Dagmar (kejserinde af Rusland): Forskelle mellem versioner

Dagmar blev født ind i et relativt fattigt fyrstehus, for da Dagmar blev født, var hendes far stadig kun prins af [[Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg]], en fjern og ubetydelig sidegren til [[Oldenborgske slægt|det danske kongehus]], der nedstammede fra [[Christian 3.]]. Familiens status ændredes imidlertid i 1853, da Christian ved udsigten til den [[oldenborgske slægt]]s snarlige uddøen, blev gjort til arving til den danske trone, til dels på grund af sin hustrus arveret, og dels fordi, han som en af de eneste prinser i sin familie, ubetinget støttede Danmark. Dagmar blev ved faderens udnævnelse til tronfølger, prinsesse af Danmark.

Dagmar havde fem søskende: [[Frederik 8.|Frederik]] (8.), der efterfulgte deres far som konge af Danmark, [[Alexandra af Danmark|Alexandra]], der blev gift med [[EdvardEdward 7. af Storbritannien]], [[Georg 1. af Grækenland|Vilhelm]], der blev konge af Grækenland som Georg 1., [[Thyra af Danmark (1853-1933)|Thyra]], der blev gift med [[Ernst August af Hannover (1845-1923)|Ernst August, Hertughertug af Cumberland]] og [[tronprætendent]] til [[Kongeriget Hannover]], og prins [[Prins Valdemar|Valdemar]], der gjorde karriere i den danske flåde.

Christian 9. blev på grund af sine børns alliancer med betydelige kongelige huse kendt som ''Europas svigerfar og'' han samlede ofte alle sine børn, svigerbørn og børnebørn i Danmark, ofte i [[Fredensborg]]. Dagmar og hendes mand Alexander III kom adskillige somre og holdt så meget af tiden i Fredensborg, at de købte deres eget hus, lige op til slotsparken. Huset er kendt som [[Kejserens Villa]].

At Dagmar var søster til [[Alexandra af Danmark|Alexandra]], [[EdvardEdward 7. af Det Forenede Kongerige|Edward VIIs]] dronning og mor til [[Georg 5. af Storbritannien]], forklarer den store lighed mellem de to fætre [[Nikolaj 2. af Rusland]] og [[Georg 5. af Storbritannien]].

Dagmar voksede op i [[Det Gule Palæ]], og efter at faderen blev dansk tronarving, havde familien også adgang til [[Bernstorff Slot]] i [[Gentofte]] nord for København.

Dagmar voksede op i, hvad der er blevet karakterisretkarakteriseret som et enkelt, men lykkeligt miljø, hvor familien var i centrum. Familien var tæt knyttet til hinanden, og Dagmars forældre lagde vægt på at give børnene en simpelenkel borgerlig opdragelse, der lagde stor vægt på de kongeliges pligter. Senere blev alle børnene kendt for deres evner til at omgås mennesker, deres pligtfornemmelse og evne til at repræsentere.

Familiens sociale anseelse var steget betydeligt, da Christian blev tronarving, og i marts 1863 blev Alexandra gift med den fremtidige EdvardEdward 7. af Storbritannien. Dagmars broder, [[Georg 1. af Grækenland|Vilhelm]] blev senere samme år gjort til græsk konge, og i november 1863, efter Frederik 7.s død, blev Dagmars far konge af Danmark.

Dagmars familie var dog ikke udelt populær i Danmark, især ikke blandti nationale og liberale kredse. Familien blev anset for at være tysk, og dertil var begge forældre kendt for at være konservative helstatstilhængere.

I 1864 blev Dagmar folovetforlovet med den russiske tronarving, [[storfyrste|storfyrst]] [[Nikolai Alexandrovitj af Rusland|Nikolai Alexandrovitj]]. Den tiltagende støtte til den slavofile ideologi i [[Rusland]] fik hans far, [[Alexander 2. af Rusland]] til at lede efter en brud til Nikolai i andre lande end de små [[Tyskland|tyske]] [[fyrstendømme]]r.

I 1864 kom Nikolai til Danmark, og kort efter blev Dagmar og Nikolai forlovet. Det var en poulærpopulær forlovelse og sikrede samtidig, at den danske kongefamilie blev endnu mere velplaceret.

Storfyrst Nikolai led dog af et svagt helbred, hvilket påvirkede ham allerede efter forlovelsen, og allerede den [[24. april]] [[1865]] døde han af [[tuberkulose]] i [[Nice]] i [[Frankrig]]. Hans sidste ønske var efter sigende, at Dagmar skulle gifte sig med hans yngre bror, den senere [[Alexander 3. af Rusland|Alexander III]].

Dagmar var allerede på det tidspunkt begyndt på undervisning i russisk og hendesforberedte sin overgang til den [[ortodokse kirke]], der var påkrævet, for at hun kunne blive gift med den russiske tronfølger.

Dagmar blev varmt modtaget i [[Kronstadt (Rusland)|Kronstadt]] af [[Alexander 2. af Rusland]] og hele hans familie, og hun fik som gave "The Cottage", en af kejserfamiliens boliger i Peterhof.

