Romerriget: Forskelle mellem versioner

Der findes spor af [[Roms grundlæggelse|ældgamle beboelser]] i området omkring det nuværende Rom, men byen [[Antikkens Rom|Rom]] og dermed begyndelsen på det senere verdensrige blev ifølge traditionen grundlagt af brødrene [[Romulus og Remus]] den [[21. april]] [[753 f.Kr.]]. Rom begyndte at ekspanderende kort efter grundlæggelsen af republikken i det 6. århundrede f.Kr., selvom den romerske republik ikke erobrede territorier udenfor [[Italien]] indtil det 3. århundrede f.Kr..<ref>Christopher Kelly, ''The Roman Empire: A Very Short Introduction'' (Oxford University Press, 2006), side 4ff.; Claude Nicolet, ''Space, Geography, and Politics in the Early Roman Empire'' (University of Michigan Press, 1991, originally published in French 1988), side 1, 15; [[T. Corey Brennan]], ''The Praetorship in the Roman Republic'' (Oxford University Press, 2000), side 605 ''et passim''; [[Clifford Ando]], "From Republic to Empire", in ''The Oxford Handbook of Social Relations in the Roman World'' (Oxford University Press, side 39–40.</ref> Den romerske republik var ikke en nationalstat i moderne forstand, men et netværk af byer efterladt til at regere sig selv (dog med varierende grad af uafhængighed fra [[det romerske senat]]) og provinser, som blev administreret af militære ledere. Riget blev ikke regeret af kejsere, men af årligt folkevalgte [[magistrat]]er (med [[consul]]er øverst) i forbindelse med senatet.<ref>Clifford Ando, "The Administration of the Provinces", in ''A Companion to the Roman Empire'' (Blackwell, 2010), side 179.</ref> Af forskellige årsager var det 1. århundrede f.Kr. en tid med politiske og militære omvæltninger, som i sidste ende førte til regering af kejsere.<ref>Nicolet, ''Space, Geography, and Politics in the Early Roman Empire'', side 1, 15; Olivier Hekster and Ted Kaizer, preface to ''Frontiers in the Roman World. Proceedings of the Ninth Workshop of the International Network Impact of Empire (Durham, 16–19 April 2009)'' (Brill, 2011), side viii; [[Andrew Lintott]], ''The Constitution of the Roman Republic'' (Oxford University Press, 1999), side 114; W. Eder, "The Augustan Principate as Binding Link," in ''Between Republic and Empire'' (University of California Press, 1993), side 98.</ref> Konsulernes militære magt hvilede i det romerske juridiske begreb ''imperium'', som bogstaveligt betyder "kommanderende" (typisk i en militær forstand).<ref>John Richardson, "''Fines provinciae''", in ''Frontiers in the Roman World'', side 10.</ref> Lejlighedsvis fik succesfulde konsuler den honorære titlen ''Imperator'' (kommandør), og af dette ord kommer ordet "kejser" (og "imperium"), da denne titel (blandt andre) altid blev skænket til de første kejsere ved deres tiltrædelse til magten.<ref>Richardson, "''Fines provinciae''", in ''Frontiers in the Roman World'', side 1–2.</ref>

Rom var udsat for en lang række interne konflikter og borgerkrige fra slutningen af andet århundrede f.Kr. og frem, mens det kraftigt udvidede sin magt over Italien. Mod slutningen af denne periode iI 44 f.Kr., var [[Julius Cæsar]] kortvarigt diktator, før han blev myrdet. GrupperingenGruppen, som fik ham myrdet, blev fordrevet fra Rom og besejret i slaget ved Phillipi i 42 f.Kr. af en hær under ledelse af [[Marcus Antonius]] og Cæsars adopterede søn [[Octavian]]. Antonius og Octavians efterfølgende opdeling af den romerske verden imellem sig varede ikke ved, og Octavians styrker besejrede Antonius og Cleopatra i slaget ved Actium i 31 f.Kr.. I år 27 f.Kr. gjorde Senatet og folket i Rom Octavian til ''princeps'' ("første borger"), og dermed begyndte [[Principatet]] (den første epoke af romersk kejserlig historie, som for det meste bliver dateret fra 27 f.Kr. til e.Kr. 284), og gav ham navnet ''Augustus'' ("den ærede"). Selvom den gamle konstitutionelle maskine forblev på plads, kom Augustus til at dominere den. Selvom romerriget var en republik, havde Augustus rent teknisk alt meningsfuld myndighed i Rom.<ref>Ronald Syme,''The Roman Revolution'', Oford: Oxford University Press, 1939, 3–4.</ref> Hans styre gjorde en ende på et århundrede med borgerkrige, og markerede starten på en hidtil uset periode med fred og velstand. De 200 år som begyndte med Augustus regeringstid er traditionelt betragtet som ''Pax Romana'' ("Romersk fred"). I løbet af denne periode blev sammenbindingen af imperiet fremmet af en høj grad af social stabilitet og økonomisk velstand, som Rom aldrig før havde oplevet. Opstande i provinserne var sjældne, men blev nedkæmpet ''"nådesløst og hurtigt"'', når de opstod.<ref>Mary T. Boatwright, ''Hadrian and the Cities of the Roman Empire'' (Princeton University Press, 2000), side 4.</ref>

Augustus succesheld med at etablere arveprincipper forsikre dynastiet var begrænset, da han levede længere end en række potentielle arvinger. Det [[julisk-claudiske dynasti]] varede yderligere fire kejsere - [[Tiberius]], [[Caligula]], [[Claudius]] og [[Nero]] - hvorefter [[Vespasian]] i 69 e.Kr. efter stridigheder blandt potentiellemulige efterfølgere kom ud som sejrherre. Vespasian blev grundlæggeren af det korte [[Flaviske dynasti]], som blev fulgt af Nerva-Antonine dynastiet, som producerede "fem gode kejsere": [[Nerva]], [[Trajan]], [[Hadrian]], [[Antoninus Pius]] og [[Marcus Aurelius]].

På det territoriale højdepunkt under [[Trajan]] strakte riget sig fra [[Den iberiske Halvø]] og de [[Britiske øer]] i vest til [[Mesopotamien]] i øst. RigetDet kontrollerede det største landområde i antikken. Romerriget styrede også områderne rundt om [[Middelhavet]], som romerne kaldte for [[''Mare Nostrum'']] "vort hav". Middelhavsområderne udgjordevar majoriteten af Romerriget, og de rigeste af de romerske provinser med middelhavets [[subtropisk klima|subtropiske klima]] var ideelle til landbrug. Selvom Romerrigets territorium varierede, forblev hovedgrænserne relativt sikre. Størstedelen af grænserne var naturlige i form af floder eller bjerge, som let kunne forsvares af de stationeredeudstationerede romerske legioner. Grænserne kaldtes for ''Limes Romani''. I [[Romerske provinser|provinsen]] [[Romersk Britannien|Britannia]] var [[Hadrians mur]] ''limes'' mod caledonerne i Skotland romerrigets nordligste grænse. I provinsen [[Germania Superior]] og længere østpå i det nuværende Schweiz og Østrig beskyttede [[Limes Germanicus]] området ved floderne [[Donau]] og [[Rhinen]] mod de germanske stammer. De nordafrikanske provinser lå ved en naturlig grænse, den store [[Sahara|Sahara-ørken]]. I Mellemøsten manglede der imidlertid en naturlig grænse, og her truede Roms største fjender, [[Partherriget]] og senere dets efterfølger [[sassaniderne]].

Den græske historiker [[Dio Cassius]], en daværende iagttager af begivenhederne, markerede tiltrædelsen af kejser [[Commodus]] i 180 e.Kr. som overgangen ''"fra et kongerige af guld til et af rust og jern"''<ref>Dio Cassius [http://penelope.uchicago.edu/Thayer/E/Roman/Texts/Cassius_Dio/72*.html#36 72.36.4], Loeb edition translated E. Cary</ref> - en berømt kommentar, der har fået nogle historikere til at se Commodus regeringstid som begyndelsen på [[romerrigetsRomerrigets undergang]]. [[Fil:Roman_Empire_map-2.gif|link=[[:en:File:Roman Empire map-2.gif|File:Roman Empire map-2.gif]]|thumb|250x250px|Territorial udvikling af den romerske republik og det romerske imperium (som et animeret kort)]]I 212 under [[Caracalla]]s regeringstid fik alle fribårne romerske borger statsborgerskab i romerrigetRomerriget. Men på trods af denne gestus var det [[severiske dynasti]] problemfyldt - en kejsers regeringstid endte oftest med at han blev myrdet eller henrettet - og efter dets sammenbrud, blev Romerriget opslugt af en krise i det tredje århundrede, en periode med invasioner, civile stridigheder, økonomisk uorden, og pest.<ref>Brown, P., The World of Late Antiquity, London 1971, side 22.</ref> Ved defineringen af historiske epoker er denne krise sommetider anset som overgangen fra antikken til senantikken. [[Aurelian]], som regerede fra år 270 til 275, bragte imperiet tilbage fra afgrunden og stabiliserede det. Han blev efterfulgt af [[Diocletian]], som afsluttede arbejdet med at genoprette imperiet.<ref>Adrian Goldsworth, ''How Rome Fell: Death of a Superpower'' (Yale University Press, 2009), side 405–415.</ref> Diocletians regeringstid bragte også imperiets mest koordinerede indsats mod den opfattede trussel af kristendommen. Det [[absolut monarki|absolute monarki]], der begyndte med Diocletian, varede indtil faldet af det [[østromerske rige]] i 1453.

