Svend Estridsen: Forskelle mellem versioner

Han var søn af [[Ulf jarl]] og [[Estrid Svendsdatter]]. Svend tilbragte sin barndom i [[England]], senere drog han til [[Sverige]], hvor hans moder ejede meget gods. Med sin brug af [[metronym]] understregede han sit tilhørsforhold til den danske kongeslægt gennem moderen Estrid, der var datter af [[Svend Tveskæg]] og søster til [[Knud den Store]]. [[Hardeknud]] gjorde ham til jarl i Danmark, og efter dennes død i 1042 gjorde Svend Estridsen sine tronkrav gældende, men i England fik Godwin jarlJarl valgt Edvard af den gamle angelsachsiske kongeæt, og i Danmark vandt [[Olaf den Hellige]]s søn Magnus hurtig og let kongedømmet — efter sigende i henhold til en aftale med Hardeknud. Svend Estridsen trådte da i Magnus’ tjeneste som jarl over Jylland og svor ham troskabsed, men brød den hurtigt og antog kongenavn. Han måtte dog snart flygte for Magnus og drog til Sverige.

Nogen tid efter åbnede der sig dog udsigter for Svend, da Magnus’ farbroder Harald vendte hjem fra [[Rusland]] og krævede del i riget. Da Magnus nølede med at gå ind herpå, sluttede Harald og Svend Estridsen et [[forbund]] og angreb 1046 Danmark, men snart brød Harald med Svend, drog til Norge og udsonede sig med Magnus, og næste år drog de to norske konger i fællesskab mod Svend Estridsen, der atter måtte vige. Samme år, 1047, døde Magnus. Budskabet nåede kong Svend i [[Skåne]], netop da han på ny ville flygte til Sverige, og han besluttede straks at blive og kæmpe for sin trone. Det fortælles, at Magnus’ sidste bestemmelse gik ud på, at Svend skulle have Danmark efter ham, og mange af de norske stormænd undte ikke Harald den store magt, han ville få, hvis han også fik kongemagten i Danmark. Svend Estridsen opnåede derfor let kongenavn og hyldning i alle rigets dele, og Harald formåede aldrig at rokke ved hans trone, men i en årrække måtte Svend Estridsen udholde nordmændenes hærtog langs de danske kyster uden at gøre synderlig gengæld. Særlig kendte episoder er Hedebys[[Hedeby]]s plyndring og Haralds list under flugten nord på gennem [[Kattegat]] for at slippe bort fra den overlegne danske flåde: at kaste fangerne over bord bundne til planker og tønder. Svend Estridsen lod dem da opsamle, og nordmændene undslap. Hovedslaget, [[slaget ved Niså]], stod ved [[Nissan (flod)|Niså]] i [[Halland]] i [[1062]]: Harald sejrede, men turde dog ikke vove et angreb på Danmarks centrale dele. I det hele kom Harald ingen vegne over for Svend Estridsen, hvorimod adskillige norske høvdinger viste tydelig misfornøjelse med Harald og endog enkeltvis sluttede sig til Svend. Freden sluttedes da [[1064]] på landegrænsen ved Götaelv[[Göta älv]], og hver konge beholdt sit rige.

Det var da ikke som krigshelt, at Svend Estridsen skulle høste store laurbær trods personlig raskhed og tapperhed. Men des større var betydningen af hans fredelige kongegerning. Det blev Svend Estridsens store fortjeneste at give den danske kirke en fast og varig organisation, navnlig ved at skabe bestemte rammer for bispernes styrelse. [[Nørrejylland]], der fra [[Knud den StoresStore]]s tid kun havde udgjort et eneste [[bispedømme]], blev delt i de fire stifter[[stift]]er, hvoraf det siden bestod: [[Ribe]], [[Viborg]], [[Aarhus]] og [[Vestervig]] (senere [[Børglum]]). [[Sjællands Stift]], der en tid havde været forenet med Skåne, blev nu atter udskilt, og selve Skåne deltes i to bispedømmer, [[Lund]] og [[Dalby]], hvoraf det sidste dog kun fik kort varighed. Det var Svend Estridsen, der indsatte bisperne i alle disse stifter, og det er indlysende, i hvor høj grad den opblomstrende kirke måtte støtte hans kongemagt. Det var således ikke udelukkende kirkelig interesse, der dikterede Svend Estridsen hans kirkelige reformplaner.

Svend Estridsen betegnes i samtiden som en dannet og belæst mand, men på mange måder mærkede man, at hans kirkelige sindelag kun nåede til et vist punkt. Selv om han af klogskab lod sig skille fra sin hustru Gunhild, der var hans søskendebarn og således på dette punkt gav efter for den myndige ærkebisp [[Adalbert af Bremen|Adalbert af Hamburg-Bremen]], lod han sig aldrig bevæge til at afstå fra sit yppige frillelevned, og det lå ham ganske fjernt at åbne en sådan kamp for de kirkelige krav om tiende med mere, som den, der få år senere skulle føre hans søn Knud i døden. Magister [[Adam af Bremen]], der skrev de hamburgske ærkebispers historie, og som af kong Svends egen mund havde fået talrige oplysninger om de nordiske folks historie og naturforhold, klagede da også over, at præsterne i disse lande stadig lønnedes med særskilt betaling for hver enkelt kirkelig handling, hvorimod tiende var ukendt. Svend Estridsens forhold til [[ærkebisp]] Adalbert var vel i det hele venskabeligt, men nogen synderlig indflydelse på den danske kirkes styrelse indrømmede Svend Estridsen ham ikke, og Svends planer gik afgjort ud på at få oprettet et særskilt nordisk ærkesæde — planer, som det dog først lykkedes hans søn Erik at få virkeliggjort. Til de danske bisper stod Svend Estridsen uden tvivl i det hele i et venskabeligt forhold, men de kendte sagn om venskabet mellem Svend Estridsen og bisp [[Vilhelm af Roskilde]], om kongens ydmyge bod og om de to venners næsten samtidige død er dog af tvivlsom historisk pålidelighed.