Den rolige tid fik en brat ende i 1881, da hendes svigerfader blev myrdet ved et bombeattentat.

For det nye kejserpar blev sikkerheden skærpet, og de måtte flytte de ud fraaf byen til [[Gatchina palads|Gatchina]]paladset, der ydede større beskyttelse.

Politisk var hendes mand yderst konservativ, hvilket Dagmar støttede ham i, og hun søgte at begunstige Danmark og modarbejde Tyskland. Endvidere forsøgte hun at få Rusland nærmettilnærmet EnglandStorbritannien, der traditionelt ikke var allieret.

Som kejserpar kom Alexander og Dagmar ofte til Danmark, hvilket altid var en stor begivenhed, og parret nød at være i landet, da de kunne gå mere eller mindre rundt, som det passede dem, og under langt mindre skrappe sikkerhedsforanstaltninger end de var vant til i Rusland. Det resulterede også i, at Alexander i 1885 proklamerede under en middag på Fredensborg Slot proklamerede, at også han ville have sit eget hjem i denne by. Han købte huset, der dengang gik under navnet Svalereden. Huset kendes i dag som [[Kejserens Villa]]. Det forblev i Dagmars eje indtil hendes død, hvorefter hendes datter Olga solgte huset til privateje.

Dagmar blev enkekejserinde i en ung alder, og dedikerede sin tid på sinetil sociale gøremål og sine børn.

I de første år støttede hun sin søn kejser Nikolai II, og han søgte ofte råd hos sin mor. Den første tid efter tronbestigelsen og hans ægteskab med [[Alexandra af Hessen|Alexandra Feodorovna]] boede han hos hende i Anichkov paladset, hvor Dagmar også boede, når hun var i byen. Ifølge russisk skik var hun stadig landets førstedame, en position der skabte en del spændingetspændinger mellem hende og kejserinde Alexandra. De to kom aldrig tæt på hinanden, og det var genstand for en del sladder.

Kejserinde Dagmar var mere populær end svigerdatteren, og nød fortsat sin rolle som førstedame.

Dagmars politiske ståsted skiftede efterhånden, som utilfredshed og revolutionære begivenheder steg i Rusland, og hun mente, at noget af den enevældige politiske magt skulle overdrages til en regering, og at Rusland skulle orientere sig mere mod vesten.

Nikolaj II fastholdt sin enevældige magt, og med tiden forsvandt Dagmars rolle som politisk rådgiver for sønnen, der i stedet støttede sig til sin hustru.

Da [[Den_Russiske_Revolution_1917|den russiske revolution]] brød ud under [[1. verdenskrig]] i [[1917]], befandt Dagmar sig i [[Kijev]]. Efter Nikolaj abdicerede, så hun ham en sidste gang, og efter nogen overvejelse tog hun til Krim, hvor kejserfamiliens medlemmer havde flere sommerboliger. Her blev hun vidne til [[Oktoberrevolutionen]] samme år, og senere kom nyheden om mordet på hendes søn og hans familie, hvilket hun dog ikke troede på.

Som enkekejserinde havde Dagmar en stor indflydelse inden for det russiske immigrant- miljø, som havde bosat sigemigrantmiljø i Vesteuropa. Romanov-familien blev internt splittet i deressit eksil, især i spørgsmålet om hvem der skulle være familiens overhoved, selvom det russiske kejserrige havde en klar arvefølge. Dagmar, der mente, at hendes sønner evt. kunne være i live, mente, at det var for tidligt at udpege et nyt overhoved for familien og var derfor imod, da hendes nevø, storfyrst Kirill Vladimirovich udnævnte sig selv til ny kejser i 1924. Det gjorde han på baggrund af arvefølgen, hvor han stod til at arve tronen efter Dagmars gren af familien. Dagmar, samt storfyrst Nikolaj Nikolaevich den Yngre, der var et velanset og respekteret medlem af familien, modsatte sig offentligt Kirills proklamation.

Efter flere års overvejelser og forhandlinger enedes den [[Danmark|danske]] og den [[Rusland|russiske]] regering i [[2005]] om at genbegrave kejserinde Dagmar i [[Sankt Petersborg]]. Begivenheden indledtes med en ceremoni i [[Roskilde Domkirke]] den [[23. september]] [[2006]]. Kisten kørtes til [[Christiansborg]] i [[København]] i den samme [[rustvogn]], som blev brugt ved [[Dronningdronning Ingrid]]s begravelse i [[2000]]. Fra Christiansborg blev kisten på en hestetrukken rustvogn kørt gennem [[København]] via [[Amalienborg]] til [[Langelinie]]kajen, hvor den blev overført til [[L17 Esbern Snare|orlogsskibet Esbern Snare]] under [[Det danske kongehus]]' deltagelse. Da kisten var om bord, gav [[Batteriet Sixtus]] på [[Nyholm]] salut på (3x21 skud), og [[L17 Esbern Snare]] afsejlede mod [[Sankt Petersborg]].

Det pådrog sig mediernes opmærksomhed, at en dansk ambassade-ansatambassadeansat ved et uheld under ceremonien faldt ned i graven med sin mobiltelefon .<ref>{{Cite news