Franklin D. Roosevelt: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Når forkortelser sættes i genitiv, skal der apostrof, hvis de ikke kan udtales som et ord
No edit summary
Linje 292:
I april 1940 invaderede Tyskland [[Danmark]] og [[Norge]], hvilket blev efterfulgt af invasioner af [[Holland]], [[Belgien]], [[Luxembourg]] og Frankrig i maj. De tyske sejre i Vesteuropa efterlod Storbritannien sårbart overfor invasion. Roosevelt var fast besluttet på at Storbritannien ikke måtte blive besejret og drog fordel i de hurtige skift i den offentlige mening. Paris' fald rystede den amerikanske opinion og isolationismen var på retur. Der var almindelig enighed om at militærudgifterne skulle sættes drastisk i vejret. Der var til gengæld ingen enighed om hvor meget Amerika skulle risikere at komme i krig for at hjælpe Storbritannien. I juli 1940 udpegede Roosevelt to interventionistiske republikanske ledere, [[Henry L. Stimson]] og [[Frank Knox]] som krigs- og flådeminister. Begge partier i Kongressen gav deres støtte til hans planer om hurtigt at opbygge det amerikanske militær, men isolationisterne advarede om, at Roosevelt ville bringe ud i en unødvendig krig mod Tyskland. Han tilskyndede med held Kongressen til at gennemføre den første værnepligtslov i fredstid i 1940 (den blev fornyet i [[1941]] med et stemmes flertal i Kongressen). Roosevelt fik støtte fra "Komiteen for at forsvare Amerika ved at hjælpe de Allierede" og var modstander af "Amerika først komiteen".<ref name="committees">{{cite web |url=http://diglib.princeton.edu/ead/eadGetDoc.xq?id=/ead/mudd/publicpolicy/MC011.EAD.xml |title=Committee to Defend America By Aiding the Allies Records, 1940-1942: Finding Aid|publisher=Princeton University Library |accessdate=2008-03-11}}</ref>
 
Roosevelt brugte sin personlige karisma til at opbygge støtten til intervention. AmerikanAmerika skulle være "[[Demokratiets arsenal]]" fortalte han sine lyttere ved kaminen.<ref>[[s:Roosevelt's Fireside Chat, December 29, 1940|Hele teksten til talen]] fra Wikisource.</ref> Den [[2. september]] krænkede Roosevelt åbent neutralitetsloven med at godkende [[Destroyere for baser aftalen]], som gav Storbritannien 50 gamle amerikanske [[destroyer]]e til gengæld for militære baserettigheder på de britiske øer i [[Caribien]] og på [[Newfoundland]]. Dette var en forløber for [[Lend-Lease]] aftalen i marts 1941 som betød en massiv direkte militær og økonomisk hjælp til Storbritannien, [[Republikken Kina]] og senere [[Sovjetunionen]]. For rådgivning i udenrigspolitiske spørgsmål vendte Roosevelt sig mod [[Harry Hopkins]], som blev hans væsentligste rådgiver under krigen. De ledte efter nye måder at hjælpe Storbritannien, hvis finansielle ressourcer var udtømt i slutningen af 1940. Kongressen, hvor de isolationistiske holdninger var på tilbagetog, godkendte [[Lend-Lease]] loven i marts 1941, der tillod USA at give Storbritannien, [[Kina]] og senere [[Sovjetunionen]] militære forsyninger. Kongressen godkendte at bruge $50 mia. på militære forsyninger i perioden 1941–45. I skarp kontrast til lånene fra [[1. Verdenskrig]] skulle der ikke ske tilbagebetaling efter krigen. Roosevelt var gennem hele sit tilhænger af frihandel og modstander af imperialisme, og afslutningen på europæisk [[kolonialisme]] var et af hans mål.
 
== Tredje embedsperiode, 1941–1945 ==