en plaget lounge-sanger og [[Dennis Hopper]] som en rå, psykopatisk kriminel, ogder lederenleder af en lille bande.

[[Woody Allen]] sagde, at ''Blue Velvet'' var hans yndlingsfilm det år. Filmen bliver mange steder beskrevet som en af de bedste amerikanske film nogensinde, og er blevet et meget indflydelsesrigt værk både i filmverdenen såvel somog i populærkulturen.

Efter at det var mislykkedes at sikreskaffe finansiering til flere færdiggjorte manuskripter i slutningen af [[1980]]'erne, samarbejdede Lynch med tv-producenten [[Mark Frost]] om tv-serien [[Twin Peaks]], som omhandledehandler om en lille by, somder er midtpunkt for en række bizarre hændelser. Seriens omdrejningspunkt er FBIs Special Agent Dale Coopers ([[Kyle MacLachlan]]) undersøgelse af den populære high school-studerende [[Laura Palmer]]s død, en undersøgelse, der afdækker hemmelighederne bag mange af byens indbyggere, hvilket har en del ligheder med historien i Blue Velvet. Lynch instruerede seks episoder i serien, herunder den halvanden time lange pilot, skrev flere afsnit og optrådte i nogle episoder.

I [[1999]] overraskede Lynch mange med filmen ''[[The Straight Story]]'', skrevet og tilrettelagt af [[Mary Sweeney]]. Filmens historie er "lige ud ad landevejen", meget ulig Lynchs tidligere film. Filmen modtog positive anmeldelser og med den nåede han et nyt publikum for sin instruktør, samtidigOgså meddenne at denfilm blev nomineret til en Oscar.

På trods af sinat han næsten udelukkende fokusfokuserer på USA, har Lynch, ligesom Woody Allen, fået et stort publikum i [[Frankrig]]; ''[[Inland Empire]]'', ''[[Mulholland Drive (film)|Mulholland Drive]]'', ''[[Lost Highway]]'' og ''[[Fire Walk with Me]]'' blev alle finansieret gennem franske produktionsselskaber.

== Personligt livprivatliv ==

Lynch værner om sit privatlivprivate liv og kommenterer sjældent sine film.{{kilde mangler|dato=januar 2015}} Han er kendt for at være notorisk undvigende og hemmelighedsfuld i interviews, og nægter at diskutere plotdetaljer og "sande betydninger" af sine film.