Præsten i Vejlbye: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Robot: Konverterer nøgne referencer, ved hjælp af ref navne for at undgå dubletter, se FAQ; kosmetiske ændringer |
|||
Linje 57:
Skilling, naar den Gamle engang falder af.<ref name="arkiv269"/>
Under alle omstændigheder føler han sig lykkelig, da han erfarer, at Jomfru Mette har nægtet at gifte sig med Morten Bruus. Ved et nyt besøg i præstegården opdager Erik Sørensen med bekymring, at præsten har ansat Niels Bruus, Mortens bror og ifølge dagbogen en upålidelig karl."<ref name="arkiv270">Præsten i Vejlbye, hos [[Arkiv for Dansk Litteratur]] s. 270</ref> Hans bekymring for, at denne ansættelse kan føre til problemer for præsten, forsvinder dog )i alt fald midlertidigt, da det lykkes ham at få præstens tilladelse til at blive [[Forlovelse|forlovet]] med hende, ligesom hun selv er villig til at indgå denne forlovelse.
"Den Dag igaar har været den allerglædeligste i mit Liv; da stod mit Jagilde i Vejlbye Præstegaard. Min tilkommende Svigerfader talte over de Ord: "Jeg har givet min Pige i din Barm." [[Første Mosebog|1ste Mos. Bog 16,5]]. Han lagde det ret bevægeligt ud, hvorlunde han nu vilde overdrage mig sin kjereste Skat her paa Jorden, og at jeg for alle Ting maatte være god imod hende (Det vil jeg, saa sandt hjælpe mig Gud!)".<ref name=arkiv271>[http://www.adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgImg.xsql?p_udg_id=193&p_sidenr=5&hist=udg&nnoc=adl_pub Præsten i Vejlbye hos [[Arkiv for Dansk Litteratur]]], s. 271</ref>
Kort efter begynder tingene dog at gå skævt for herredsfogeden. Niels Bruus har haft et skænderi med præsten, som endte med, at præsten stak sin karl en lussing og slog ham en gang med en spade. Kort efter forsvinder Niels sporløst, ifølge forlydender i landsbyen efter endnu et skænderi med præsten."<ref name="arkiv273">Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 273</ref> Samtidig med, at han forbereder sig på bryllyppet og køber en guldring til sin forlovede, spekulerer han over karlens forsvindingsnummer og præstens tiltagende dårlige humør."<ref name="arkiv273" /> Blot tre uger før brylluppet skal stå, tager det sagen en fatal drejning, da Morten Bruus sammen med flere vidner, officielt anklager præsten for at have slået Niels ihjel."<ref name="arkiv275">Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 275</ref> Nu må han udføre sin embedspligt og nødtvunget efterforske, om hans kommende svigerfader virkelig har har dræbt sin karl. Det værste vidnesbyrd kommer fra en kvinde, der har hørt præsten sige til karlen:
:"''Jeg skal slaae din Hund, Du skal ligge død for mine Fødder!''"<ref name="arkiv276">Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 276</ref>
Linje 71:
Morten Bruus lader ham ikke få ro:
:"Vi har jo Lov og Ret i Landet; og en Morder kan ikke undgaae sin Straf, om han saa havde Stiftamtmanden til Svigersøn."<ref name="arkiv277" />
Morten Bruus' indblanding i opklaringen, de fremlagte [[indicium|indicier]] og den slet skjulte anklage om partiskhed, tvinger nu herredsfogeden til at rejse sagen mod præsten. Hans dilemma bliver understreget af hans løbende vurdering af de to modstandere. Han finder Morten Bruus direkte frastødende, men ser også nogle negative egenskaber hos præsten, blandt andet præstens opfarende karakter. Under det retslige forhør fremtvinger Morten Bruus, at der graves efter liget på det sted, hvor vidner har set præsten den fatale aften. Han udpeger først et sted, hvor der er tegn på gravearbejde, men da der ikke findes noget her, bliver Erik Sørensen grebet af lettelse.<ref name="arkiv278">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 278</ref>. Netop som han triumferende erklærer, at jorden er hård, spørger Morten Bruus vidnet Jens Larsen, hvor han har set præsten grave. Vidnet udpeger et sted bagest i haven, og her finder man et lig i begyndende forrådnelse. Det er ikke til at genkende i den henfaldne tilstand, men det har ifølge broderen Niels' tøj på.<ref name="arkiv279">Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 279</ref> Præsten bedyrer sig uskyld idet han påberåber sig Gud som vidne på, at han ikke har begravet liget. Han tilføjer, henvendt til Erik Sørensen:
Linje 97:
Sagens videre forløb belyses af to korte optegnelser fra præsten i Aalsø. Den første, nedskrevet kort efter præstens henrettelse omhandler især præstens sidste dage før han fandt sin endelige trøst og gjorde bod.<ref name="arkiv291">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 291</ref> Det fremgår, at herredsfogeden er så alvorligt syg, at han næppe kan overleve, mens præstens datter er i Aalsøpræstens varetægt.<ref name="arkiv291" />
Den anden optegnelse, som er nedskrevet 21 år senere, er skrevet af Aalsøpræsten, kort efter at denne havde truffet Niels, som ikke var død af slaget. Han forklarede nu, at han sammen med sin bror havde planlagt at opgrave et nylig begravet lig af en [[selvmord]]er. Det var nødvendigt for planens gennemførelse, at vidner ville se præsten grave liget ned, og til det formål stjal Morten Bruus præstens nattøj i ly af natten, således at vidnerne kunne forveksle Bruus med Qvist. De iklædte liget Niels' tøj og begravede det i et hjørne af præstens have. Herefter skulle Niels, udstyret med en sum penge, flygte ud af landet, hvorefter broderen ville anklage præsten for drab. Motivet var Mortens had til præsten, fordi denne havde afslået hans frieri til datteren.<ref name="arkiv293">Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 293</ref>
Planen lykkedes altså i første omgang, men efter mange års forløb valgte Niels at vende hjem til sit fødeland, således at sandheden om "drabet" blev afsløret.
