Klient (romerriget): Forskelle mellem versioner

'''Klient''' (''[[latin]]: cliens, clientis'') betegnede i [[antikkens Rom]] en person, enten af [[Plebejer|plebeisk]]-stand eller frigiven, der indgik i et afhængigheds forhold til en '''[[patron (beskytter)|patron]]''', som tilhørte samfundets overklasse. Patronen hjalp og beskyttede sin klient eller sørgede for arbejde, mod at klienten stillede sin stemme til rådighed for patronens interesser ved valg til embeder; det såkaldte '''''clientela'''''-system. ''Clientela'' (klientel) kan både betegne forholdet mellem klienten og patronen og hele gruppen af klienter, der står under patronens beskyttelse. Klient kan også oversættes med [[vasal]].

 

 

Ifølge legenden var det [[Romulus]] der definerede ''clientela''-systemet, for at undgå sociale uroligheder og omvæltninger pga. misundelse eller magtmisbrug. I den tidlige [[Romerske republik|republik]] indgik klienten i et tvunget afhængighedsforhold til patronen, som altid tilhørte [[patricier]]-standen, og først senere fik forholdet en mere frivillig karaktér.

I takt med at Roms magt voksede, spredte clientela systemet sig ud over hele [[imperium|imperiet]], og ikke kun familier, men også hele byer eller endog provinser stillede sig under en særlig magtfuld patrons beskyttelse, fx var [[Marcus Claudius Marcellus|Marcellus]] hele [[Romersk Sicilien|Siciliens]] patron. I forbindelse med Romerrigets ekspansion fik nabokongeriger i flere tilfælde status af [[klientkongedømme]]. Selv om klienten reelt helt var underlagt Rom, havde det frihed i interne forhold, og beholdt sin egen hær (og udgifterne til den). Et eksempel på et klientkongedømme er [[Armenien]].

 

 

Det vil være en fejl at begrænse fænomenet klientilisme til den [[Romersk kultur|romerske]] kultur, da vi genfinder lignende systemer i alle menneskelige samfund. Den romerske udgave er blot så velbeskrevet at den ofte bruges som model for forholdet mellem magtfulde personer og deres følge andre steder.

 

 

[[Kategori:Romerriget]]