I at forsøg påFor at stabilisere imperiet inddelte Diocletian imperietdet i fire regioner; hver styret af en separat kejser ([[Tetrarkiet]]).<ref>Potter, David. The Roman Empire at Bay. side 296–98.</ref> Overbevist om at han havde klaret problemerne, som plagede Rom, abdicerede han sammen med sin medregerende kejsermedregerent, og snart kollapsede tetrarkiet. Orden blev til sidst genoprettet af [[Konstantin den Store|Konstantin]]. Han blev den første kejser, til atder konverterekonverterede til kristendommen, og han etablerede [[Konstantinopel]] som den nye hovedstad i det østlige imperium. I løbet af årtierne med de konstantinske og Valentinianskevalentinianske dynastier var imperiet delt langs en øst-vest-akse, med dobbelte magtcentre i Konstantinopel og Rom. Regeringstiden under [[Julian den Frafaldne|Julian]], som forsøgte at genskabe klassisk romersk og hellenistisk religion, blev kun kortvarigt afbrudt af arven fra kristne kejsere. [[Theodosius I]], den sidste kejser til at herske over både øst og vest, døde i 395 e.Kr. efter at kristendommen blev den officielle religion i imperiet.<ref>Chester G. Starr, ''A History of the Ancient World, Second Edition.'' Oxford University Press, 1974. side 670–678.</ref> Efter sin død i 395 gav han de to halvdele af imperiet til sine to sønner [[Arcadius]] og [[Honorius]]. Arcadius blev hersker i øst med hovedstad i Konstantinopel, og Honorius blev hersker i Vesten med hovedstad i Milan.

Romerriget begyndte at gå i opløsning i begyndelsen af det 5. århundrede i takt medda de germanske folkevandringer og invasioner overvældede imperietsimperiet kapacitetog tildet atikke assimileremagtede indvandrere ogat holde de angribende ude. Romerne havde succes i kampene mod alle deres modstandere - mest berømt hunnerkongen [[Attila]] - selvomselv om imperiet havde assimileret så mange germanere af tvivlsom loyalitet over for Rom, at imperiet begyndte at falde fra hinanden. De fleste kronologier placerersætter enden på det [[Vestromerske rige]] i 476, da [[Romulus Augustus]] blev tvunget til at [[abdicere]] til den germanske krigsherre [[Odoaker]].<ref>Isaac Asimov. ''Asimov's Chronology of the World''. HarperCollins, 1989. side 110.</ref> Ved at placere sig under regering af østlige kejsere i stedet for at navngive sig selv kejser (som andre germanske høvdinge havde gjort efter at afsætte tidligere kejsere), afsluttede Odoaker det vestromerske rige ved at ende linjen af vestlige kejsere.

Imperiet i øst - i dag kendt som det [[Byzantinske rige]], havde- fik en anden skæbne. Det overlevede i næsten 1000 år efter faldet af sin vestlige modpart og blev det mest stabile kristne rige i middelalderen. I det 6. århundrede generobrede [[Justinian]] kortvarigt Nordafrika og Italien, men de byzantinske besiddelser i Vesten blev reduceret til det sydlige Italien og [[Sicilien]] i løbet af få år efter Justinians død.<ref>Duiker, 2001. side 347.</ref> I øst skyldes dette delvis fremkomsten af [[islam]], hvis tilhængere hurtigt erobrede områder i [[Syrien]], [[Armenien]] og [[Egypten]] i løbet af de byzantinske-arabiske krige, som hurtigt blev en direkte trussel mod Konstantinopel.<ref name="Hooker'sByzantinepage">[http://www.wsu.edu/~dee/MA/BYZ.HTM The Byzantine Empire] af Richard Hooker. Washington State University. Skrevet 6 juni 1999. Hentet 8 april 2007.</ref><ref>

Byzantinerne formåede dog at stoppe yderligere islamisk ekspansion i deres land i løbet af det 8. århundrede, og begyndte i det 9. århundrede at generobre dele af de erobredetabte landområder.<ref>Duiker, 2001. page 349.</ref> I 1000 e.Kr. var det østlige imperium på sit højeste: Basileios II generobrede Bulgarien og Armenien og kultur og handel blomstrede.<ref>[http://www.roman-emperors.org/basilii.htm Basil II (AD 976–1025)] af Catherine Holmes. De Imperatoribus Romanis. Written 1 April 2003. Hentet 22 Marts 2007.</ref> Men snart efter blev udvidelsen brat stoppet i 1071 med nederlaget i Slaget ved Manzikert. Eftervirkningerne af denne vigtige kamp sendte imperiet ind i en længere periode med tilbagegang. To årtier med interne stridigheder og tyrkiske invasioner banede i sidste ende vejen for, at kejser Alexius I Comnenus sendte en anmodning om hjælp til de vesteuropæiske riger i 1095.<ref name="Hooker'sByzantinepage"/>

Romerriget er et af de største imperier i historien med en territorial udstrækning som strakte sigmagt over både Europa, Nordafrika og Mellemøsten.<ref name="Kelly, The Roman Empire, side 3">Kelly, ''The Roman Empire,'' side 3.</ref> Det latinske udtryk ''imperium sine fine'' ("imperiet uden ende"<ref>Nicolet, ''Space, Geography, and Politics in the Early Roman Empire'', side 29; translated as "power without end" in Pat Southern, ''The Roman Empire from Severus to Constantine'' (Routledge, 2001), side 16.</ref>) brugtes til at udtrykke ideologien, at hverken tid eller rum begrænsede imperiet. i [[Vergil]]s episke digt ''[[Æneiden]]'' skrives det, at det grænseløs imperium var givet til romerne af deres øverste guddom [[Jupiter (gud)|Jupiter]].<ref>Vergil, ''Aeneid'' 1.278; Nicolet, ''Space, Geography, and Politics,'' side 29; David J. Mattingly, ''Imperialism, Power, and Identity: Experiencing the Roman Empire'' (Princeton University Press, 2011), side 15; G. Moretti, "The Other World and the 'Antipodes': The Myth of Unknown Countries between Antiquity and the Renaissance," in ''The Classical Tradition and the Americas: European Images of the Americas'' (Walter de Gruyter, 1993), side 257; Southern, ''The Roman Empire from Severus to Constantine,'' side 16.</ref> Denne påstand om universel herredømme blev fornyet og foreviget da imperiet kom under kristen styre i det 4. århundrede.<ref>[[Prudentius]] (348–413) in particular Christianizes the theme in his poetry, as noted by Marc Mastrangelo, ''The Roman Self in Late Antiquity: Prudentius and the Poetics of the Soul'' (Johns Hopkins University Press, 2008), side 73 og 203. [[St. Augustine]], however, distinguished between the secular and eternal "Rome" in ''[[De Civitate Dei|The City of God]].'' See also [[J. Rufus Fears]], "The Cult of Jupiter and Roman Imperial Ideology," ''Aufstieg und Niedergang der römischen Welt'' II.17.1 (1981), side 136 ''et passim'', on how Classical Roman ideology influenced Christian Imperial doctrine; Peter Fibiger Bang, "The King of Kings: Universal Hegemony, Imperial Power, and a New Comparative History of Rome," in ''The Roman Empire in Context: Historical and Comparative Perspectives'' (John Wiley & Sons, 2011); and the Greek concept of globalism ''([[ecumene|oikouménē]]).''</ref>

I virkeligheden var det af meste af den romerske ekspansion udført under republikken, med kun få store erobringer under kejserdømmet, såsomsom [[Claudius]] [[Den romerske erobring af Britannien|erobring af England]] i det 1. århundrede e.Kr. og [[Trajan]]s erobringer af [[Dacia]] og [[Babylon]]. Under regeringstiden af [[Augustus]], blev et "global kort over den kendte verden", vist for første gang offentligt i Rom, hvilket var på samme tidspunkt som sammensætningen af det omfattende arbejder om den politiske geografi af Romerriget, blev lavet af den græske forfatter [[Strabo]].<ref>Nicolet, ''Space, Geography, and Politics,'' side 7–8.</ref> Da Augustus døde, blev der på hans gravmæles indskift (''[[Res Gestae Divi Augusti|Res Gestae]]'') nævnt hans største bedrifter, som inkluderede hans geografiske katalogisering af folk og steder i imperiet.<ref>Nicolet, ''Space, Geography, and Politics,'' side 9, 16.</ref> Geografi, folketællingen, og den omhyggelige opbevaring af skriftlige optegnelser var centrale bekymringer for den romerske kejserlige administration.<ref>Nicolet, ''Space, Geography, and Politics,'' side 10–11.</ref>

