Andreas Vesalius: Forskelle mellem versioner

'''Andreas Vesalius''' (født '''Andreas van Wesel''' i [[Bruxelles]], [[31. december]] [[1514]] – [[Zakynthos]], [[15. oktober]] , [[1564]]) var en [[anatom]], [[læge]] og forfatter til en af de mest indflydelsesrige bøger om den [[menneske]]lige [[anatomi]], ''[[De humani corporis fabrica]]'' (''Om opbygningen af den menneskelige krop''). VesaliusHan nævnes ofte som grundlæggeren af den moderne anatomi. Vesalius er den [[latin]]iserede form af navnet '''Andreas van Wesel'''. Han omtales nogle steder også som '''Andreas Vesal'''.

VesaliusAndreas blev født i byen Bruxelles, der var en del af det [[Tysk-romerske rige|Habsburgske rige]], i en indflydelsesrig lægefamilie. Hans oldefar, Jan van Wesel, tog sin eksamen i medicin fra [[universitetet i Pavia]] og begyndte at undervise i medicin ved det nye universitet i [[Leuven]] i 1428. Vesalius farfar, Everard van Wesel, var livlæge for [[Maximilian 1. (Tysk-romerske rige)|kejser Maximilian]], mens hans far, Andries van Wesel, fungerede somvar [[apoteker]] for Maximilian og siden som [[Valet de Chambre]] for hans efterfølger, [[Karl 5.]]. Andries opfordrede sin søn til at følge familietraditionen og fik ham optaget i [[Brødrene af Fælleslivet]], hvor han blev uddannet i [[oldgræsk|græsk]] og latin.

I 1528 begyndte Vesalius sine studier ved [[universitet i Leuven]] (''Pedagogium Castrensis''), først [[humaniora]] og efter faderens udnævnelse til kammertjener i 1532 medicin på [[Sorbonne|universitet i Paris]]. Her studerede han bl.a [[Galen]]s teorier under vejledning af [[Jacobus Sylvius|Jacques Dubois]] og [[Jean Fernel]]. Det var her han udviklede sin interesse for anatomi, og han blev ofte iagttaget på [[Cimetière des Innocents]], mens han studerede [[knogle (anatomi)|knogler]].

Umiddelbart efter han blev doktor, blev han tilbudt stillingen som underviser i [[kirurgi]] og anatomi (''explicator chirurgiae'') ved universitetet. Han fungeredevar også som gæstelærer [[universitetet i Bologna|Bologna]] og [[universitetet i Pisa|Pisa]]. Hidtil var undervisningen i disse fag baseret på læsning af klassiske tekster, primært Galen, og [[dissektion]] af dyr, som blev udført af en [[bartskærer]] under forelæserens instruktion. Der havde endnu ikke været gjort forsøg på at kontrollere Galens påstande; de var uangribelige. Vesalius brugte som noget nyt dissektion som sit primære undervisningsredskab. Han udførte dem selv, mens eleverne stod rundt om. Han betragtede den direkte observation som den eneste pålidelige kilde til viden. Det var et enormt gennembrud indenforinden for medicinen.

På grundlag af sit anatomiske arbejde fik han udført seks udførlige plancher som illustrationer til undervisningensin af sine studerendeundervisning. Da han fandt ud af, at de ivar kopieret flere tilfæde var blevet kopieretgange, valgteudgav han at udgive dem i 1538 med titlen ''Tabulae Anatomicae Sex''. I 1539 udsendte han en opdateret version af Galens anatomiske håndbog, ''Institutiones Anatomicae'', der fik en af hans tidligere lærere til at indlede et modangrebforsvar påfor den.

