Stikker: Forskelle mellem versioner

Ordet '''stikker''' er fra gammel tid forbryderjargonens betegnelse for en person fra det kriminelle miljø, som mod betaling, strafnedsættelse eller fordele af anden art angiver forbrydere og forbrydelser til myndighederne. Under og efter [[Besættelsen|den tyske besættelse af Danmark 1940-45]] er ordet specielt blevet anvendt om de danske angivere, [[agent]]er og [[spion]]er, som det tyske politi, [[Gestapo]], benyttede sig af for at optrevle [[modstandsbevægelsen]].

Stikkerproblemet opstod i efteråret [[1943]] samtidig med, at modstandsbevægelsens [[sabotage]]aktioner tog fart, og det tyske politi kom til landet og overtog bekæmpelsen af sabotagen. Det blev en af det nydannede [[Frihedsrådet|Frihedsråds]] første opgaver at tage stilling til, hvordan man skulle forholde sig til stikkerne. Frihedsrådet var ikke i tvivl om, at det var nødvendigt at skaffe dem af vejen, dvs. eksportere eller dræbe dem. DenDet overvejede at oprette en hemmelig domstol, som skulle behandle sagerne og træffe afgørelse om likvidering eller ikkelikvideringer. Det blev opgivet bl.a. ud fra den betragtning, at der ikke var tale om en straf, men om en [[nødværge]]foranstaltning under krigslignende forhold.

Der foreligger ingen egentlige undersøgelser af, hvem stikkerne var, og hvilke motiver de havde til at gå i Gestapos tjeneste. Ofte var motiverne meget blandede. Her følger tre hovedgrupper, hver med et eksempel til illustration af hvem stikkerne var, hvilke motiver de havde, og hvad deres skæbne blev:

1. En stor gruppe af stikkerne var nazister eller nazisympatisører, f.eks.fx en 28-årig mand, som var indehaver afhavde en beværtning på Nørrebro i København. Han var aktivt medlem af stikker- og terrorgruppen ”Svend Staahl” og blev i februar 1945 taget til fange af modstandsfolk og efter afhøring kørt til Hareskoven nord for København, hvor han blevog likvideret. <ref>la Cour s. 573</ref>

2. Nogle blev stikkere for spændingens skyld. Som eksempel kan nævnes en 35-årig kommunelærer i Sønderborg, som i begyndelsen af 1944 tog kontakt til det tyske ”Abwehr”. Han angav en af sine kolleger, som blev henrettet. Da jorden begyndte at brænde under ham i Sønderborg, flyttede han til Randers, hvor han angav to unge modstandsfolk, som også blev henrettet. Han angav i alt omkring 27 og blev efter krigen dømt til døden og henrettet. Skrev i et brev om sine motiver: ”Jeg tror, at spænding og risiko har været et vigtigt moment”. <ref>Tamm s. 378</ref>

3. Nogle blev stikkere for pengenes skyld. Fx en 20-årig husassistent og enlig mor, som fra foråret 1944 var stikker for Gestapo. Allerede to år tidligere havde hun for en dusør på 1000 kr. angivet sin egen bror, som var kommunist og modstandsmand, til det danske politi. Hun angav ca. 50 til Gestapo, hovedsagelig fra den kommunistiske del af modstandsbevægelsen. BlevHun blev efter krigen dømt til døden, men hun blev som kvinde benådet til livsvarigt fængsel. Efter ti års fængsel blev hun løsladt, hvorefter hun bosatte sigboede i Sverige til sin død. Hun oplyste under retssagen, at hun var blevet stikker af nød. <ref>Tamm s. 373</ref>

Langt den mest almindeligealmindeligste metode var infiltrering af en modstandsgruppe ved at foregive, at man ville deltage i modstandsarbejdet.

Det mest præcise tal på antallet af stikkerlikvideringer er formentlig 409. <ref>Emkjær s. 17</ref>. Den første kendte likvidering fandt sted i maj 1943. I hele året 1943 fandt der 12 likvideringer sted. I 1944 var antallet 140, mens tallet i 1945 indtil befrielsen nåede op på 238. Heraf fandt 106 likvideringer sted alene i april 1945. <ref>Skema, Emkjær s. 17</ref> Enkelte stikkerlikvideringer fandt sted efter den 5. maj 1945.