Imperiet nåede sin største udstrækning under TrajanTrajans (regerede fraregering 98-117),<ref>Southern, ''The Roman Empire from Severus to Constantine'', side 14.</ref> hvor imperiet omfattede et areal på 5fem millioner kvadratkilometer, som underi nutidensnutiden grænsen ville strække siger over fyrre forskellige moderne lande.<ref name="Keith Hopkins 2009 side 183">Keith Hopkins, "The Political Economy of the Roman Empire," in ''The Dynamics of Ancient Empires : State Power from Assyria to Byzantium'' (Oxford University Press, 2009), side 183.</ref> Forskellige demografiske befolkningsskøn ligger på imellem 60-100 millioner indbyggere under romerrigets største udbredelse.<ref name="Kelly, The Roman Empire, side 1">Kelly, ''The Roman Empire,'' side 1.</ref> Hvilket vil betyde at romerriget inkluderede imellem en sjettedel og en fjerdedel af verdens samlede befolkning<ref name="Hopkins side 184">Hopkins, "The Political Economy of the Roman Empire," side 184.</ref> og har været det største befolkningsmæssige rige under én politisk administration i Vesten, indtil midten af det 19. århundrede.<ref>[[Raymond W. Goldsmith]],"An Estimate of the Size and Structure of the National Product of the Early Roman Empire", ''Review of Income and Wealth'', 30.3 (1984), side 263–288, especially side 263.</ref><ref name="Population and demography">Walter Scheidel: ''[http://www.princeton.edu/~pswpc/pdfs/scheidel/040604.pdf Population and demography]'', Princeton/Stanford Working Papers in Classics, Version 1.0, April 2006, side 9</ref> Hver af de tre største Byer i Imperiet; [[Rom]], [[Alexandria]], og [[Antioch]] var næsten dobbelt så store som en hver europæisk by i begyndelsen af det 17. århundrede.<ref>W.V. Harris, "Trade," in ''The Cambridge Ancient History: The High Empire A.D. 70–192'' (Cambridge University Press, 2000), vol. 11, side 721.</ref>

Trajans efterfølger, [[Hadrian]], førte en politik om, atville opretholde imperiet i stedet for at udvide det. De romerske grænser blev nu markeret og patruljeret.<ref>Southern, ''The Roman Empire from Severus to Constantine,'' side 14–16.</ref> De mest stærktstærktest befæstede grænser var de mest ustabile.<ref>Olivier Hekster and Ted Kaizer, preface to ''Frontiers in the Roman World. Proceedings of the Ninth Workshop of the International Network Impact of Empire (Durhan, 16–19 April 2009)'' (Brill, 2011), side viii.</ref> [[Hadrians mur]] i nutidens [[Skotland]] og England, som er en af de mest velbevarende romerske ydergrænser, blev af romerne selv opfattet, som hvad der adskilte romerrigetRomerriget fra den altid tilstedeværende trussel fra barbarer.<ref>Greg Woolf, editor, ''Cambridge Illustrated History of the Roman World'' (Cambridge: Ivy Press, 2003), side 340; Thorsten Opper, ''Hadrian: Empire and Conflict'' (Harvard University Press, 2008), side 64; Nic Fields, ''Hadrian's Wall AD 122–410, which was, of course, at the bottom of Hadrian's garden.'' (Osprey Publishing, 2003), side 35.</ref>

Sproget i romerriget var [[latin]], som [[Virgil]] fremhævede som en kilde til romersk sammenhold og tradition.<ref>Vergil, ''Aeneid'' 12.834 og 837; Bruno Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," translated by James Clackson, in ''A Companion to the Latin Language'' (Blackwell, 2011), side 549 og 563; J.N. Adams, "''Romanitas'' and the Latin Language," ''Classical Quarterly'' 53.1 (2003), side 184.</ref> Indtil tidsperioden for [[Alexander Severus]] (regerede 222-235), skulle fødselsattester og testamenter af romerske borger skrives på latin.<ref>Adams, "''Romanitas'' and the Latin Language," side 186–187.</ref> Latin var sproget i domstolene i Vesten og i militæret i hele Imperiet,<ref>Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 554 og 556.</ref> men blev ikke pålagt officielt på folk bragt under romersk styre.<ref>Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 549; Charles Freeman, ''The Greek Achievement: The Foundation of the Western World'' (New York: Penguin, 1999), side 389 til 433.</ref> Denne politik står i kontrast til den af [[Alexander den Store]], som forsøgte at pålægge [[Græsk (sprog)|græsk]] i hele hans imperium som det officielle sprog.<ref>Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 549, citing [[Plutarch]], ''Life of Alexander'' 47.6.</ref> Som en konsekvens af Alexanders erobringer, var græsk blevet det fælles sprog i det meste af det østlige Middelhav og ind i Lilleasien.<ref>[[Fergus Millar]], ''A Greek Roman Empire: Power and Belief under Theodosius&nbsp;II (408–450)'' (University of California Press, 2006), side 279; Warren Treadgold, "A History of the Byzantine State and Society" (Stanford University Press, 1997), side 5.</ref> Den "sproglige grænse" som opdelte romerriget imellem det latinske Vest og det græske Øst passerede igennem [[Balkan-halvøen]].<ref>Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 553.</ref>[[Fil:P.Ryl._I_61.tif|left|thumb|250x250px|En [[papyrus]] fra det 5. århundrede viser en sideløbende latinsk-græsk tekst i en tale af [[Marcus Tullius Cicero|Cicero]].<ref>[[Cicero]], ''[[In Catilinam]]'' 2.15, [[Rylands Papyri|P.Ryl.]] I 61 "[[recto]]".</ref>]]Romere som modtog en eliteuddannelse studerede græsk som et litterært sprog, og de fleste mænd af de regerende klasser kunne tale græsk.<ref>Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 550–552.</ref> Den [[Julisk-Claudiske dynasti|Julio-Claudiske]] kejseslægt opfordrede til høje standarder for korrekt latin (''Latinitas''), som i dag er identificeret som klassisk latin.<ref name="Rochette p. 552">Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 552.</ref> [[Claudius]] forsøgt at begrænse brugen af græsk og tilbagekaldte lejlighedsvis statsborgerskab for dem, som ikke kunne latin, mens han selv i det [[Det romerske Senat|romerske senat]] brugte sin egen tosprogethed i kommunikationen med græsktalende ambassadører.<ref name="Rochette p. 552" /> Den romerske forfatter og sprogforsker [[Suetonius]], citerede ham som et eksempel på romerrigets to sprog.<ref>[[Suetonius]], ''Life of Claudius'' 42.</ref>

I den østlige det af imperiet blev love og officielle dokumenter regelmæssigt oversat til græsk fra latin.<ref>Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 553–554.</ref> Den daglige gensidighed af de to sprog er angivet med tosprogede inskriptioner, som undertiden endda skiftede frem og tilbage imellem græsk og latin.<ref>Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 556; Adams, "''Romanitas'' and the Latin Language," side 200.</ref> Efter alle fribårne indbyggere i imperiet blev romerske statsborgere i 212 e.Kr., ville et stort antal romerske borgere ikke kunne have forstået latin, selvomselv om det forventedes at mande erhvervede mindst en symbolsk viden om sproget. Latin forblev dog en markør for "romerhed."<ref>Adams, "''Romanitas'' and the Latin Language," side 185–186, 205.</ref>

[[Diocletian]] forsøgte at forny latins autoritet, og det græske udtryk ''hē kratousa dialektos'' vidner om den fortsatte status af latin som "sprogetmagtens af magtsprog."<ref>Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 560.</ref> I begyndelsen af 6. århundrede, engagerende kejseren [[Justinian]] sig i en forsøg på at genvinde latins status som sproget af lov og offentlig embede, selvom latin på daværende tid ikke længere var et levende og talt sprog i Østen.<ref>Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 562–563.</ref>[[Fil:Inscription_Theatre_Leptis_Magna_Libya.JPG|thumb|250x250px|Tosproget latin-punisk indskrift på et teatre i [[Leptis Magna]], romerske Afrika (nuværende [[Libyen]])]]Et stort behov for tolke i enkelte romerske provinser indikerede den fortsatte brug af andre sprog end græsk og latin, især i Egypten hvor [[Koptisk (sprog)|koptisk]] dominerede, og i militære områder langs [[Rhinen]] i de germanske provinser og langs [[Donau]]. Romerske jurister viste også en hvis bekymring for de lokale sprog såsom puniske, [[gallisk]] og [[aramæisk]] i forhold til at sikre den rette forståelse og anvendelse af love og eder.<ref>Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 558 til 559.</ref> I provinsen Afrika, blev punisk brugt til tekster på mønter under Tiberius (1. århundrede e.Kr.), og puniske indskrifter vises på offentlige bygninger i det 2. århundrede og nogle gange tosproget sammen med latin.<ref>Richard Miles, "Communicating Culture, Identity, and Power," in ''Experiencing Power: Culture, Identity and Power in the Roman Empire'' (Routledge, 200), side 58–59.</ref> I Syrien brugte soldater fra [[Palmyra]] deres dialekt af aramæisk til inskriptioner, i en slående undtagelse til reglen om at latin var sproget af militæret.<ref>Adams, "''Romanitas'' and the Latin Language," side 199.</ref>