I 1538 udgav han også en pamflet om venesektion og ([[åreladning]]), der var en meget populær behandling for næsten alle sygdomme. Den var et led i en diskussion om den bedste praktik. Galen var fortaler for den klassiske metode: blodet blev tappet fra et punkt nær sygdommens hjemsted, mens den almindelige praksis (i den muslimske verden og i middelalderen) var at bruge et punkttappe fjernt fra sygdommen. Versalius støttede Galens synspunkt og brugte sine egne anatomiske diagrammer som støtte.

Mens han var i Bologna, gik det i 1541 op for Vesalius, at alle de studier Galen havde gjort var foretaget på dyr, idet dissektion var forbudt i [[Romerriget]]. Derfor havde Galen i stedet dissekteret aber, fordi de anatomisk lignede mennesker. Det resulterede i, at Vesalius udgav en korrektion af Galens berømte værk ''Opera omnia'' og samtidig begyndte at skrive sit eget anatomiske værk. Indtil Vesalius påpegede det, var Galens iagttagelser ukritisk benyttet som grundlag for studiet af menneskekroppen. Men ikke alle var parate til at opgive Galen som autoritet, og mange vendte sig mod Versalius, fordi han havde påpeget Galens fejl.

Vesalius fortsatte uforknyt med at skabe ravage i det hidtidigei lægevidenskabens verdensbillede i lægevidenskaben, da han også offentliggjorde beviser på, at store autoriteter som [[Mondino de Liuzzi]]s og [[Aristoteles]]’' arbejder byggede på fejlagtige antagelser; fx havde både de og Galen beskrevet hjertets opbygning og funktion på en fejlagtig mådeforkert.

I 1543 udførte Vesalius en offentlig dissektion af [[Jakob Karrer von Gebweiler]], en notorisk forbryder fra [[Basel]]. Som hjælper havde han kirurgen [[Franz Jeckelmann]], og han samlede skelettet, som blev doneret til [[universitetet i Basel]]. Dette præparat er det eneste udført af Vesalius, som er bevaret til i dag. Det er også det ældsteældst bevarede præparat og udstilles i dag på det anatomiske museum i Basel.

I 1543 bad Vesalius [[Johannes Oporinus]] om hans hjælp til at udgive syvbindsværket ''[[De humani corporis fabrica]]'' (''Om opbygningen af den menneskelige krop''). Det blev et banebrydende værk, som omhandledeom den menneskelige anatomi. Versalius dedicerede det til kejser Karl 5.. De smukke illustrationer blev angiveligt udført af [[Tizian]]s elev [[Jan Van Calcar]]. Få uger senere udsendte han en forkortet udgave til studerende, ''Andrea Vesalii suorum de humani corporis fabrica librorum epitome'', og dedicerede det til [[Filip 2. af Spanien]], kejserens søn.

I værket lægger han stor vægt på dissektion og det "anatomiske" syn på kroppen; dvs. at menneskets indre skal anskues som en kropslig helhed, og at organerne var en tredimensionel helhed. Det var i stærk modsætning til det fremherskende synspunkt indenforinden for anatomien på dette tidspunkt, som var stærkt præget af elementer fra Galens og Aristoteles’Aristoteles' lære og [[astrologi]]. Selv om der var udgivet anatomiske atlas i årerne før Vesalius (fx [[Mondino de Liuzzi|Mondino]] og [[Jacopo Berengario da Carpi|Berenger]]), var deres værker stadig stærkt påvirket af GalensGalen og de arabiske doktriner.

Ud over at lave den første gode beskrivelse af [[kileben]]et, viste han også at [[sternum]] består af tre dele, og [[sacrum]] af fem eller seks; dertilog han beskrev han meget præcist [[labyrinten]] i [[mellemøret]]. Ikke alene bekræftede han Etiennes observationer af [[vene]]rne, han beskrev også [[vena azygos]] og opdagede den kanal, der forbinder fosteret med [[vena cava]], siden kaldt [[ductus venosus]]. Han beskrev [[omentum]] og dens forbindelser til [[mave]]n, [[milt]]en og [[tyktarm]]en; han lavede den første korrekte beskrivelse af [[pylorus]]a atruktur; observerede, at størrelsen af appendix caecalis var relativt lille hos mennesker; den første gode beskrivelse af [[mediastinum]] og [[pleura]] og den hidtil mest komplette beskrivelse af [[hjerne]]n; samt viste, at alle mennesker, både mænd og kvinder, havde 12 par [[ribben]]. Han forstod dog ikke det indre kredsløb; og hans beskrivelse af [[nervesystemet]] er forvirrende.