Under og efter besættelsen forsøgte modstandsbevægelsen at give indtryk af, at likvideringerne kun fandt sted efter grundig efterforskning, og at beslutningerne om likvidering blev taget af et likvideringsudvalg direkte under Frihedsrådet. Senere undersøgelser har vist, at det ikke er rigtigt. Ii de fleste tilfælde blev beslutningerne taget lokalt enten af modstandsbevægelsens byledelse eller af ledelsen i de enkelte modstandsgrupper. <ref>Emkjær s. 27</ref> Ofte var beslutningsgrundlaget spinkelt. <ref>Emkjær s. 61</ref>

De første likvideringer blev foretaget af tilfældige medlemmer af modstandsbevægelsen, men efterhånden opstod der ”professionelle” likvideringsgrupper. Af dem kendes i Københavnsområdet to med tilhørsforhold tili de to store modstandsorganisationer [[BOPA]] og [[Holger Danske (modstandsgruppe)|Holger Danske]]. I Jylland var der ligeledes to likvideringsgrupper med basis i henholdsvis Århus og Ålborg. Ud over grupperne var der især i Københavnsområdet nogle ”ensomme ulve”, hvoraf de mest kendte var [[Bent Faurschou-Hviid|Flammen]] og [[Jørgen Haagen Schmith|Citronen]].

Nyere undersøgelser har vist, at ordet ”stikkerlikvidering” er misvisende, idet en betydelig del af de likviderede ikke var egentlige stikkere, men blev dræbt, fordi de af andre grunde blev anset for en fare for modstandsbevægelsen. Blandt de likviderededem var fremtrædende medlemmer af [[DNSAP]], medlemmer af [[Schalburgkorpset]] og andre terrorkorps samt personerdem, som arbejdede for tyskerne som marinevægtere og lign. Enkelte medlemmer af modstandsbevægelsen blev likvideret af deres egne, fordi de var for åbenmundede. Nogle blev dræbt fordi de tilfældigvis var sammen med en, som skulle likvideres, og i nogle tilfælde skete der fejltagelse i form af navneforvekslinger og lignende. I et enkelt tilfælde viste det sig senere, at der var tale om et rovmord begået af personer med tilknytning til modstandsbevægelsen. <ref>Tamm s. 689</ref>

Fra tysk side blev stikkerdrabene gengældt med de [[clearingmord]]. I 1944 og 1945 blev ca. 250 danskere dræbt som repressalier for stikkerdrab.<ref>la Cour s. 535 ff.</ref> Hovedparten af disse drab blev forøvet af danske terrorkorps i tysk tjeneste og langt de fleste af [[Petergruppen|Petergruppe]]. <ref>la Cour s. 544</ref> Et af de første clearingmord var drabet på digterpræsten [[Kaj Munk]].

Der opstod hurtigt efter befrielsen en debat om stikkerlikvideringerne. Debatten blev især udløst af et radiointerview, hvori politikeren, professor [[Hartvig Frisch]] udtalte, at stikkerlikvideringerne var mord. Modstandsbevægelsens holdning var, at likvideringerne var legitime krigshandlinger og derfor ikke skulle undersøges nærmere, bl.a. af hensyn til dem, som havde foretaget likvideringernedem. Det synspunkt stod medlem af Frihedsrådet og minister i befrielsesregeringen [[Frode Jakobsen]] stejlt på. Andre heriblandtsom landstingsmand og tidligere justitsminister [[Svenning Rytter]] stod lige så stejlt på, at likvideringerne skulle efterforskes politimæssigt af hensyn til retsfølelsen og af hensyn til de pårørende. Efter flere års diskussion blev en mindre del af likvideringerne efterforsket af politiet, og resultatet blev, at det i ni tilfælde kom frem til, at den dræbte var uskyldig og var likvideret ved en fejltagelse. <ref>Emkjær s. 163</ref> I omkring 20 tilfælde, fandt det, at den dræbte formodentlig ikke havde været stikker, men alligevel på en eller anden måde selv havde givet anledning til likvideringen. <ref>Tamm s. 682</ref>. Disse tal må anses for minimumstal, da en stor del af sagerne ikke er blevet undersøgt.

Stikkerlikvideringerne er blevet debatteret flere gange siden, bl.a. da [[Ditlev Tamm]]s disputats om retsopgøret kom i 1984, og da Peter Øvig Knudsens bog ”efter drabet” udkom i 2001. I de seneste år har nogle af de få tilbageværende modstandsfolk, som gennemførte likvideringer, offentliggjort deres version af begivenhederne. <ref>Povl Falk-Jensen: Holger Danske. Afdeling Eigils sabotager og stikkerlikvideringer under Besættelsen. København 2010.</ref>

* Henrik Skov Kristensen: ''[[Grethe Bartram]]. Fra kommunist til Gestapoagent''