Vulgærlatin erstattede gradvist [[Keltiske sprog|keltiske]] og [[italiske sprog]], som var relateret viahavde en fælles [[Indoeuropæiske sprog|indo-europæisk]] oprindelse. Fællestræk i syntaks og ordforråd lettede overgangen til latin.<ref>Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 550; Stefan Zimmer, "Indo-European," in ''Celtic Culture: A Historical Encyclopedia'' (ABC-Clio, 2006), side 961; Leonard A. Curchin, "Literacy in the Roman Provinces: Qualitative and Quantitative Data from Central Spain," ''American Journal of Philology'' 116.3 (1995), side 464.</ref> Efter decentraliseringen af den politiske magt i senantikken, udviklede latin sig lokalt til det som blev til de [[romanske sprog]], såsomsom spansk, portugisisk, fransk, italiensk og rumænsk, og et stort antal mindre sprog og dialekter. I dag er denne sproggren modersmål for mere end 900 millioner mennesker på verdensplan. Som et internationalt sprog for læring og litteratur, fortsatte latin med at være et redskab indenfor diplomati i århundrede efter, og er i nutiden stadig brugt indenfor jura, medicin og den romersk-katolske kirke.<ref>Françoise Waquet, ''Latin, Or, The Empire of the Sign: From the Sixteenth to the Twentieth Century'' (Verso, 2001; originally published 1998 in French), pp. 1–2; Kristian Jensen, "The Humanist Reform of Latin and Latin Teaching," in ''The Cambridge Companion to Renaissance Humanism'' (Cambridge University Press, 1996, 2003), pp. 63–64.</ref>

SelvomSelv om græsk fortsatte som sproget i det byzantinske rige, var den sproglige fordeling i Østen mere kompleks. Et græsk-talendegræsktalende flertal levede på den græske halvø, [[ægæiske øer]], det vestlige [[Anatolien]], større byer, og nogle kystområder.<ref>Treadgold, ''A History of the Byzantine State and Society'', p. 5.</ref> Ligesom græsk og latin, var det [[Thrakien|thrakiske]] sprog af indo-europæisk oprindelse, som var blandt flere nu uddøde sprog i Anatolien.<ref>Miles, "Communicating Culture, Identity, and Power," p. 58; Treadwell, ''A History of the Byzantine State and Society'', pp. 5–7.</ref> Albansk ses ofte som en efterkommer af [[Illyrien|Illyrisk]],<ref>Jump up ^ Fine, JA. The Early medieval Balkans. University of Michigan Press, 1991. p.10. Google Books</ref> selvom denne hypotese er blevet udfordret af nogle lingvister, som hævder, at det stammer fra daciansk eller thrasisk.<ref>Fine, JA. The Early medieval Balkans. University of Michigan Press, 1991. p.11. Google Books</ref> (illyrisk, [[Dacien|daciansk]], og thrasisk kan dog også have dannet en undergruppe sammen). Forskellige [[afroasiatiske sprog]] såsom koptisk i Egypten, og aramæisk i Syrien og [[Mesopotamien]] blev aldrig erstattet af græsk.<ref name="Kreutz, Barbara M. 1996"/>

[[Fil:Pompeii_family_feast_painting_Naples.jpg|thumb|En familiebanket afbildet på et vægmaleri fra Pompeji (1. århundrede e.Kr.)]]Romerriget var bemærkelsesværdigt multikulturelt med ''"en temmelig forbløffende sammenhængende kapacitetsammenhængskraft"'' til, at skabe en følelse af fælles identitet, som omfattede forskellige folkeslag indenfor et fælles politisk system over en lang tidsperiodetid.<ref>Michael Peachin, introduction to ''The Oxford Handbook of Social Relations in the Roman World'' (Oxford University Press, 2011) p. 12.</ref> Den romerske vægt på at skabe offentlige monumenter og fællesarealer åbenåbne for alle såsomsom fora, amfiteatre, racerbaner og bade, fremmede en fælles følelse af "romerhedromerskhed.<ref>Peachin, introduction to ''The Oxford Handbook of Social Relations in the Roman World,'' p. 16.</ref>

Det romerske samfund havde flere overlappende sociale [[hierarki]]er, som det moderne begreb "klasse" ikke kan repræsentere nøjagtigtdækker.<ref>Peachin, introduction to ''The Oxford Handbook of Social Relations in the Roman World,'' p. 9, citing particularly [[Géza Alföldy]], ''Römische Sozialgeschichte'' (first published 1975) on "the innate, potent, and widely institutionalized hierarchic character of Roman society," and pp. 21–22 (note 45 on the problems of "class" as a term).</ref> De to årtiers borgerkrig, hvorfra Augustus steg til enevælde, bragte det traditionelle samfund i Rom i en tilstand af forvirring og uro,<ref>Peter Garnsey and Richard Saller, ''The Roman Empire: Economy, Society and Culture'' (University of California Press, 1987), p. 107.</ref> selvom det ikke umiddelbart påvirkede fordelingen af rigdom og social magt. Set fra de lavere klasser side, blev der bare lagt endnu et lag på toppen af den sociale pyramide.<ref>Carlos F. Noreña,''Imperial Ideals in the Roman West: Representation, Circulation, Power'' (Cambridge University Press, 2011), p. 7.</ref> Personlige relationer, venskaber (a''micitia''), familie og ægteskaber fortsatte med at påvirke arbejdet i politik og regeringen, som de havde i republikken.<ref>Peachin, introduction to ''The Oxford Handbook of Social Relations in the Roman World,'' pp. 4–5.</ref> Under [[Nero]] var det ikke usædvanligt at finde en tidligere slave, som var rigere end en frifødt borger, eller en [[equites]] som udøvede større magt end en senator.<ref>Aloys Winterling, ''Politics and Society in Imperial Rome'' (John Wiley & Sons, 2009, originally published 1988 in German), pp. 11, 21.</ref>

Denne opløsning af republikkens mere stive hierarkier ført til øget social mobilitet under imperiet,<ref>Richard P. Saller, ''Personal Patronage under the Early Empire'' (Cambridge University Press, 1982, 2002), pp. 123, 176, 183 ''et passim''; Anne Duncan, ''Performance and Identity in the Classical World'' (Cambridge University Press, 2006), p. 164.</ref> både opad og nedad i et omfang, som oversteg alle andre veldokumenterede gamle samfund.<ref>[[Meyer Reinhold]], ''Studies in Classical History and Society'' (Oxford University Press, 2002), p. 25ff. and 42.</ref> Kvinder og frigivne slaver havde muligheder for at få profit og udøve indflydelse på måder tidligere mindre til rådighed for dem.<ref>Richard Saller, "Status and patronage", ''Cambridge Ancient History: The High Empire, A.D. 70–192'' (Cambridge University Press, 2000), p. 18.</ref> Det sociale liv i imperiet, især for dem hvis personlige resurser var begrænsede, blev yderligere fremmet af fremvæksten af frivillige foreninger og broderskaber (''kollegia'' og ''sodalitates'') dannet til forskellige formål, såsomsom faglige og handelsmæssige laug, veteraner, religiøse grupper,<ref>Peachin, introduction to ''The Oxford Handbook of Social Relations in the Roman World,'' pp. 17, 20.</ref> udøvende kunsttrupper,<ref>[[Fergus Millar]], "Empire and City, Augustus to Julian: Obligations, Excuses and Status," ''Journal of Roman Studies'' 73 (1983), pp. 81–82.</ref> og fælleskaber til at dække udgifter vedrørende begravelser.<ref>Maureen Carroll, ''Spirits of the Dead: Roman Funerary Commemoration in Western Europe'' (Oxford University Press, 2006), pp. 45–46.</ref>

Barnemord er blevet registreret i det romerske imperium,Romnerriget og kan have været udbredt. Flere årsager til dette er mulige, foreslåede årsager. inkludereMåske en præference for drengebørn, manglende resurser til at opfostre dembørn og begrænset tilgang til prævention.<ref name=":5">{{cite web|url=http://news.discovery.com/history/archaeology/infanticide-roman-empire-110505.htm|title=Infanticide Common in Roman Empire|work=DNews}}</ref>

