Birgitte Thott: Forskelle mellem versioner

Birgitte ThootThott var en datter af [[Christen Thott]] til [[Faarupgaard]] og [[Boltinggaard]] og [[Sophie Below]]. Hun fødtes på Faarupgaard ved [[Jelling]].

Birgitte Thott tilfredsstillede sin tidlig vakte kundskabstørst ved på egen hånd at studere nyere sprog, [[Tysk (sprog)|tysk]], [[engelsk (sprog)|engelsk]], [[fransk (sprog)|fransk]] og [[spansk (sprog)|spansk]].

[[14. oktober]] [[1632]] ægtede hun [[Otte Gøye]] til [[Torbenfeld]] og [[Turebyholm|Thureby]] (død [[1642]]) og skal have været en god husmoder; men hendes barnløse ægteskab og derefter følgende 20 års Enkestand gav hende rig lejlighed til at følge sine tilbøjeligheder.

Hun samlede et stort bibliotek, lærte [[latin]] og siden [[Hebraisk (sprog) |hebraisk]] og opdrog sine broderdøtre, navnlig Sophie og Elisabeth Thott, som til dels tog hendes interesser i arv.

I disse senere år begyndte hun sine oversættelsesarbejderoversættelsesarbejde og vandt det store lærdomsry, som, naturligvis støttet af hendes høje byrd, bragte hende i forbindelse med tidens berømte mænd. Hun brevveksledevekslede breve med [[Ole Worm]] og [[Thomas Bartholin den ældre|Thomas Bartholin]], og hendes bøger ledsagedes med æredigte af lærde i skokketal, fornemmelig professorerne ved [[Sorø Akademi]].

I [[Anden Karl Gustav-krig|Svenskekrigen]], da hendes godser bleveblev hærgedehærget og udplyndredeudplyndret, flyttede hun til [[Sorø]] og døde der 8. april 1662, hædret med et latinsk program af forstanderen, [[Jørgen Rosenkrantz (1607-1675)|Jørgen Rosenkrantz]].

I tidens ånd begyndte hun med at omplante andagtsbøger fra fremmede sprog: [[1652]] [[Philp Mornay]]s ''Gudelige Betænkninger over nogle Skriftens Sprog'' fra fransk, [[1658]] (eller [[1654]]) biskop [[Joseph Hall]]s ''Traktat om Sindets Fornøjelser eller Raad mod al Bekymring'' fra engelsk og flere utrykte, bevarede i [[Karen Brahe]]s bibliothekbibliotek, som er grundet af hendes svigerinde [[Anne Gøye]].

Det ældste arbejde fra hendes hånd findes dog i [[Københavns Universitetsbibliotek]], nemlig en håndskreven oversættelse fra [[1636]] af de samme år ved den lærde [[Holger Rosenkrantz (f. 1574)|Holger Rosenkrantz]] under titelentitlen ''Fürstenspiegel'' (Fyrstespejl) udgivne tyske afhandlinger og breve fra [[hertug]] [[Albrecht af Preussen]], som blev så skæbnesvangreskæbnesvanger for udgiveren. Oversættelsen er tilegnet Birgitte Thotts "moster" [[Sophie Axelsdatter Brahe|Sophie Brahe]], Rosenkrantz’ hustru, egentlig moster til hendes mand, som havde stået i nært forhold til Rosenkrantz’ hus.

Hendes hovedværk, oversættelsen af Seneca, er ledsaget af fortaler, som vise, at hun fuldt vel var sig betydningen af og vanskelighederne ved det arbejde bevidst, som hun havde foresat sig. Det var jo dengang allerede en mistænkt sag at give sig af med hedensk filosofi, endsige at ville udbrede kundskab om dette på modersmaaletmodersmålet, og hun gør derfor meget rigtig opmærksom på, at man vel kan fordømme Senecas hedenske vildfarelse uden derfor at kaste vrag på den nyttige lærdom, der kan hentes af hans skrifter.

Endelig undskylder hun, at hun ofte har måttet omskrive i stedenstedet for at oversætte og ikke så nøje har kunnet følge sin originals vanskelige og dybsindige filosofiske stil. Men på dette Punktpunkt har Birgitte Thott netop sin store fortjeneste. Mens [[Anders Arrebo]], [[Anders Bording]] og andre allerede havde begyndt at uddanne en poetisk stil i den nye tids ånd, stod prosasproget endnu langt tilbage.