Linje 110:
Blichers værker er derfor udtryk for en tragisk [[Realisme (litteratur)|realisme]]. De noveller, som bliver betragtet som Blichers bedste, handler om menneskelig ulykke, der er uden for den enkeltes kontrol.<ref name=autogeneret1>{{Harvnb|Baggesen|1965|p=276f.}}</ref> Baggesen påpeger også, som noget nyt i Blicher–fortolkningen, at mange af novellerne indeholder en [[fortællerrollen i litteraturen|fortælleposition]], hvor den, der beretter begivenhederne, enten misforstår, fortrænger eller fortier væsentlige dele af begivenhedsforløbet, hvilket netop karakteriserer både Erik Sørensen og- gennem dennes skildring- præsten. Virkningen er ifølge Baggesen:
:"'Men ved at lade denne mand være totalt uforstående over for forløbets egentlige betydning opnår forfatteren at tvinge læserens interesse delvis bort fra personerne og over på begivenhederne selv.''"<ref name="Bag66">{{Harvnb|Baggesen|1965|p=266.}}</ref> I løbet af fortællingen opstår der derfor et særligt spændingsfelt, hvor læseren får mulighed for at undersøge tegn på, at fortælleren efterhånden erkender sin rolle. Den Blicherske novelle har således flere fortællelag; at læse den er, som at "skrælle et løg".<ref name="Bag66" />
I løbet af fortællingen opstår der et særligt spændingsfelt, hvor læseren får mulighed for at undersøge tegn på, at fortælleren efterhånden erkender sin rolle. Han opdager imidlertid ikke selv, at han er direkte medvirkende til et [[justitsmord]], fordi han ikke blot er juridisk, men også menneskeligt uerfaren.<ref name="kult142"/> I "Præsten i Vejlbye" kommer sandheden først til udtryk i efterskriftet, og det er usandsynligt, at herredsfogeden selv har indset sin fejltagelse. Både han selv, præsten og hans forlovedes tolkning af begivenhederne er styret af en Gudsfrygt og skæbnetro, som forhindrer dem i at se, "''at det er menneskelig nederdrægtighed, der fra det skjulte har styret hele forløbet''".<ref name="kult142"/> Et af de skjulte spor, som hererdsfogeden overser, ligger gemt i to af vidneudsagnene. To kvinder fortæller, at de om dagen har hørt præsten og karlen i et skænderi, men at de ikke kunne se noget, kun høre skænderiet, da "''diget var for højt og hækken for tæt!''"<ref name="arkiv276"/> Vidnet Jens Larsen hævder i forbindelse med Morten Bruus' arrangerede graven i præstegårdshaven, at han har set præsten i haven sent på aftenen.<ref name="arkiv276"/> Den klare uoverensstemmelse mellem vidneudsagnene efterforsker Erik Sørensen ikke. Hans opmærksomhed henledes også fra sagen i flere afgørende situationer, fordi han koncentrer sig om at bekymre sig om præstens eller sin forlovedes sindstilstand. Et godt eksempel er, da hans forlovede besvimer under opgravningen af liget.<ref name="arkiv280"/> Ligeledes fastholder præsten både før og efter sin tilståelse, at Niels Bruus var "løbet af plads" uden at der sættes en undersøgelse i gang af, hvornår han i givet fald var vendt tilbage.
| |||