Fribårne romerske kvinder blev betragtet som borgere i hele republikken og imperiet, men kunne hverken stemme, holdehave politisk embede,embeder eller tjene i militæret. En mors borgerstatus blev afgjort af hendes børns, som angivet ved udtrykket ''ex duobus civibus Romanis natos'' ("børn født af to romerske borgere").<ref>The ''civis'' ("citizen") stands in explicit contrast to a ''[[Peregrinus (Roman)|peregrina]]'', a foreign or non-Roman woman: [[A.N. Sherwin-White]], ''Roman Citizenship'' (Oxford University Press, 1979), side 211 og 268; Frier and McGinn, ''A Casebook on Roman Family Law'', side 31–32, 457, ''et passim''. In the form of legal marriage called ''conubium,'' the father's legal status determined the child's, but ''conubium'' required that both spouses be free citizens. A soldier, for instance, was banned from marrying while in service, but if he formed a long-term union with a local woman while stationed in the provinces, he could marry her legally after he was discharged, and any children they had would be considered the offspring of citizens—in effect granting the woman retroactive citizenship. The ban was in place from the time of Augustus until it was rescinded by [[Septimius Severus]] in 197 AD. See Sara Elise Phang, ''The Marriage of Roman Soldiers (13 B.C.–A.D. 235): Law and Family in the Imperial Army'' (Brill, 2001), side 2, og Pat Southern i ''The Roman Army: A Social and Institutional History'' (Oxford University Press, 2006), side 144.</ref> En romersk kvinde beholdte hendes eget familienavn (''nomen'') for livet. Børn tog for det meste farens navn, men i den kejserlige periode tog kvinder undertiden deres mors navn som en del af deres, eller valgt selv at bruge det i stedet.<ref>Beryl Rawson, "The Roman Family," in ''The Family in Ancient Rome: New Perspectives'' (Cornell University Press, 1986), side 18.</ref>[[Fil:Bronze_young_girl_reading_CdM_Paris.jpg|thumb|300x300px|Bronzestatuette fra det 1. århundrede e.Kr. af en ung kvinde som læser.]]Den arkaiske form for ''manus'' (ægteskab), hvor kvinden havde været underlagt sin mands autoritet blev stort set opgivet under den kejserlige æra, og en gift kvinde beholdte ejerskabet af enhver ejendom, som hun bragte ind i ægteskabet. Teknisk forblev hun under sin fars juridiske myndighed, selvom hun flyttede ind i hendes mands hjem, men ved hendes fars død blev hun lovligt [[Emancipation|emanciperet]] (ligestillet).<ref>Frier and McGinn, ''A Casebook on Roman Family Law'', side 19–20.</ref> Dette arrangement var en af de faktorer i graden af uafhængigheden, som romerske kvinder havde haft i forhold til de mange andre gamle kulturer og op til den moderne tid.<ref>[[Eva Cantarella]], ''Pandora's Daughters: The Role and Status of Women in Greek and Roman Antiquity'' (Johns Hopkins University Press, 1987), side 140–141; J.P. Sullivan, "Martial's Sexual Attitudes," ''Philologus'' 123 (1979), side 296, specifically on sexual freedom.</ref> Selvom hun hørte under sin far i juridiske spørgsmål, var hun fri for hans direkte kontrol i hendes daglige liv,<ref>Rawson, "The Roman Family," side 15.</ref> og hendes mand havde ingen juridisk magt over hende.<ref>Frier and McGinn, ''A Casebook on Roman Family Law'', side 19–20, 22.</ref> Selvom det var et punkt af stolthed at være en "en mands kvinde" (''univira''), som kun havde giftet sig en gang, var der kun lidt stigmatisering knyttet til skilsmisse, eller sågar en hurtig indgåelse af nyt ægteskab efter tabet af en ægtemand igennem død eller skilsmisse.<ref>Susan Treggiari, ''Roman Marriage: ''Iusti Coniuges'' from the Time of Cicero to the Time of Ulpian'' (Oxford University Press, 1991), side 258–259, 500–502 ''et passim''.</ref>

Som en del af det loven ''Lex Julia,'' som blev vedtaget af [[Augustus]], blev der gjort forsøg på, at genoprette den traditionelle moral og socialsociale orden, viaved love somom regulerede adfærdfremme af mænd og kvinder som et middel til at fremme "familieværdier". Utroskab, som havde været en privatet familieanliggende under republikken, blev kriminaliseret,<ref>Severy, ''Augustus and the Family,'' side 4.</ref> og var bredt defineret som en ulovlig seksuel handling (''stuprum''), som fandt sted imellem en mandlig borger og en gift kvinde, eller imellem en gift kvinde og enhver anden end sin egen mand.<ref>That is, a [[double standard]] was in place: a married woman could have sex only with her husband, but a married man did not commit adultery if he had sex with a prostitute, slave, or person of marginalized status. See Thomas McGinn, "Concubinage and the Lex Iulia on Adultery," ''Transactions of the American Philological Association'' 121 (1991), side 342; [[Martha C. Nussbaum]], "The Incomplete Feminism of Musonius Rufus, Platonist, Stoic, and Roman," in ''The Sleep of Reason: Erotic Experience and Sexual Ethics in Ancient Greece and Rome'' (University of Chicago Press, 2002), side 305, noting that custom "allowed much latitude for personal negotiation and gradual social change"; [[Elaine Fantham]], "''Stuprum'': Public Attitudes and Penalties for Sexual Offences in Republican Rome," in ''Roman Readings: Roman Response to Greek Literature from Plautus to Statius and Quintilian'' (Walter de Gruyter, 2011), side 124, citing [[Papinian]], ''De adulteriis'' I and [[Modestinus]], ''Liber Regularum'' I. [[Eva Cantarella]], ''Bisexuality in the Ancient World'' (Yale University Press, 1992, 2002, originally published 1988 in Italian), side 104; Catherine Edwards, ''The Politics of Immorality in Ancient Rome'' (Cambridge University Press, 2002), side 34–35.</ref> Fødedygtighed blev opmuntret af staten. En kvinde som havde født tre børn, fik symbolske hædersbevisninger og større juridisk frihed (''ius trium liberorum'').

På grund af deres juridiske status som borgere kunne kvinder eje ejendom, indgå kontrakter, og engagere sig i erhvervslivet,<ref>Frier and McGinn, ''A Casebook on Roman Family Law,'' side 461; W.V. Harris, "Trade," in ''The Cambridge Ancient History: The High Empire A.D. 70–192'' (Cambridge University Press, 2000), vol. 11, side 733.</ref> herunder skibsfart, produktion og låne penge. Dokumenter fra forskellige dele imperiet ære kvinder, som velgørere i finansieringen af offentlige bygninger, en indikation at de kunne erhverve og afhænde betydelige formuer.<ref>Margaret L. Woodhull, "Matronly Patrons in the Early Roman Empire: The Case of Salvia Postuma," in ''Women's Influence on Classical Civilization'' (Routledge, 2004), side 77.</ref>

UnderPå Augustus tid var så mange som 35 procent af befolkningen i Italien slaver,<ref>Keith Bradley, ''Slavery and Society at Rome'' (Cambridge University Press, 1994), p. 12.</ref> hvilket gør Romerriget til en af de imperier med den største procentvise slavebefolkning og hvor slaver spillede en større rolle i økonomien.<ref>The others are [[Slavery in ancient Greece|ancient Athens]], and in the modern era [[Slavery in Brazil|Brazil]], the [[Slavery in the British and French Caribbean|Caribbean]], and the [[Slavery in the United States|United States]]; Bradley, ''Slavery and Society at Rome'', side 12.</ref> Slaveri var en kompleks institution, som blev støttet af traditionelle romerske sociale strukturer.<ref>Bradley, ''Slavery and Society at Rome'', side 15.</ref> I byområder, kunne slaver være uddannede fagfolk såsom lærere, læger, kokke, og revisorer, men for det meste var slaver ufaglærte arbejdere i husholdninger, landbrug eller andet fysik arbejde. Landbrug og industri, såsom formaling af korn og minedrift, udnyttede slaver. Udenfor Italien udgjorde slaver i gennemsnit 10 til 20 procent af befolkningen, dog sparsomme i romersk Egypten, men mere koncentreret i nogle græske områder.<ref>W.V. Harris, "Demography, Geography and the Sources of Roman Slaves," ''Journal of Roman Studies'' 89 (1999) 62–75, primært side 65 om romersk Egypten. For baggrundsviden om slaveri i provinserne før romerne kom, se Timothy Taylor, "Believing the Ancients: Quantitative and Qualitative Dimensions of Slavery and the Slave Trade in Later Prehistoric Eurasia," ''World Archaeology'' 33.1 (2001) side 27–43.</ref> Selvom institutionen slaveri ofte er blevet betragtet som aftagende i 3. og 4. århundrede, forblev det en integreret del af romerske samfund indtil det 5. århundrede. Slaveri ophørte gradvist i det 6. og 7. århundrede sammen med nedgangen af bycentre i det vestlige romerrige, og opløsningen af den komplekse kejserlige økonomi, som havde skabt efterspørgsel efter slaver.<ref>Kyle Harper, ''Slavery in the Late Roman World, AD 275–425'' (Cambridge University Press, 2011), side 10–16 ''et passim''.</ref>[[Fil:Sarcofago_avvocato_Valerius_Petrnianus-optimized.jpg|thumb|Slave holder skrivetabletter for sin herre (relief fra en sarkofag fra 4. århundrede)]]Love vedrørende slaveri var relativt komplekse.<ref>Frier and McGinn, ''A Casebook of Family Law,'' side 7.</ref> Under romersk lov, blev slaver anset som ejendom og havde ingen juridiske rettigheder. De kunne blive udsat for former for afstraffelse normalt ikke udnyttet på borgere, seksuel udnyttelse, tortur og henrettelser. En slave kunne ikke som et spørgsmål om lov blive voldtaget, da voldtægt kun vedrørte folk som var fri; en slaves voldtægtsmand måtte blive retsforfulgt af ejeren af slaven, for hvorved ejeren af slaven kunne få kompensation.<ref>Thomas A.J. McGinn, ''Prostitution, Sexuality and the Law in Ancient Rome'' (Oxford University Press, 1998), side 314; Jane F. Gardner, ''Women in Roman Law and Society'' (Indiana University Press, 1991), side 119.</ref> Slaver havde ingen ret til juridisk ægteskab (''conubium)'', men deres ægteskaber blev undertiden anerkendt, og hvis begge blev frie kunne de gifte sig.<ref>Frier and McGinn, ''A Casebook on Roman Law,'' side 31, 33.</ref> Efter de romerske slavekrige i republikken, forsøgte Augustus og hans efterfølgere at mindske sandsygligheden for fremtidige oprør, ved at begrænse størrelsen af arbejdsgrupper af slaver og straffe flygtige slaver.<ref>Christopher J. Fuhrmann, ''Policing the Roman Empire: Soldiers, Administration, and Public Order'' (Oxford University Press, 2012), side 21–41.</ref>

