Romerrigets undergang: Forskelle mellem versioner

Skønt der senest fra omkring [[550]] (altså ved senantikkens slutning) kan konstateres en alvorlig tilbagegang i [[dannelse]]n (først i vest, senere i øst, ''[[paideia]]''), er det vel rigtigere og videnskabeligt mere produktivt at tale om en "transformation" end at tale om forfald og undergang. Denne aktuelle tænkning blandt flertallet bliver inden for de sidste år angrebet af nogle forskere (for eksempel Bryan Ward-Perkins). Disse forskere kommer, især gående ud fra [[arkæologi]]ske fund, til et væsentlig mere negativt resultat og taler igen om en nedgang, der skulle have ramt Vestrom i 5.&nbsp;århundrede og Østrom i det tidlige 7.&nbsp;århundrede.<ref>Sammenlign dertil [http://hsozkult.geschichte.hu-berlin.de/rezensionen/2007-3-022 "fachwissen".] en diskussion hos [[:de:H-Soz-u-Kult|''Humanities Sozial- und Kulturgeschichte'']].</ref> Heller ikke disse forskere anser imidlertid fremkomsten af indre forfald for årsagen til denne udvikling, men trykket fra en ydre fjende og økonomiske vanskeligheder. ▼

Og alligevel har den økonomiske nedgang som begrundelse for forfaldet vel kun begrænset gyldighed. Tværtimod: senantikken var – frem for at være en stivnet tid – en tid med ombrydninger og ofte økonomisk vitalitet, især – men i begyndelse ikke kun – i øst,<ref>Sml. Demandt, ''Spätantike'', s. 453</ref> også selv om der vel i nogle regioner var en befolkningstilbagegang.<ref>Jones, ''LRE'', bd. 2, s. 1038 ff.</ref>▼

Som det eneste forklaringsmønster udelukker denne faktor sig allerede derved, at ikke blot i det samlet set mere vitale øst, men i en lang periode også i vest – selv efter den germanske invasion i 5.&nbsp;århundrede – var den økonomiske aktivitet gennemgående endnu stærkt regionalt præget som nyere forskning kunne eftervise. Eksempler er dele af [[Gallien]] eller Nordafrika, anderledes så det dog ud i [[Romersk Britannien|Britannien]].▼

Det samme gælder den nedvurderende betegnelse ''dominat'' ("[[Dominatet]]" 284-395?), som tidligere udtrykte holdningen hos mange liberale historikere fra 19.&nbsp;århundrede (som [[Theodor Mommsen]]), der fejlagtigt så et militærdiktatur henholdsvis et despoti i det senromerske rige. Bureaukratiseringen tog ganske vist til, også selv om det romerske rige i sammenligning med moderne samfund snarere var underadministreret, men også den samfundsmæssige mobilitet. Derudover var mange træk i denne udvikling allerede tidligere tydelig. Militæret unddrog sig ofte kejserens kontrol, ligesom kirken og dele af aristokratiet, hvad der var af større betydning. Der fandt måske også en tilbagegang sted for [[slaveri]]et,<ref>Sml. Demandt, ''Spätantike'', s. 454.</ref> noget der dog ikke er uomstridt inden for forskningen, da der også var tale om et forstærket [[kolonat]], bøndernes binding til jorden, et fæstebondesystem.▼

Den skyld, der ofte er lagt på [[kristendommen]], er det ligeledes nødvendigt at differentiere. Således tilsluttede mange mænd af højeste integritet sig kristendommen og anvendte deres liv i kirkens tjeneste og gik således tabt for staten. På den anden side stabiliserede den nye religion kejserdømmet. Det statslige bureaukrati måtte kæmpe med [[korruption]]sproblemer, hvis betydning imidlertid er omstridt.<ref>Sml. Jones, ''LRE'', Bd. 2, s. 1063f.</ref> Alle de forskere der primært gør indre faktorer ansvarlig for rigets undergang, må grundlæggende stille sig det spørgsmål hvordan den østlige del af imperiet til forskel fra den vestlige praktisk taget kom ubeskadiget gennem krisen i 5.&nbsp;og&nbsp;6.&nbsp;århundrede og tillige overvandt [[Islamiske ekspansion|den islamiske ekspansion]] – ganske vist i stærkt formindsket størrelse.▼

