|
[[File:Occam's Razor.svg|thumb|Ockham's Razor]]
'''Ockhams (Occams) ragekniv''' er et i vore dage universelt accepteret [[Ontologi (filosofi)|ontologi]]sk og dermed [[filosofi]]sk [[princip|grundprincip]], også kaldet ''parsimoni-princippet''.<ref> T. Vogel Carey: "Parsimony", ''Philosophy Now,'' Sep/Oct 2014.</ref> Udtrykket er opkaldt efter den engelske filosof, [[William af Ockham]] (ca. 1288-1347) forstås idag som en formaning om at "blandt konkurrende hypoteser skal den hypotese som bygger på færrest antagelser foretrækkes". Den findes i flere formuleringer i Ockham's værker på Latin som ''Numquam ponenda est pluralitas sine necessitate'' ("flere ting skal aldrig antages uden nødvendighed"), eller ''Frustra fit per plura quod potest fieri per pauciora'' "det er nytteløst at gøre med flere elementer det som kan gøres med færre".
'''Ockhams (Occams) ragekniv''' er et i vore dage universelt accepteret [[Ontologi (filosofi)|ontologi]]sk og dermed [[filosofi]]sk [[princip|grundprincip]], også kaldet ''parsimoni-princippet''.<ref> T. Vogel Carey: "Parsimony", ''Philosophy Now,'' Sep/Oct 2014.</ref> Udtrykket er opkaldt efter den engelske filosof, [[William af Ockham]] (ca. 1288-1347), der - tydeligvis inspireret af bl.a. de spor, Aristoteles m.fl. havde sat sig i europæisk tankegang og idéhistorie, både før og efter renæssancen - var den første, som formulerede princippet. Hans berømte læresætning, ''Entia non sunt multiplicanda sine necessitate'' ("Inddrag aldrig flere forklaringselementer end højst nødvendigt"), er fortsat gældende og i vid udstrækning styrende for hele grundforskningen inden for den moderne naturvidenskab.<ref> Videnskabens udbredte anvendelse af parsimoni-princippet til i en række bestemte situationer at kunne få udpeget den bedste løsning blandt flere andre konkurrerende løsningsmuligheder skyldes, at fremgangsmåden gennemgående erfaringsmæssigt har vist sig både holdbar og frugtbar - uden at man i øvrigt hidtil har været i stand til nærmere at kunne forklare årsagen til dette grundlæggende metafysiske princips uomtvistelige anvendelighed.</ref> Og det selv om ophavsmanden til grundprincippet egentlig var uddannet teolog og derfor med et lidt andet sigte havde brug for argumentet til at begrunde afvisningen af en mængde overflødige og ofte tilmed forvirrende religiøse antagelser og forestillinger, som på den tid efterhånden havde sneget sig ind i kirkens lære, hovedsagelig på gejstlighedens egen foranledning - en afvisning, der i øvrigt vakte pavens vrede og nær havde kostet ham livet.<ref>William af Ockham blev med denne på daværende tidspunkt helt uhørte udfordring af pavens autoritet den første i verdenshistorien, der tillod sig at anfægte pavestolens eneret på formuleringen af religiøse sandheder. Og det blev samtidig startskuddet til en række andre efterfølgende protester imod den katolske lære i løbet af de næste to hundrede år - bl.a. ved [[John Wycliffe]], [[Jan Hus|Johan Huus]], [[Martin Luther]], [[Jean Calvin]], [[Ulrich Zwingli]], samt danske [[Hans Tausen]] m.fl. - kulminerende til sidst ved det endelige brud med pavedømmet under [[Reformationen]]s indførelse i 1517. Af disse seks nævnte lykkedes det for de fem af dem, tillige med William af Ockham, med nød og næppe at undslippe pavens repressalier. Kun tjekken Johan Huus havde paven held til under et løfte om frit lejde at lokke til et forsoningsmøde i 1415 i den sydtyske grænseby Konstanz ved Schweiz, hvor han omgående efter sin ankomst blev taget til fange, forhørt og brændt på bålet.</ref>
Ockhams forståelse havde inspiration i Aristoteles (384–322 fvt.) som først formulerede princippet i værket ''Analytica posteriora''. HJan skrev at "Vi må antage at alt andet lige er den demonstration at foretrække som bygger på færre antagelser eller hypoteser". Ptolemæus (c. 90 evt.– c. 168 evt.) brugte formuleringen, "Vi anser det for et godt princip at forklare fnænomenerne ved den simplet mulige hypotese".<ref name="Franklin">{{cite book|author= [[James Franklin (philosopher)|James Franklin]]|year= 2001|title= The Science of Conjecture: Evidence and Probability before Pascal|publisher=The Johns Hopkins University Press}} Chap 9. p. 241.</ref>
Princippet findes i to [[version]]er.{{kilde mangler|dato=november 2016}} Den ene version siger, at hvis der er to eller flere mulige forklaringer på samme [[fænomen]], er den simpleste at foretrække.{{kilde mangler|dato=november 2016}} Den anden version siger, at hvis der er to forklaringer til samme fænomen, der kun adskiller sig ved, at den ene bygger på færre [[antagelse]]r end den anden, skal man ikke bruge fænomenet til at godkende eller understøtte de ekstra antagelser.{{kilde mangler|dato=november 2016}}
Princippet er i dag et almindeligt anerkendt grundprincip inden for videnskabsteorien.
Forskellen på de to versioner er, at den første kan bruges til at vurdere helt uafhængige forklaringer, men kan være problematisk i den forstand, at flere observationer senere kan vise, at det var den mere komplicerede forklaring, der var den rigtige. Den anden version udtaler sig kun om, hvorvidt bestemte observationer underbygger bestemte antagelser.
[[File:Fallen tree in Jyväskylä.jpg|thumb|Et væltet træ kan forklares ud fra flere teorier, hvoraf nogle er mere enkle end andre]]
=== Første eksempel ===
|