Teknisk setJuridisk kunne slaver ikke eje ejendommen,<ref>Frier and McGinn, ''A Casebook on Roman Family Law,'' side 21.</ref> men en slave, som hjalp med at drive sin ejers virksomhed kunne få adgang til en individuel konto eller fond (''peculium''), som slaven kunne bruge som om det var hans egen. Vilkårene i denne konto varierede afhængigt af graden af tillid og samarbejde imellem ejeren og slaven. En slave med en egnethed for erhvervslivet kunne gives betydeligt spillerum, til, at generere overskud og måske få lov til at testamentere denne ''peculium'' han formåede til andre slaver af hans husstand.<ref>Richard Gamauf, "Slaves Doing Business: The Role of Roman Law in the Economy of a Roman Household," in ''European Review of History'' 16.3 (2009) 331–346.</ref> Indenfor en husstand eller arbejdsplads, kunne et hierarki af slaver ofte findes, med ene slave som fungerede som lederen af de andre slaver.<ref>Bradley, ''Slavery and Society at Rome'', side 2–3.</ref>

Over tidEfterhånden fik slaver større retsbeskyttelse, herunder retten til at indgive klager mod deres herrer. En slutseddel kan indeholde en bestemmelse om, at slaven ikke kunne anvendes til prostitution, somda prostituerede i det gamle Rom ofte var slaver.<ref>McGinn, ''Prostitution, Sexuality, and the Law'', side 288ff.</ref> Den spirende handel med kasterede slaver i slutningen af 1. århundrede e.Kr. førte til lovgivning,forbud som forbødmod kastration af en slaveslaver mod sinhans vilje "for begær eller gevinst."<ref>Ra'anan Abusch, "Circumcision and Castration under Roman Law in the Early Empire," in ''The Covenant of Circumcision: New Perspectives on an Ancient Jewish Rite'' (Brandeis University Press, 2003), side 77–78; Peter Schäfer, ''The History of the Jews in the Greco-Roman World'' (Routledge, 1983, 2003), side 150.</ref>

Romersk slaveri var ikke baseret på race.<ref>Bruce W. Frier and Thomas A.J. McGinn. 2004. ''A Casebook on Roman Family Law''. Oxford University Press: American Philological Association. p.&nbsp;15</ref><ref>Stefan Goodwin. 2009. ''Africa in Europe: Antiquity into the Age of Global Expansion''. Lexington Books. vol.&nbsp;1, p.&nbsp;41, noting that "Roman slavery was a nonracist and fluid system".</ref> Slaver blev hentet til Rom fra hele Europa og Middelhavsområdet udenfor Europa, herunder [[Gallien]], [[Hispania]], [[Germanien]], [[Britiske Øer|de Britiske øer]], Balkan og Grækenland. Generelt var slaver i Italien indfødte italienere,<ref>{{harvp|Santosuosso|2001|pp = 43–44}}</ref> med et mindretal af udlændinge (herunder både slaver og frigivne) født uden for Italien som anslås til 5% af den samlede befolkning i hovedstaden på sit højeste, hvor deres antal var størst. Mange udenlandske slaver var af græsk afstamning. Slaver af jødisk afstamning blev aldrig helt assimilerede i det romerske samfund, hvorvedhvorfor de forblev en identificerbar minoritet. Disse slaver (især udlændinge) havde højere dødelighed og lavere fødselsrater end indfødte.<ref>{{cite book|last1 = Noy|first1 = David|title = Foreigners at Rome: Citizens and Strangers|date = 2000|publisher = Duckworth with the Classical Press of Wales|isbn = 9780715629529}}</ref> Den forventede levealder for slaver i byen Rom var ekstraordinært lav, med en estimeret gennemsnitlig levetid på sytten og et halvt år (17,2 for mænd, 17,9 for kvinder).<ref>{{cite book|last1 = Harper|first1 = James|title = Slaves and Freedmen in Imperial Rome|date = 1972|publisher = Am J Philol}}</ref>

I perioden med republikansk ekspansion, da slaveriet var blevet udbredt, var krigsfanger en af vigtigste kilder til slaver. Rækken af etniciteter blandt slaver afspejlede til en vis grad, de hære, som Rom havde besejret i krig, og erobringen af Grækenland bragte en række højt kvalificerede og uddannede slaver til Rom. Slaver blev også handlet på markeder, og nogle gange solgt af pirater. Forladte børn og nyfødte og selv-slaveri blandt de fattige var andre kilder.<ref>Harris, "Demography, Geography and the Sources of Roman Slaves," side 62 ''et passim.''</ref> Ordet ''Vernae'' referer derimod til "hjemmelavede" slaver født af kvindelige slaver i husstande, byerne, eller på en landejendom eller gård. Selvom de ikke havde nogen særlig retslig status, ville en ejer, som mishandlede eller undladte at passe sin ''vernae'' se samfundets misbilligelse, da de blev anset for en del af hans familie, og i nogle tilfælde kan det faktisk være børn af frie mænd i familie.<ref>Beryl Rawson, "Children in the Roman ''Familia''," in ''The Family in Ancient Rome" New Perspectives'' (Cornell University Press, 1986, 1992), side 186 til 188, 190; K.R. Bradley, "On the Roman Slave Supply and Slavebreeding," i,''Classical Slavery'' (Frank Cass, 1987), side 72, og ''Slavery and Society at Rome'', side 34 og 48–50.</ref>

Talentfulde slaver med en evne for at drivetil virksomhed kunne samle en tilstrækkelig stor ''peculium'' til at retfærdiggøre deres frihed, eller blive løskøbt for tjenesteydelser. Denne form for frigivelse var blevet hyppigt nok til, at en lov i 2 f.Kr. (''Lex Fufia Caninia'') begrænsede antallet af de slaver, en ejer fik lov til at sætte fri i sit testamente.<ref>Bradley, ''Slavery and Society at Rome'', p. 10.</ref>

Henrettelse, som havde været en sjælden juridisk straf for frie mænd under republikken,<ref>Judy E. Gaughan, ''Murder Was Not a Crime: Homicide and Power in the Roman Republic'' (University of Texas Press, 2010), side 91 ''et passim''; Gordon P. Kelly, ''A History of Exile in the Roman Republic'' (Cambridge University Press, 2006), side 8 ''et passim''.</ref> kunne være hurtig og relativt smertefri for den kejserlige borger, som var betragtet som værende "mere ærefulde", mens demde, der ansås som værende ringere rangeret, kunne lideudsættes underfor tortur. Forlængelse af døden var tidligere forbeholdt slaver, via redskaber såsommed korsfæstelsen eller kamp mod dyr (d''amnatio ad bestias'') som en forestilling i arenaen.<ref>K.M. Coleman, "Fatal Charades: Roman Executions Staged as Mythology Enactments," ''Journal of Roman Studies'' 80 (1990), side 55–57.</ref> I det tidlige imperium, kunne de der konverterede til kristendommen mister deres status som ''honestiores'', især hvis de afviste at opfylde de religiøse aspekter af deres samfundsmæssige ansvar, og blev dermed underlagt straffe, som skabte betingelserne for martyrdom.<ref>Kehoe, "Law and Social Formation in the Roman Empire," side 153–154; O.F. Robinson, ''Penal Practice and Penal Policy in Ancient Rome'' (Routledge, 2007), side 108.</ref>

Den imperielle togaTogaen var et halvcirkelformet stykke hvidthvid uld, som ikkekun kunne sættesdraperes på og draperet korrekt udenmed hjælp.<ref>Vout, "The Myth of the Toga," side 216</ref> I sit arbejde om talekunst, beskrev [[Quintilian]] i detaljer, hvordan den offentlige taler burde arrangere hansbruge gestus i forholdsvarende til hanssin toga.<ref>Quintilian, ''Institutio Oratoria'' 11.3.137–149; Bieber, "Roman Men in Greek Himation," p. 412; Coon, ''Sacred Fictions,'' pp. 57–58.</ref> I kunstværker er togaen vist med den lange ende imellemmellem fødderne, en dyb buet fold foran, og en kugleformet flap på midtstykket.<ref>Bieber, "Roman Men in Greek Himation," p. 415.</ref> I det 2. århundrede, var kejsere og mænd af status ofte portrætteret iført en [[pallium]], en oprindelig græsk kappe (''himation'') foldet tæt omkring kroppen. Kvinder er også portrætteret iført en pallium. I løbet af 4. århundrede, havde togaen blevet mere eller mindre erstattet af palliummen som en beklædningsgenstand, som indikerede et givent socialt tilhørsforhold.<ref>Vout, "The Myth of the Toga," p. 217.</ref> Romersk tøjs stilarter ændrede sig med tiden, men ikke så hurtigt som mode i dag.<ref>Lee, "Clothing," Oxford Encyclopedia of Ancient Greece and Rome'' p. 232.''</ref>