Den [[Senantikken#Den senromerske hær|romerske hær]] var i den senromerske periode i vesten ofte ikke længere i stand til at beskytte grænserne effektivt. En af grundene hertil var en for ringe mandskabsstyrke til de voksende udfordringer, og derudover betragtelige rustningsfremskridt hos germanerne; en betydelig åreladning udgjorde vel også [[Slaget ved Adrianopel (378)|slaget ved Adrianopel]] (378) og [[slaget ved Frigidus]] (394). I øst stod imperiet med [[Sassaniderne|Sassaniderriget]] tillige over for en næsten ligeværdig modstander med en regulær hær. Stadig flere [[Romersk borger|romerske borgere]] unddrog sig tjeneste i hæren, som allerede i den tidlige kejsertid havde haft [[lejesoldat]]er.▼

Den nyere forskning betoner især rigets finansieringsproblemer: Østrom kunne på grund af sin økonomiske formåen stadig i 5.&nbsp;og&nbsp;6.&nbsp;århundrede underholde en hær, der kunne klare sine opgaver. I vesten var dette efter 400 i stadig mindre grad tilfældet, især fordi de indtrængende [[germaner]]e – blandt andet med [[Rhinovergangen 406]] – slog sig ned i de vestlige kerneprovinser. [[Vandaler]]ne erobrede i 430'erne den rigeste vestromerske provins ''[[Africa (romersk provins)|Africa]]'', mens til slut udbredte dele af [[Hispania]] og [[Gallien]] i 460'erne og 70'erne faldt til [[goter]]ne. Af disse grunde faldt skattegrundlaget voldsomt for Vestrom.▼

Den påtvungne rekruttering af ikke-romerske lejesoldater tiltog tillige fordi de var ulige billigere, end det var at underholde regulære tropper. Germanere, hunner og andre tjente i hæren der blev stadig mere [[Barbarer|''barbariseret'']]. Dertil kom et stærkt tryk på grænsen. Det lykkedes til sidst ikke længere for Vestrom at kontrollere germanerne og at indbinde dem i rigsforbundet.<ref>Demandt, ''Spätantike'', s. 471. Sml. også Heather, ''Fall of the Roman Empire'', passim.</ref> Problemet med "upålidelige" barbarer optrådte ifølge kilderne desuden kun for ''[[foederati]]'', altså for de germanere der var forbundsfæller, ikke for de germanere der var integreret i hæren.<ref>Jones, ''LRE'', bd. 2, s. 1038.</ref> Den rolle germanerne til slut kom til at spille ved den middelalderlige verdens opståen – besatte henholdsvis ''overtog'' de det vestromerske rige snarere end ''erobrede'' det med vold? – er endnu ikke tilfredsstillende klarlagt <ref>Dertil Goffart, ''Barbarians and Romans''.</ref>▼

Inkompetente børnekejsere ([[Flavius Honorius|Honorius]], [[Valentinian III]].) og holdningen hos mangen en ''[[magister militum]]'' om hellere at gribe til våben mod den egne romerske regering for på den måde at styrke egen position, bidrog til magttabet for det vestlige kejserdømme. Mangen en kejser, som for eksempel [[Majorian]], lykkedes det i den sidste fase i det mindste ind imellem at genvinde initiativet. Vestroms magt var dog allerede før 476, henholdsvis 480 midlertidig kun en skygge af sig selv – den kejserlige centralregering i [[Ravenna]] blev til sidst undermineret af den germanske hærfører. Som en skillelinje kan gælde mordet [[454]] på den vestromerske general [[Flavius Aëtius]], som med sin hær havde opretholdt det romerske herredømme i Italien, store dele af Gallien såvel som [[Katalonien]] og [[Dalmatien]]. Da kejser [[Anthemius]] 468 mislykkedes med et forsøg på igen at underlægge sig det rige Nordafrika, mistede det vestromerske kejserdømme al tilbageværende autoritet og blev 476 afskaffet som overflødig.▼

