Hundredårskrigen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m bot: ændre fra engelsk til dansk datoformat |
|||
Linje 74:
Det [[Angel-normannere|anglo-normanniske]] dynasti, der havde hersket over England siden [[Den normanniske erobing af England|den normanniske erobring]] i 1066 blev bragt til en ende, da [[Henrik 2. af England|Henrik]], søn af [[Geoffrey Plantagenet, greve af Anjou|Geoffrey af Anjou]] og [[kejserinde Matilda]] og oldebarn af [[Vilhelm Erobreren]], blev den første af de [[Angevinkonger i England|Angevinkongerne i England]] i 1154 under navnet Henrik 2.<ref name=bartlett22>{{harvnb|Bartlett|2000|p=22}}</ref> Angevinkongerne regerede direkte over [[Angevinimperiet|mere fransk territorium]] kongerne af Frankrig. De skulle dog stadig sværge troskab til den franske konge for disse territorier. Fra 1000-tallet og fremefter var der selvstyre i disse området, hvilket i praksis neutraliserede problemet.<ref name=bartlett17>{{harvnb|Bartlett|2000|p=17}}</ref>P
[[Johan af England]] arvede Angevins områder fra [[Richard 1. af England|Richard 1.]]. [[Philip 2. af Frankrig]] udnyttede dog bevidst Johans svaghed, både juridisk og militært, og i 1204 var det lykkedes at tage kontrol over størstedelen af de tidligere Angevins områder. Efter Johans styre blev de engelske konges besiddelser på kontinentet, som [[hertug af Aquitaine]] (Guyenne), begrænset til provinsen [[Gascogne]], efter [[slaget ved Bouvines]] (1214), [[Saintongekrigen]] (1242) og til slut [[Saint-Sardoskrigen]] (1324).<ref name=ehistory>{{harvnb|Gormley|2007}} [http://ehistory.osu.edu/osu/archive/hundredyearswar.cfm?CFID=12106913&CFTOKEN=48989585&jsessionid=463076a37003e50bfe0063343a5d3c64687b eHISTORY] Ohio State University</ref>
Uenighederne over Guyenne er blevet på udpeget som værende vigtigere for udbruddet af krigen, end den dynastiske arvefølge. Guyenne var et betydeligt problem for kongerne over både Frankrig og England. Edvard 3. var en af Philip 6.'s vasaller, og blev derfor nødt til at anerkende den franske konges suverænitet over Guyenne. Rent praktisk kunne en dom i Guyenne således appelleres til den kongelige franske domstol. Frankrigs konge havde magt til at annullere alle lovmæssige beslutninger, som Englands konge måtte lave i Aquitaine, hvilket var uacceptabelt for den engelske konge. Derfor var suverænitet over Guyenne en latent konflik mellem de to monarkier i flere generationer.
Linje 122:
[[Fil:Edward III counting the dead on the battlefield of Crécy.jpg|thumb|[[Edvard 3. af England|Edvard 3.]] tæller de faldne efter [[slaget ved Crécy]].]]
I juli 1346 startede Edvard en stor invasion hen over kanalen og gik i land i Normandiets [[Cotentin]] ved St. Vaast. Den engelske hær erobrede den ubevogtede by [[Caen]] på blot en enkelt dag. Philip samlede en stor hær for at forsvare sig mod Edvard, der marcherede mod nord til Nederlandene, og han plyndrede på sin vej, frem for at forsøge at overtage området. Han nåede til floden [[Seinen]], hvor han fandt at de fleste broer og andre steder, der hvor man kunne krydse floden, var blevet ødelagt. Han gik derfor længere og længere mod syd, og kom foruroligende tæt på [[Paris]], indtil han fandt et sted at komme over ved Poissy. Broen her var kun delvist ødelagt, så tømrerne i hans følge kunne reparere den. Han fortsatte derefter mod Nederlandene indtil han nåede floden [[Somme (flod)|Somme]]. Hæren krydsede floden via et vadested ved Blanchetaque, og efterlods Philips hær på den anden side. Edvard fortsatte herefter mod Flandern, indtil han blev udmanøvreret af Philip. Han blev derefter nødt til at gøre klar til kamp og Philips hær angreb.
[[Slaget ved Crécy]] var en katastrofe for franskmændene, i høj grad på grund af de engelske [[langbue]]skytter og den franske konge, der startede angrebet inden hans hær var klar.<ref name=prestwich318>{{harvnb|Prestwich|2005|pp=318–319}}</ref> Philip appellerede til sine skotske allierede om at hjælpe med et afledningsangreb på England. Kong [[David 2. af Skotland]] svarede igen ved at invadere det nordlige England, men hans hær blev besejret, og han blev selv taget til fange under [[Slaget ved Neville's Cross]] den 17. oktober 1346. Dette reducerede truslen fra Skotland mærkbart.<ref name=rogers88 /><ref name=rogers55>{{harvnb|Rogers|2010|pp=55–45}}</ref> I Frankrig fortsatte Edvard uden modstand mod nord, hvor han [[Belejringen af Calais (1346-1347)|belejrede byen Calais]] ved Den Engelske Kanal. Han erobrede den i 1347, og den blev et vigtigt udgangspunkt for englænderne, da det tillod at de kunne landsætte tropper i det nordlige Frankrig.<ref name=prestwich318 /> [[Calais]] forblev under engelsk kontrol selv efter hundredårskrigen, indtil den succesfulde [[Belejringen af Calais (1558)|franske belejring 1558]].<ref name=grummitt1>{{harvnb|Grummitt|2008|p=1}}</ref>
Linje 317:
|Karl 5.'s søn
|-
|[[karl 7. af Frankrig|Kong Karl 7.]]
|1403–1461, '''regerede 1422–61'''
|Karl 6.'s søn
| |||