Under [[Augustus]] blev offentligeoffentlig underholdning afholdt 77 dage om året; under regeringstiden af [[Marcus Aurelius]], havdeblev det antal dage udvidet til 135.<ref>Stephen L. Dyson, ''Rome: A Living Portrait of an Ancient City'' (Johns Hopkins University Press, 2010), side 240.</ref> Hver enkelt forstilling var oftest indledt med en omfattende parade (''Pompa circensis''), som endte på spillestedet.<ref>H.S. Versnel, ''Triumphus: An Inquiry into the Origin, Development and Meaning of the Roman Triumph'' (Brill, 1970), side 96–97.</ref> Konkurrencer blev afholdt også i mindre spillesteder såsomsom amfiteater, som blev den karakteristiske romerske forestillingssted for underholdning. Atletik i græsk stil inkluderede løb, boksning, brydning, og [[Pankration|pancratium]].<ref>Hazel Dodge, "Amusing the Masses: Buildings for Entertainment and Leisure in the Roman World," in ''Life, Death, and Entertainment in the Roman Empire'' (University of Michigan Press, 1999), side 242.</ref> Søslag (''Naumachia'') blev enkelte gange gennemført i konstruerede bassiner.<ref>Dodge, "Amusing the Masses," side 235–236.</ref> Statsstøttede teaterarrangementer (''Ludi scaenici'') fandt sted i stenteatre, eller i mindre lukkede teater kaldet et ''odeum''.<ref>Dodge, "Amusing the Masses," side 223–224.</ref>[[Fil:Winner_of_a_Roman_chariot_race.jpg|left|thumb|En sejrherre i et stridsvognsløb i hans ''[[Quadriga (firspand)|Quadriga]]''.]]Cirkusser blev den største struktur regelmæssigt bygget i den romerske verden,<ref>David S. Potter, "Entertainers in the Roman Empire," in ''Life, Death, and Entertainment in the Roman Empire'', side 303.</ref> selvom grækerne havde deres egne arkitektoniske traditioner for tilsvarende [[Hippodromen|hippodromer]]. Det Flaviske amfiteater, bedre kendt som Colosseum, blev den regelmæssige arena for blodsport i Rom efter det åbnede i 80 e.Kr..<ref>Humphrey, ''Roman Circuses,'' p. 1.</ref><ref>J.C. Edmondson, "Dynamic Arenas: Gladiatorial Presentations in the City of Rome and the Construction of Roman Society during the Early Empire," in ''Roman Theater and Society'' (University of Michigan Press, 1996), p. 112.</ref> Circus Maximus havde siddepladser til omkring 150.000 tilskuere, og Colosseum havde omkring 50.000 siddepladser med plads til omkring 10.000 mere stående.<ref>Dyson, ''Rome: A Living Portrait,'' pp. 237, 239.</ref> Mange romerske amfiteatre, cirkusser og teatre bygget i byerne uden for Italien er synlige som ruiner i dag.<ref>Humphrey, ''Roman Circuses,'' pp. 1–3.</ref> Den lokalt herskende elite var ansvarlige for, at sponsorere forestillingerne og begivenhederne i arenaerne, som begge forbedrede deres status og drænede deres resurser.<ref>K.M. Coleman, "Fatal Charades: Roman Executions Staged as Mythological Enactments," ''Journal of Roman Studies'' 80 (1990), pp. 50–51.</ref>

En persons respektive siddeplads i amfiteatre repræsenterede rangorden i det romerske samfund: kejseren præsiderede i sin overdådige boks allerloge tættest på; senatorer så fra fordelagtige pladser reserveret til dem; kvinder sad på pladserne længst væk fra forestillingen; slaver fik til aller sidst de værste steder.<ref>Edmondson, "Dynamic Arenas," pp. 73–74, 106, ''et passim''; Roland Auguet, ''Cruelty and Civilization: The Roman Games'' (Routledge, 1972, 1994), p. 54; John McClelland, ''Body and Mind: Sport in Europe from the Roman Empire to the Renaissance'' (Routledge, 2007), p. 67.</ref> Publikum kunne anmode om et specifikt resultat via råben, men kejseren havde det sidste ord. Forestillingerne kunne hurtigt blive et sted for sociale og politiske konflikter, og kejsere måtte sommetider bruge magt til at afslutte uro blandt publikum, mest notorisk ved optøjerne i Nika i år 532, hvor troppersoldaterne under [[Justinian 1.|Justinian I]] slagtede tusinder.<ref>Dyson, ''Rome: A Living Portrait,'' pp. 238–239; Alison Futrell, "Chariot racing," in ''The Oxford Encyclopedia of Ancient Greece and Rome,'' p. 85; Humphrey, ''Roman Circuses,'' p. 461; McClelland, ''Body and Mind,'' p. 61.</ref>[[Fil:Bestiarii.jpg|thumb|Mosaik fra en spisestue fra nutidens Libyen, som viser en række arenascener. Fra toppen nedad; musikere spiller en romersk tuba, et vandrørs-orgel og to horn; seks par af gladiatorer med to dommere; fire krigere som kæmper mod dyr; og tre fanger dømt til dyrene.<ref>Thomas Wiedemann, ''Emperors and Gladiators'' (Routledge, 1992, 1995), p. 15.</ref>]]Indenfor stridsvognsløb, var [[stridsvognen]]s hold var kendt efter de farver de bar, hvor blå og grøn var de mest populære. Loyaliteten fra deres fans var hård, hvilket til tider førte til sportsoptøjer.<ref>Humphrey, ''Roman Circuses,'' pp. 459, 461, 512, 630–631; Futrell, "Chariot racing," in ''The Oxford Encyclopedia of Ancient Greece and Rome,'' p. 85; Dyson, ''Rome: A Living Portrait of an Ancient City'', p. 237.</ref> Stridsvognløbene var farlige, men ryttere var blandt de mest berømte og bedst kompenserede atleter.<ref>Dyson, ''Rome: A Living Portrait,'' p. 238.</ref> Én stjerne i sporten var Diocles, fra [[Lusitanien|Lusitania]] (nuværende Portugal), der kørte i stridsvognsløb i 24 år og i sin karriere indtjente 35 millioner sestertier.<ref>Potter, "Entertainers in the Roman Empire," p. 296; Dyson, ''Rome: A Living Portrait,'' pp. 238–239.</ref> Hestene havde også fans, og blev fejret i kunst og inskriptioner.<ref>Humphrey, ''Roman Circuses,'' p. 238; Potter, "Entertainers in the Roman Empire," p. 299.</ref> Udformningen af romerske cirkusser blev bygget med stor overvejelser for at sikre, at ingen hold havde en unfair fordel og for at minimere kollisioner.<ref>Humphrey, ''Roman Circuses,'' pp. 18–21; Futrell, "Chariot racing," in ''The Oxford Encyclopedia of Ancient Greece and Rome,'' p. 84.</ref> Kollisioner var dog hyppige under stridsvognløbene og underholdene for publikum.<ref>Auguet, ''Cruelty and Civilization,'' pp. 131–132; Dodge, "Amusing the Masses," p. 237.</ref><ref>Auguet, ''Cruelty and Civilization,'' p. 144; Dyson, ''Rome: A Living Portrait,'' p. 238; Matthew Dickie, ''Magic and Magicians in the Greco-Roman World'' (Routledge, 2001, 2003), pp. 282–287; Eva D'Ambra, "Racing with Death: Circus Sarcophagi and the Commemoration of Children in Roman Italy" in ''Constructions of Childhood in Ancient Greece and Italy'' (American School of Classical Studies at Athens, 2007), pp. 348–349; Nicole Belayche, "Religious Actors in Daily Life: Practices and Related Beliefs," in ''A Companion to Roman Religion'' (Blackwell, 2007), p. 289.</ref> Stridsvognsløb fortsatte ind i den byzantinske periode under kejserlig finansiering, men nedgangen af større bycentre i det 6. og 7. århundrede førte til dens endelige død.<ref>Potter, "Entertainers in the Roman Empire," p. 303.</ref>

Gennem hele sin 40-årige regeringstid, præsenterede Augustus otte gladiatorforestillinger, hvor i alt 10.000 mænd kæmpede, samt 26 iscenesattekampe dyrekampe, som resulterede i døden afmed 3.500 døde dyr.<ref>Cassio Dio 54.2.2; ''Res Gestae Divi Augusti'' 22.1, 3; Edwards, ''Death in Ancient Rome,'' side 49; Edmondson, "Dynamic Arenas," side 70.</ref> For at markere åbningen af [[Colosseum]]met, præsenterede kejser [[Titus Flavius Vespasianus|Titus]] 100 dage med begivenheder i arenaen, med 3.000 gladiatorer kæmpende sammen på en enkelt dag.<ref>Cassius Dio 66.25; Edwards, ''Death in Ancient Rome,'' side 55; Humphrey, ''Roman Circuses,'' side 1.</ref> Den romerske fascination med gladiatorer kan ses i, hvor bredt de er afbilledet på mosaikker, vægmalerier, lamper, og selv graffititegninger.<ref>Edwards, ''Death in Ancient Rome,'' side 49.</ref>