De germanske ''[[foederati]]'' overtog omkring 470 helt forvaltningen af deres egne områder; de erkendte dog i reglen stadig den østromerske kejser som deres overherre. Endnu [[Justinian 1.|Justinian]] var i stand til militært også at sætte den romerske fordring på herredømme igennem i vesten &nbsp; i det mindste delvis og for en begrænset tid. Først den [[islamiske ekspansion]], som i al fremtid forhindrede [[Romerske kejsere#Østromerske Kejsere|kejserne i Konstantinopel]] i at udøve virksom indflydelse i vest, betød den endelige undergang for det romerske rige.▼

Det er faktisk umuligt at give et entydigt svar på spøgsmålet om grundene til det vestromerske riges undergang. I øst viste kristendommen sig endog som et forenende bånd. Heller ikke den påståede "dekadence" har ifølge de fleste moderne forskere været en afgørende faktor, skønt der gives kildeudsagn der beklager overklassens – påståede eller faktiske – "moralske forfald". Inden for det kulturelle dominerede ganske vist nye former, dog var for eksempel den litterære produktion endnu betragtelig høj. Inden for historieskrivningen fremkom endnu helt til [[antikkens slutning]] betydelige værker (se blandt andet [[Ammianus Marcellinus]], [[Olympiodoros af Theben]], [[Priscus|Priskos]], [[Procopius|Prokopios af Caesarea]]); desuden kan nævnes digtere som [[Claudian]] og [[Corippus]] eller filosoffer som [[Anicius Manlius Severinus Boëthius|Boëthius]], [[Simplikios]] og [[Damaskios]].<ref>Sml. til vurderingen af senantikken i den nyere forskning forskellige bidrag i Philip Rousseau (udg.): ''A Companion to Late Antiquity''. Malden (Massachusetts) u.a. 2009.</ref> ▼

En af grundene til det vestromerske riges undergang var dog uden tvivl visse systemimmante mangler i forvaltningen og i hæren, især var vesten ikke tilstrækkelig stærk økonomisk og militært: Siden opkomsten af [[Sassaniderriget]] i 3.&nbsp;århundrede havde ''Imperium Romanum'' til forskel fra tidligere nu permanent en farlig rival, som krævede anspændelse af alle kræfter; da trykket på den nordlige grænse tiltog stærkt med [[hunner]]nes optræden og begyndelsen på de senantikke [[Folkevandringstiden|folkevandringer]], var i det mindste vestriget blevet anstrengt eller presset for meget. Det blev ramt med stor styrke af kraften i denne folkevandring (375−568), især da der var færre tropper dér end ved [[Donau]] og [[Eufrat]]. Vesten rådede vel ikke over samme befolkningsantal og økonomiske formåen som Østriget, og dens provinser var mere sårbare − og derudover lykkedes det åbenbart i stadig mindre grad for den vestromerske stat at få del i rige [[Det romerske Senat|senatorers]] endnu delvis store private formuer og at udskrive et tilstrækkeligt antal [[Romersk borger|romerske borgere]] til militærtjeneste.▼

Den i udstrakt grad manglende modstand mod germanerne kan ifølge flere forskere egentlig kun betyde to ting: Enten var de engang så krigeriske romere faldet hen i [[apati]], eller man opfattede slet ikke barbarerne som farlige indtrængere (sml. W. Goffart; imod dette synspunkt, se [[Peter Heather|Heather]] og Ward-Perkins; Heather betoner blandt andet [[hunner]]nes rolle).▼