Tekstiltryk: Forskelle mellem versioner

De vigtigste trykarter er [[bejdsetryk]], [[reservetryk]], [[direkte tryk]], [[ætsetryk]] og [[specialeffekter]]. Af disse er bejdsetrykket den eneste som ikke praktiseres i dag. De andre udføres stadig, men med andre farvestoffer og kemikalier end tidligere. Hver trykart har sin egen kemiske historie og kan ofte udføres inden for flere forskellige farvestofgrupper. I forbindelse med udviklingen af de syntetiske farvestoffer og forbedring af den generelle forståelse af kemiske processer, skete der i årene op til 1920 en revolutionerende udvikling inden for trykarterne. Der sker selvfølgelig også nu en stadig udvikling, men i et noget mindre hektisk tempo end i årene omkring århundredeskiftet. I dag er miljøhensyn et af de vigtigste mål for udviklingen.<ref name=autogeneret2 />

 

De ældste trykarter er bejdsetryk og [[reservetryk]]. Begge disse er indfarvningstyper, dvs. at stoffet først trykkes med bejdse eller reserve (dvs. midler, som hindrer at farven fikseres på udvalgte områder), hvorefter det farves. I første omgang udførtes de i Europa som kopier af indiske metoder, men udvikledes dog hurtigt til processer, som kun havde meget lidt tilfælles med de oprindelige. De er særligt egnede til naturfarvestofferne og de første syntetiske kopier og variationer over [[Naturfarvestoffer|naturfarvestofferne]].<ref name=autogeneret2 /><br />

 

Reservetryk fungerer ved at hindre (mekanisk og/eller kemisk) at farven binder sig til stoffet. En kemisk reserve indeholder kemikalier, som modvirker fikseringen af overtryksfarven. Hvis overtryksfarven f.eks. fikseres ved [[base (kemi)|base]], indeholder reserven [[syre]] eller syredannende kemikalier. En mekanisk reserve virker hovedsageligt ved tilklæbning og tilstopning af tekstilets overflade, så overtryksfarven ikke kan trænge ind i materialet på de trykte steder. Reserven kan indeholde farvestof og kemikalier, således at det reserverede sted bliver farvet med dette. Er reserven uden farvestof kaldes det en ''hvidreserve'', med farvestof en ''farvereserve''.<ref>Joy Boutrup og Maiken Monnerup: Textiltryk, København 1980, s. 8-9.</ref>

 

Også [[Ætsetryk (tekstil)|ætsetrykket]] er en indirekte trykart, hvor mønstringen opstår ved en lokal blegning på indfarvet stof. De første ætsetryk blev udført på tyrkisk rødt i [[Mulhouse]] i begyndelsen af 1800-tallet.<ref name=autogeneret2 /><br />

Hvis bundfarven ætses, så materialets mere eller mindre hvide egenfarve fremtræder, kaldes det en ''hvidætse''. Fikseres et andet farvestof samtidigt på samme sted, kaldes det en ''farveætse''.

 

[[Direkte tryk (tekstil)|Direkte tryk]] betegner tryk direkte på hvid eller naturfarvet bund. Udføres trykket på em farvet eller trykt bund, hvorved bundens farve indgår som farvekomponenter i trykkets endelige udsende, kaldes det ''overtryk''. (Langt de fleste tekstilfarver er transparente, dvs. ikke dækkende farver). <ref>Joy Boutrup og Maiken Monnerup: Textiltryk, København 1980, s. 8.</ref><br />

 

Her trykkes Plastisolfarven på et papir som herefter bliver fixeret sammen med en textillim. Ved denne metode hærder trykket på papiret, og ved hjælp af limen kan trykket så overføres til tøjet med en varmepresse. Denne metode bruges primært til tøj der ikke tåler høj varme, tryk med høj detaljeringsgrad, samt ved mindre oplag med jævnlige genbestillinger.<ref name=autogeneret1 />

 

 

{{Beklædning}}