EfterfølgendeSenere generationer af lærde, historikere og filosoffer har fundet det romerske samfunds forhold til "forstillinger om liv og død" til at være en af de mere vanskelige aspekter af deres civilisation til at forstå og forklare.<ref>Donald G. Kyle, ''Spectacles of Death in Ancient Rome'' (Routledge, 1998, 2001), side 81; Edwards, ''Death in Ancient Rome,'' side 63.</ref> [[Plinius den Yngre|Plinius den yngre]] rationaliserede gladiatorkampe som værende godt for folket, som en måde til "at inspirere dem til at stå over for ærefulde sår og foragte døden, ved at udstille kærligheden for æren og ønsket om sejr, selv i ligene af slaver og forbrydere".<ref>Pliny, ''Panegyric'' 33.1; Edwards, ''Death in the Arena,'' side 52.</ref> Nogle romere såsom [[Seneca den yngre]] var kritiske over for de brutale forestiller, men fandt dyd i mod og værdighed i den besejrede kæmper snarere end i vinderen.<ref>Edwards, ''Death in the Arena,'' side 66–67, 72.</ref> Dette synspunkt, kom senere til udtryk med kristne martyrer i arenaen, som blandt datidens kristne blev betragtet som en ærefuld død for sin religion.<ref>Edwards, ''Death in Ancient Rome,'' side 212.</ref> Den romerske forfatter, [[Tertullian]] betragtede døden i arenaen til ikke at være mere end en forklædt form for menneskeofringer.<ref>Tertullian, ''De spectaculis'' 12; Edwards, ''Death in Ancient Rome,'' pp. 59–60; Dodge, "Amusing the Masses," p. 224.</ref> Nogle af de tidligste navne for stilarter indenforinden for gladiatorkampe havde etniske betegnelser såsom "thrakiske" eller "galliske".<ref>Veronika E. Grimm, "On Food and the Body," in ''A Companion to the Roman Empire,'' p.&nbsp;354; Catharine Edwards, ''Death in Ancient Rome'' (Yale University Press, 2007), p. 59; Potter, "Entertainers in the Roman Empire," p. 305.</ref>

Styreformen i kejserriget var et diktatur styret af kejseren. Begyndelsen af kejserperiodenperioden kendes som principatet, en styreform, der voksede ud af senrepublikken. Provinserne og byerne var stort set uafhængige under principatet, og kejserriget var generelt decentraliseret. I den næste periode, anarkiet og krisen i det tredje århundrede e.Kr., begyndte kejseren at tilegne sig større magt, og byerne begyndte at miste deres uafhængighed på grund af fraflytning til landet.

Den første kejser, Augustus, kaldte sig i senatet ''princeps'' og ''primus inter pares'', først blandt ligemænd. Det lod til, at republikken forsat fungerede, men reelt lå al magt hos den romerske hær, som kejseren havde absolut kontrol over. Princepstitlen var for Augustus en måde til at vinde gunst fra senatet og skulle forhindre ham i at lide samme skæbne som hans grandonkel, Julius Cæsar. Romerrigets sikkerhed lå i hænderne på legionerne, og det var her, Augustus' magtbase lå. Hæren var en kostbar institution, som statens forvaltning skulle sikre ved at beskatte befolkningen. De mest succesrige kejsere var de, som klarede at opretholde loyaliteten og disciplinen hos [[legionær]]erne. De dårligere kejsere måtte bestikke hæren for at opretholdebeholde magten, men det viste sig ofte at være en ringe garanti.

Enden på principatet blev ganske enkelt enden på republikken: Kejserens generaler opnåede personlige bånd til og loyalitet fra tropperne,soldaterne. hvilketDet udnyttedes af de mest ambitiøse. Styreformen forandrede sig til dominatet. Den nye styreform voksede ud af [[krisen i det tredje århundrede]], og specielt borgerkrigene bærer vidnesbyrd om krisen. Kejserne i denne periode var oftest generaler, som kom til magten ved hjælp af krig og kup.

Statens styring forandrede sig med kejserriget. I startenFørst blev meget af arbejdet udført af de samme magistrater som i republikken. Men som tiden gik, blev ansvaret lagt over til frigivne slaver, specielt under kejser [[Claudius]]. Statsmagten blev støt og roligt centraliseret gennem Romerrigets historie. I republikken styrede byerne og provinserne sig selv. Et af hovedtrækkene i ''[[Pax Romana]]'', Romerfreden, var, at de fleste byer i Romerriget sjældent fik besøg af hæren. I kejsertiden begyndte befolkningerne at flytte fra byerne til landet. Dette og den stadigt stærkere og mere centraliserede kejsermagt førte til, at byerne mistede deres selvstyre. Udflytningen fra byerne havde mange årsager; hovedårsagen var den øgede lovløshed, som hjemsøgte kejserriget i krisetiden. Byerne blev et let bytte for både barbarernes invasioner og terroren fra hæren, som skulle beskytte dem. Mange byer blev forladt. Kun kejseren og hans hær kunne opretholde stabilitet. Det øgede behov for militær krævede endnu højere skatter, som igen krævede en stærk, velfungerende stat.

I krigstid kunne en general have flere legioner under sig. Af den grund var det almindeligt, at kejseren af sikkerhedsmæssige årsager holdt nogle af generalens familiemedlemmer som gidsler for at undgå, at generalen skulle rejse en oprørsk hær. Under [[Første jødisk-romerske krig|det jødiske oprør]], der begyndte i år [[66]], holdt kejser [[Nero]] [[Vespasian]]s søn [[Domitian]] og hans svigersøn [[Quintus Petillius Cerialis]] som gidsler for at sikre Vespasians loyalitet. Ironisk nok endte Neros regeringstid med et oprør fra [[prætorianergarden]], som var blevetblev bestukket af general [[Galba]].

Hovedfjenderne i vest var de barbariske stammer hinsides [[Rhinen]] og [[Donau]]. Octavian havde prøvet, at besejre disse stammerdem, men led et fatalt nederlag i [[Teutoburgerskoven]] i år [[9]]. De germanske stammer udgjorde en stor trussel, men de var for splittede, fordi interne magtkampe tog det meste af deres tid. I øst var hovedfjenden [[Partherriget]], der prøvede flere forgæves invasioner af Romerriget.

Tekstil og klædeproduktionen var en vigtig kilde til beskæftigelse. Både tekstiler og færdige beklædningsgenstande blev handlet blandt befolkningerne i imperiet.<ref>[[A.H.M. Jones]], "The Cloth Industry under the Roman Empire," ''Economic History Review'' 13.2 (1960), side 184–185.</ref> Bedre klæder, som var klar til at tage på, blev eksporteret af forretningsfolk (''negotiatores'' eller ''mercatores''), som ofte var velhavende beboerneborgere i byer med produktionscentre.<ref name="JonesThe">Jones, "The Cloth Industry under the Roman Empire," side 192.</ref> I [[Egypten]] kunne tekstilproducenter køre velstående små virksomheder, som beskæftigede lærlinge og slaver.<ref>Jones, "The Cloth Industry under the Roman Empire," side 188–189.</ref> Arbejdstagere indenfor farvning af tøj (''coloratores'') havde deres egne laug.<ref>Jones, "The Cloth Industry under the Roman Empire," side 190–191.</ref> ''Centonarii'' var laugarbejdere, som havde specialiseret sig i produktionen af tekstil og genbrug af gamle tøj til at lave nye klæder.<ref>Vout, "The Myth of the Toga," side 212. The college of ''centonarii'' is an elusive topic in scholarship, since they are also widely attested as urban firefighters; see Jinyu Liu, ''Collegia Centonariorum: The Guilds of Textile Dealers in the Roman West'' (Brill, 2009). Liu sees them as "primarily tradesmen and/or manufacturers engaged in the production and distribution of low- or medium-quality woolen textiles and clothing, including felt and its products."</ref>

{{uddybende|Romersk religion}}[[Fil:RMW_-_Opfernder_Togatus.jpg|thumb|En romersk præst, hans hoved er rituelt dækket med en fold af hans toga, som fremviser en patera i en gestus til drikoffer (2.-3 århundrede)]]Religion i det romerske imperium omfattede praksisser og overbevisninger som romerne betragtede som deres egne, såvel som de mange kulture importeret til Rom eller praktiseret af folk i enkelte provinsen. Romerne så sig selv som værende meget religiøse, og henførte tildeltildels deres succes som verdensmagt til deres kollektive fromhed ''(pietas)'' via at opretholde gode forbindelser med guderne ''([[pax deorum]])''. Den [[Arkaisk tid|arkaiske]] religion menes at have været overleveret fra de tidligste konger af Rom, som var grundlaget for ''mos maiorum'', ''"vejen for forfædrene"'' eller ''"tradition"'', set som centrale for romersk identitet. Der var ingen princippel ''"adskillelse af kirke og stat"''. Præstedømmet af statsreligionen blev fyldt af den samme sociale pulje af mænd, som holdt offentlige embeder, og i den kejserlige æra blev en øverstepræst [[Pontifex Maximus]] kejser.