Romerrigets undergang: Forskelle mellem versioner

Oldtidsforskerne diskuterer '''Romerrigets undergang'''. Især grundene til det [[Vestromerske rige|vestromerske riges]] fald [[476]] e.Kr.. Der kommer nye til: skyldes det indre faktorer – som "dekadence“, religiøse og sociale ombrydninger – eller ydre tryk (germanere, hunner, persere). ?


[[Østromerske Kejserdømme|Østrom]] overlevede det vestromerske kejserriges sammenbrud.

''Imperium Romanum''s "forfald og undergang" under [[senantikken]] lå fast, blot var årsagerne hertil omstridte. I ældre forskning slog især [[Edward Gibbon]] tonen an. I sit værk ''The History of the Decline and Fall of the Roman Empire'' postulerede han i 18. århundrede, at Rom ikke var gået under pga. indre strukturelle svagheder. Han lagde skylden på [[kristendommen]], som havde svækket det gamle [[Romerriget|romerske rige]]. Han tilsluttede sig [[Charles-Louis de Secondat Montesquieu|Montesquieus]] dekadenceteori og [[Voltaire]]s ideer om kirken. Det endelige sammenbrud skyldtes trykket fra en ydre fjende på et svækket imperium.

Dannelse: Skønt der ved senantikkens slutning ca. [[550]] var tilbagegang i [[dannelse]]n (først i vest, senere i øst, ''[[paideia]]''), er det mere produktivt at tale om en "transformation" end om forfald og undergang. Denne "forvandling" bliver angrebet af nogle forskere som Bryan Ward-Perkins. De henviser til [[arkæologi]]ske fund og taler igen om en nedgang, der skulle have ramt Vestrom i 5.&nbsp;århundrede og Østrom i det tidlige 7.&nbsp;århundrede.<ref>Sammenlign dertil [http://hsozkult.geschichte.hu-berlin.de/rezensionen/2007-3-022 "fachwissen".] en diskussion hos [[:de:H-Soz-u-Kult|''Humanities Sozial- und Kulturgeschichte'']].</ref> Heller ikke disse forskere anser imidlertid fremkomsten af indre forfald for årsagen til denne udvikling, men trykket fra en ydre fjende og økonomiske vanskeligheder.

Men denDen økonomiske nedgang: somDen begrundelse for forfaldet har vel kun begrænset gyldighed. Senantikken var – frem for at være en stivnet tid – en tid med ombrydninger og ofte økonomisk vitalitet, især – men i begyndelse ikke kun – i øst,<ref>Sml. Demandt, ''Spätantike'', s. 453</ref> også selv om der vel i nogle regioner var en befolkningstilbagegang.<ref>Jones, ''LRE'', bd. 2, s. 1038 ff.</ref>

Bureaukrati: Det samme gælder den nedvurderende betegnelse ''dominat'' ("[[Dominatet]]" 284-395?), som [[Theodor Mommsen]]) anså for militærdiktatur og despoti i det senromerske rige. Bureaukratiseringen tog ganske vist til, også selv om det romerske rige i sammenligning med moderne samfund snarere var underadministreret. Dertil kom, at militæret unddrog sig ofte kejserens kontrol som kirken og dele af aristokratiet, hvad der var af større betydning; [[slaveri]]et aftog,<ref>Sml. Demandt, ''Spätantike'', s. 454.</ref> og [[kolonat]] øgedes (bøndernes binding til jorden, et fæstebondesystem).

Militært forfald: Den [[Senantikken#Den senromerske hær|romerske hær]] var ikke længere i stand til at beskytte grænserne effektivt i vest pga. ringe mandskabsstyrke og rustningsfremskridt hos germanerne; en betydelig åreladning var [[Slaget ved Adrianopel (378)|slaget ved Adrianopel]] (378) og [[slaget ved Frigidus]] (394). I øst stod imperiet mod [[Sassaniderne|Sassaniderriget]]s hær. Stadig flere [[Romersk borger|romerske borgere]] unddrog sig tjeneste i hæren, som især bestod af [[lejesoldat]]er.

Islam: De germanske ''[[foederati]]'' overtog omkring 470 helt forvaltningen af deres egne områder; de erkendte dog i reglen stadig den østromerske kejser som deres overherre. Endnu [[Justinian 1.|Justinian]] var i stand til militært også at sætte den romerske fordring på herredømme igennem i vesten &nbsp; i det mindste delvis og for en begrænset tid. Først den [[islamiske ekspansion]], som i al fremtid forhindrede [[Romerske kejsere#Østromerske Kejsere|kejserne i Konstantinopel]] i at udøve virksom indflydelse i vest, betød den endelige undergang for det romerske rige.

Det er svært at nævnefinde grundene til det vestromerske riges undergang. I øst viste kristendommen sig forenende. "Dekadence" har ifølge de fleste moderne forskere været en afgørende faktor, skønt der gives kildeudsagn der beklager overklassens "moralske forfald". Inden for kulturen var den litterære produktion endnu betragtelig høj. Inden for historieskrivningen fremkom endnu helt til [[antikkens slutning]] betydelige værker (se blandt andet [[Ammianus Marcellinus]], [[Olympiodoros af Theben]], [[Priscus|Priskos]], [[Procopius|Prokopios af Caesarea]]); og digtere som [[Claudian]] og [[Corippus]] eller filosoffer som [[Anicius Manlius Severinus Boëthius|Boëthius]], [[Simplikios]] og [[Damaskios]].<ref>Sml. til vurderingen af senantikken i den nyere forskning forskellige bidrag i Philip Rousseau (udg.): ''A Companion to Late Antiquity''. Malden (Massachusetts) u.a. 2009.</ref>

Systemmangler: iI både forvaltningen og i hæren: Siden opkomsten af [[Sassaniderriget]] i 3.&nbsp;århundrede havde ''Imperium Romanum'' til forskel fra tidligere nu permanent en farlig rival, som krævede alle kræfter; da trykket på den nordlige grænse tiltog stærkt med [[hunner]]nes optræden og begyndelsen på de senantikke [[Folkevandringstiden|folkevandringer]], var i det mindste vestrigetVestriget blevet anstrengt eller presset for meget. Det blev ramt med stor styrke af kraften i denne [[folkevandring]] (375−568), især da der var færre styrker dér end ved [[Donau]] og [[Eufrat]]. Vesten rådede vel ikke over samme befolkningsantal og økonomiske formåen som Østriget, og dens provinser var mere sårbare − og derudover lykkedes det åbenbart i stadig mindre grad for den vestromerske stat at få del i rige [[Det romerske Senat|senatorers]] endnu delvis store private formuer og at udskrive et tilstrækkeligt antal [[Romersk borger|romerske borgere]] til militærtjeneste.