Kort efter udgivelsen blev Vesalius inviteret til at virke som læge ved Karl 5.’s's kejserlige hof. Han meddelte senatet i Venedig, at han ville tage forlade Padua, hvilket fik [[Cosimo 1. de Medici]] hertug af [[Toscana]] til tilbyde ham en stilling ved det ekspanderende universit i Pisa. Vesalius afslog det og tog mod den kejserlige invitation. Ved hoffet måtte han døje med de øvrige lægers nedladende beskrivelse af ham som en simpel bartskærer.

I løbet af de følgende tolv år rejste Vesalius sammen med hoffet, behandlede skader pådraget i krig eller turneringer, og udførte [[operation (lægevidenskab)|operationer]] og [[obduktion]]er. I de år skrev han et mindre værk ''Radicis Chynae'', hvori han både beskrev egenskaberne ved en lægeplante og forsvarede sine anatomiske opdagelser. Udgivelsen medførte nye angreb. Anklagerne var så alvorlige, at kejseren indledte en undersøgelse i [[Salamanca]], der skulle klarlægge de religiøse forviklinger af Vesalius’Vesalius' opdagelser. Selv om han blev frikendt, fortsatte angebene. Fire år senere udgav en af hans hovedmodstandere et værk, hvori han fremførte den teori, at den menneskelige krop var forandret, siden Galen havde beskrevet den.

Efter Karls abdikation fortsatte Vesalius arbejdet ved hoffet, hvor [[Filip 2. af Spanien|Filip 2.]] fortsatte som hans velynder. Han blev tildelt en livslang pension og udnævnt til [[Pfalzgreve]]. I 1555 udgav han en revideret udgave af ''De Corporis''.

I 1564 begav Vesalius sig på [[pilgrimsfærd]] til det [[Hellige land]]. Han sejlede med den venetianske flåde under [[Iacobbo Malatesta]]s kommando via [[Cypern]] mod [[Jerusalem]]. Da han nåede frem, modtog han en besked fra Venedigs senat, hvor deder anmodede ham om at acceptere professoratet i Padua, der nu var blevet ledigt efter at hans ven og elev [[Gabriele Falloppio|Fallopius]] var død. Han nåede imidlertid aldrig tilbage, for han døde på øen [[Zakynthos]] i det [[Ioniske Hav]], sandsynligvis efter et forlis. Kun en gavmild velgørers bidrag til hans begravelse forhindrede, at hans lig blev kastet ud til de vilde dyr. Han var på endnu ikke fyldt 50 år.

Det har i mange år været antaget at Vesalius’Vesalius' pilgrimsfærd var et resultat af et pres fra [[inkvisitionen]]. Det anses i dag for at være usandsynligt.<ref>C.D. O'Malley ''Andreas Vesalius' Pilgrimage'', Isis 45:2, 1954</ref> Noget tyder på at denne historie stammer fra [[Hubert Languet]], der virkede som de Saxe under Karl 5. og siden hos prinsen af [[Oranje]]. Han påstod i 1565, at Vesalius havde udført en obduktion på en spansk aristokrat, og at han under den havde opdaget, at hjertet stadig slog. Det skulle have fået inkvisitionen til at dømmet ham til døden. Filip 2. skulle angiveligt have omstødt dommen og påbudt Vesalius at foretage en pilgrimsrejse. Denne historie dukkede op med jævne mellemrum indtil den blev afvist i moderne tid.{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}