Islandsk (sprog): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
starter på oprydning. Fjerner "snakkeri" og omskriver til mere leksikalsk sprog. Vær venlig ikke at tilbagestille, hvis du er uenig, men tag det op på diskussionssiden. |
|||
Linje 27:
== Historie ==
{{uddybende|Islandsk sproghistorie}}
Island blev koloniseret af nordmænd i [[landnamstiden]] (874-930). De bragte det [[norrønt sprog|norrøne]] sprog med sig, og særlig dialektene fra Sogn og Fjordane, Hordaland, Rogaland og Agder bleb dominerende. Islændingene optog enkelte ord fra [[irsk]],<ref name="Jónsson"/> både fra irske [[trælle]], <ref>Iversen, Tore. ''Trelldommen : norsk slaveri i middelalderen''. Historisk institutt, Universitetet i Bergen. Bergen, 1997. s. 94–96.</ref> og gennem kontakt med irske munke på Island.
Det islandske skriftsprog har ændret sig forholdsvis lidt fra det norrøne skriftsprog, og islændinge kan uden større problemer lære at læse de islandske [[saga]]er<ref>Dette med læsningen stemmer. Det skyldes dog hovedsagelig den meget konservative skrivemåde. Uden større overdrivelse kan man sige, at islandsk i dag næsten skrives på den standardiserede oldnordiske vis. Det bør dog tilføjes, at lydændringerne siden oldislandsk tid i hovedsagen er så konsekvente, at skrivemåden er meget regelmæssig. Morfologien er stort set intakt, men syntaksen har ændret sig betydeligt. Man kan stadig anvende tsagastil humoristisk, ironisk, eller ved festlige lejligheder, men ikke i daglig tale.</ref>. Islandsk udtale har ændret sig så meget, at en islænding fra [[1200-tallet]] og en fra [[1900-tallet]] ville have meget store problemer med at forstå hinanden, dog næppe mere end moderne islændinge og færinger har<ref>Se f.eks. Halldór Halldórsson, Alexander Jóhannesson (3) og Sigfús Blöndal (kapitlet om fonetik).</ref>.▼
I nordeuropæisk sammenhæng var Island tidlig ude med en litterær kultur, og allerede i 1100-tallet udviklede sproget en fast skriftnorm. Flere håndskrifter fra denne tid er bevaret, disse er blandt de vigtigste kilder til islandsk sproghistorie.
Fra 1200-tallet begyndte norrønt i Skandinavien at ændre både [[fonetik|fonetisk]] og [[grammatik|grammatisk]] mod det som skulle blive moderne dansk, norsk og svensk, og indoptog desuden i senmiddelalderen en mængde [[nedertysk]]e ord. På Island gik den tilsvarende udvikling betydelig langsommere. I 1400-tallet fandt en række lydovergange sted, som klart adskilte islandsk fonetik fra det oprindelige norrøne. Grammatikken og ordforrådet forblev derimod i hovedsagen uændret.
Fra midten af 1500-tallet kan man tale om nyislandsk eller moderne islandsk (''nútimaíslenska''). <ref name="Jónsson"/> Retskrivningen blev modernisert i anden halvdel ad 1800-tallet, og officielt fastsat af Altinget i 1918. <ref name="Jónsson"/> Siden er der kun sket mindre ændringer: Diftongen ''je'' skrives ''é'' fra 1929, og bogstavet ''z'' erstattedes med ''s'' i 1974. <ref name="Vikør"/>
▲Det islandske skriftsprog har således ændret sig forholdsvis lidt fra det norrøne skriftsprog, og islændinge kan uden større problemer lære at læse de islandske [[saga]]er<ref>Dette med læsningen stemmer. Det skyldes dog hovedsagelig den meget konservative skrivemåde. Uden større overdrivelse kan man sige, at islandsk i dag næsten skrives på den standardiserede oldnordiske vis. Det bør dog tilføjes, at lydændringerne siden oldislandsk tid i hovedsagen er så konsekvente, at skrivemåden er meget regelmæssig. Morfologien er stort set intakt, men syntaksen har ændret sig betydeligt. Man kan stadig anvende tsagastil humoristisk, ironisk, eller ved festlige lejligheder, men ikke i daglig tale.</ref>. Islandsk udtale har ændret sig så meget, at en islænding fra [[1200-tallet]] og en fra [[1900-tallet]] ville have meget store problemer med at forstå hinanden, dog næppe mere end moderne islændinge og færinger har<ref>Se f.eks. Halldór Halldórsson, Alexander Jóhannesson (3) og Sigfús Blöndal (kapitlet om fonetik).</ref>.
=== Teksteksempel ===
| |||