Oluf Parsberg: Forskelle mellem versioner

Han blev [[1615]] [[hofjunker]] og var i denne egenskab 1617 med i [[hertug]] Frederiks (senere [[Frederik 3.]]) følge på hans rejse til [[Bremen]]; fra 1618 var han [[kammerjunker (titel)|kammerjunker]], indtil han 30. juni 1622 ægtede Karen Kruse, en datter af [[Enevold Kruse]] til [[Hjermeslevgård]] i [[Børglum Herred]]. I den følgende tid havde han en række forskellige [[len]], først i Danmark: [[Ørum]] 1622-24, [[Stjernholm]] 1624-26, [[Dronningborg]] 1626-27, derpå i [[Norge]] [[Bergenhus]] 1627-29, [[Trondhjem]] 1629-42 og [[Bohuslän|Bohus Len]] 1642-46. I oktober 1634 blev han [[ridder]], og i maj 1640 blev han optaget i rigsrådet. Fra oktober 1643 – 1645 var han på sendefærd i [[Rusland]] som leder for det [[gesandtskab]], der fulgte prins [[Valdemar Christian, greve til Slesvig og Holsten|Valdemar Christian]] på hans uheldige giftermålsrejse. Til [[Hannibal Sehested (rigsskatmester)|Hannibal Sehesteds]] misfornøjelse kunde han således ikke personlig passe Bohus Len under [[Torstensson-krigen]], og ved hans regnskaber for hans tidligere styrelse af Trondhjems Len gjordes betydelige antegnelser. 1646 ombyttede han Bohus med [[Skanderborg Len]], som han beholdt til 1650, hvorefter han fik [[Vestervig Len]].

Under Frederik 3. hørte han ubetinget til oppositionen inden for rigsrådet, i det han var meget nøje knyttet til [[CorfitsCorfitz Ulfeldt]] og hans hus. Han veg ikke heller tilbage for at vise sin misfornøjelse med den medfart, der overgik hans ven; således stemte han for den strengeste fremgangsmåde mod Dina, gik kun højst nødig med til forbuddet mod Ulfeldts «æresforsvar» og underskrev ikke beslutningen om valget af en ny [[rigshofmester]]. I private breve til Ulfeldt udtalte han sig på den voldsomste måde mod magthaverne, ligesom hans hustru vedblev at stå i brevveksling med [[Leonora Christine]]. Men alligevel var Oluf Parsberg en mand uden stærk personlig stolthed og værdighed; vilde han end ikke selv bøje sig, tog han dog ikke i betænkning i leveregler, som han 1653 nedskrev for sine sønner, at anbefale dem på enhver måde at søge de stores gunst og nedlade sig til ethvert smigreri, når de blot kunde undgå for tydelig at vise, at det var hykleri. Efterhånden synes også hans anseelse at være stegen på ny, ville kongen end ikke bekvemme sig til, som det tilrådedes ham, at sende Oluf Parsberg ud til Ulfeldt under fredsforhandlingerne i Tåstrup 1658 for at vinde den mægtige fjende, så var han dog imellem de rigsråder, hvem det fra september [[1659]] overdroges at føre underhandlingerne med de svenske kommissærer uden for [[København]].

En mærkelig stilling kom han til at indtage på det store [[stændermøde]], netop som følge af den underlige brydning, der var i hans tankegang. Med største harme og fortrydelse gik han med til de indrømmelser, [[adel]]en måtte gøre, og noterede i sin dagbog bl.a. at nu var der ingen forskel længere på adelige og bønder; men ikke desto mindre havde han med største glæde set, at kongen lige ved stændermødets åbning, sikkert som en slags bestikkelse, gennem [[Christoffer Gabel]] havde ladet ham vide, at hans søn [[Enevold Parsberg]] var udnævnt til prinsessernes og prins Jørgens hofmester, og var næppe mindre tilfreds med, at hans søn Christoffer 18. oktober blev hofmester for prins Christian. Og da han døde, 20. juli 1661, skal adelen have følt det som et tab, fordi den ventede sig bedre privilegier ved hans indflydelse hos Frederik 3.