Agerjord: Forskelle mellem versioner

'''Agerjord''' (også kaldet agerland, agermark eller pløjeland) er den del af et [[landbrug]]s jord, som årlig eller med få års mellemrum underkastes en bearbejdningbehandles med agerdyrkningsredskabernejordbrugsredskaber og tilsås. Den adskiller sig altså fra naturlige eller vedvarende græsningsarealer, [[eng]], [[skov]], [[have]] og anden uopdyrket jord.

Agerlandet i [[Danmark]] udgjorde indtil ind i [[1700-tallet]] en temmelig lille del af det egentlige landbrugsareal, mensmen deti [[1914]] udgjordevar henveddet ca. 90% deraflandbrugsjorden, oghvilket vil optogsige 2/3 af landets samlede areal. FraI løbet af perioden fra midten af 1700-tallet ([[udskiftningen]]) og til [[1960'erne]] blev store strækninger, derforvandlet tidligeretil henlåagerland. iDe udyrkethavde tilstand,tidligere ogværet hvisudyrkede væsentligeog betydningblev i landbrugetdet store varog athele værebrugt til græsning for [[husdyr]]ene, forvandlet til agerland. De statistiske oplysninger viser, at agerlandet fra [[1861]] til [[1912]] blev forøget fra 2,04 til 2,06 millioner [[hektar]], menog man kan gå ud fra, at en langt større forøgelse harhavda fundet sted i de forudgående 100 år., Talstørrelsermen det savnes imidlertidder hertalstørrelser for. I [[2003]] blev det dyrkede landbrugsareal i Danmark angivet til 2.653.000 hektar.

En lignende udvikling kan ses i andre lande, efterhånden som befolkningstallet stiger, og indtil det tidspunkt, da det meste af den dyrkbare jord er taget under plov. En anden begrænsende faktor er forholdet mellem driftsomkostningerne og udbyttet af dyrkningen. Det karakteristiske ved agerjorden sammenlignet med andre dyrkningsformer er, at den almindeligvis giver det største bruttoudbytte, samtidig med at den kræver de største driftsomkostninger. [[Grundforbedring]]er, en regelmæssig bearbejdning, [[gødskning]] og et fornuftigt [[sædskifte]] tillader en frodigere udvikling af [[kulturplanter]]ne og en mere flersidig udnyttelse af jordens evne til at frembringe planter, og det giver også efterhånden også bedre betingelser for de mere krævende kulturplanter. Mens jordens udnyttelse som agerland på den ene side giver det største bruttoudbytte, afhænger nettoudbyttet på den anden side i høj grad både af jordens ydeevne ([[bonitet]]) og de klimatiske forhold, ogsamt af [[konjunktur]]erne og driftsomkostningerne.

Den frugtbareFrugtbar jord og de gunstige, klimatiske forhold giver et bedre afkast gennem et forøget udbytte sat i forhold til forbruget af [[arbejdskraft]] og [[kapital]], mens de mindre frugtbare jorderjorde giver mindre afkast for driftsudgifterne under samme vilkår. Under særligsærligt gunstige konjunkturer, især når der samtidig er gode priser på [[korn]] og animalske produkter, mærkes denne forskel mindre, men under mindremere gunstigevanskelige konjunkturervilkår bliver de dårlige jorde ikke i stand til at give overskud i forhold til de anvendte udgifter, og man kan blive nødt til atter at udlægge en del af agerjorden til [[græs]] eller skov ([[braklægning]).