Oluf 2.: Forskelle mellem versioner

Oluf 2. var søn af [[Valdemar Atterdag]]s datter, [[Margrete 1.]], Da Valdemar Atterdag døde, havde han ingen overlevende sønner. Af seks børn var kun Margrete tilbage. Hun blev gift med [[Håkon 6.]] af [[Norge]] og fik sønnen Oluf. Valdemar havde lovet den [[Sverige|svenske]] konge, [[Albrecht af Mecklenburg]], at dennes søn, Albrecht IV, skulle overtage den danske trone efter Valdemars død. Men hverken befolkningen eller [[Rigsråd]]et med [[drost]]en [[Henning Podebusk]] i spidsen ønskede Albrecht IV som konge. [[Hanseforbundet|Hansestæderne]] var heller ikke begejstrede. Fyrstedømmerne [[Pommern]] og [[Sachsen-Lauenburg]] ønskede heller ikke en [[mecklenburg]]sk stormagt til nabo. Valget faldt i stedet på den blot 5-årige Oluf med hans mor, Margrete, som formynder. Oluf måtte underskrive en [[håndfæstning]] hvori han lovede at indkalde til [[danehof]] hvert år, samt at en del af de ejendomme, som Valdemar Atterdag havde konfiskeret, skulle tilbageleveres.

 

 

I [[Sverige]] var svenskerne yderst utilfredse med deres konge, Albrecht III af Mecklenburg. Margrete indledte forhandlinger med svenske stormænd, som var meget tilbøjelige til at lade Oluf bestige den svenske trone. Men før det lykkedes Oluf at forene de tre nordiske lande, døde han den [[3. august]] [[1387]], knap 17 år gammel. Han blev begravet i [[Sorø Klosterkirke]]. Han blev aldrig gift og efterlod sig ingen børn.