Peder Palladius: Forskelle mellem versioner

Ifølge Peder Palladius selv hed hans far [[Esbern Jensen]] og var en u-uddannet borger i [[Ribe]]. Det er blevet foreslået, at han er den "Esbern Smed", der siden blev tolder og byfoged i [[Assens]] (.<ref>''Samlinger til jysk Historie og Topografi'' 2. række, II, s.137 ff).</ref> Skolegangen for Peder Palladius foregik tilsyneladende på flere [[latinskole]]r, hvilket sikkert hænger sammen med, at han ikke kunne forsørges af forældrene. Han omtaler skolerne i Ribe, [[Roskilde]] og Assens som om han selv har gået der.

Det er omtrent alt, hvad vi med sikkerhed ved om Palladius' ungdomsliv, før vi omkring [[1530]] træffer ham som skolemester i [[Odense]], hvorfra han senere, understøttet af [[borgmester]] Mikkel Pedersen (Akeleye) drog til [[Wittenberg]], ledsaget af samme borgmesters søn Knud Mikkelsen og et andet ungt menneske fra Odense, hvis studier han formodentlig har haft opsyn med. Den 3. september [[1531]] blev "Petrus Esbernus Pladius" [[immatrikuleret]]. Det var efter sigende [[Philipp Melanchthon]], der gav hans navn et finere sving ved at kalde ham Palladius, som han siden altid selv skrev sig. I Wittenberg trådte Palladius i nært forhold til reformatorerne[[reformator]]erne, da han, fraregnet nogle mindre udflugter, tilbragte henved seks år her under flittige studier. I [[1533]] tog han [[magistergrad]]en. Da kong [[Christian 3.]] efter de gamle bispers afskaffelse ønskede en mand, som overtilsynet med de lutherske[[luthersk]]e [[menighed]]er kunne betros, og i den anledning henvendte sig til reformatorerne i Wittenberg, anbefalede disse magister "Petrus Danus", men rådede også kongen til at lade ham først erhverve den [[teologi]]ske [[doktorgrad]] i Wittenberg. Dette råd blev fulgt, og efter at kongen havde sendt de fornødne penge, blev Palladius sammen med [[Tileman van Hussen]] 1. juni [[1537]] udnævnt til [[licentiat]] under [[Luther]]s præsidium og få dage efter til doktor i teologi. Kort efter begav han sig på vej hjem, uden tvivl i følge med doktor [[Johannes Bugenhagen]], som var indkaldt til [[Danmark]] for at yde sin bistand ved [[Københavns Universitet]]s genoprettelse, ved reformationens fuldendelse og ved kongens og dronningens kroning.

Straks efter sin hjemkomst trådte Palladius i nærmere forhold til kong Christian 3., og 2. september 1537 indviedes han af Bugenhagen til [[superintendent]] eller [[biskop]] i [[Sjællands Stift]]. Herudover blev han [[professor]] i [[teologi]] ved universitetet. Det var et stort og besværligt arbejde, der lå foran Palladius med hensyn til ordningen af kirkevæsenet. Imidlertid gav han sig, kun 34 år gammel, til værket med en beundringsværdig kraft og dygtighed. For eksempel kan anføres, hvad Bugenhagen allerede i november 1537 kunne skrive til kongen:

"{{cquote|1=Jeg vil, eders majestæt til trøst, ikke dølge, at Gud udretter meget godt ved sine fattige biskopper eller superintendenter. Jeg efterlod doktor Peter Palladius 14 dage i den papistiske [dvs. [[katolicisme|katolske]]] stad Roskilde. Der prædikede han hver dag, og hele byen løb til for at høre ham, og de takke og prise Gud, både råd og borgere. Han holdt også hver dag en latinsk forelæsning og havde 125 tilhørere."|[[Johannes Bugenhagen]]}}

Snart var Palladius i fuldt arbejde med [[Bispevisitats|visitatser]] rundt om i stiftet, og i løbet af fem-seks år fik han visiteret alle dets 390 kirker. Alle steder skulle forholdene ordnes så at sige fra ny af, mange misbrug afskaffes og alt bringes på en sådan fod, at det kunne gå i det mindste uden betydelige anstød mod en rigtig og sømmelig [[evangelisk-luthersk]] kirkeorden. Med flid søgte han at få alt fjernet fra kirkerne, hvad han kaldte "Uryd". Det var rester fra den [[katolsk]]e tid som [[helgen]]billeder, overflødige altre, [[relikvie]]r, messebøger og lignende. Især havde han et vågent øje med de endnu temmelig stærkt søgte valfartssteder i stiftet og fik ved kongebreve søgningen til disse steder forbudt, selvom den ikke fuldkomment blev afskaffet i hans tid.

I det hele taget ses det af mange ting, at modstanden mod den evangelisk-lutherske lære og kirkeorden endnu langtfra var overvundet. Særlig gjorde Roskilde [[domkapitel]] længe både aktiv og passiv modstand mod de nye ordninger og gav Palladius meget at gøre. I årene [[1543]]-[[1544]] ledede Palladius de religionsdisputatser, der holdtes mellem universitetets teologer og katolsksindede medlemmer af flere af landets domkapitler og [[kloster|klostre]], som da også til sidst gav efter, om end måske mere for at redde deres [[præbende]]r, end fordi de var overbeviste. I et kongebrev af [[1551]] omtaltes, at der endnu var "mange, som sad og forhærdede sig og ikke vare udi en ret kristelig tro, som dennem burde", hvorfor det pålagdes dem at lade sig undervise af Palladius og at efterkomme, hvad han på kongens vegne "tilsagde dem om religionen".

Visitatsbogen er en af de vigtigste kilder til 1500-tallets kirke- og kulturhistorie. [[Alex Wittendorf (se eksterne henvisninger)]] kalder den således "en kilde af stor værdi, både til bondebefolkningens forhold og daglige liv og til den store omstillings- og disciplineringsproces, som fortsatte i de følgende århundreder og blev forstærket under enevælden. Den viser også sider af Palladius' teologi og ikke mindst de problemer, der var forbundet med kampen imod befolkningens gamle naturreligion – en kamp der aldrig lykkedes fuldt ud."

Efter bibelarbejdet var sluttetafsluttet, tog Palladius også med ny kraft fat på sin akademiske gerning, holdt flittigt teologiske forelæsninger og tog sig ivrigt af studenterne. Navnlig var han for de norske og islandske studenter som en far, tog sig af dem, når de var i nød, og stod dem til enhver tid bi med råd og dåd. I årene [[1553]]-[[1554]] beklædte Palladius rektoratet og udfoldede megen iver for universitet vel ved de forhandlinger, der i årene [[1554]]-[[1555]] førtes med kongen og kansleren om forskellige forbedringer i universitetets økonomiske forhold og de fattige studenters vilkår.

Palladius døde kun 56 år gammel, men efter et meget indholdsrigt og frugtbart liv. Palladius' familieforhold er væsentligt ukendte. Hans hustru Kirstine (Pedersdatter) overlevede ham. Der vides ikke at have haft børn.