Georgij Sjukov: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
indsat infoboks militær person, redigeret
m Småret
Linje 15:
| senere =
}}
'''Georgij Konstantinovitj Zjukov''' ({{lang-ru|Гео́ргий Константи́нович Жу́ков}}, {{Lit|Geórgij Konstantínovitj Zjúkov}}; født [[1. december]] [[1896]] i landsbyen Strelkovka, [[Kaluga guvernement]] (nu [[Kaluga oblast]]), [[Det Russiske Kejserrige]], død [[18. juni]] [[1974]] i [[Moskva]], [[Sovjetunionen]]) var en [[Sovjetunionen|sovjetisk]] marskal, der var internationalinternationalt kendt for sin ledelse under [[slaget om Moskva]] ([[1941]]) og [[slaget om Berlin]] ([[1945]]). Han var Sovjetunionens repræsentant ved Tysklands betingelsesløsbetingelsesløse kapitulation i Berlin.
 
== Karriere ==
Linje 25:
Efter den tyske invasion i Sovjetunionen i [[1941]] deltog Zjukov i forsvaret af [[Leningrad]] og i [[slaget om Moskva]]. I [[1942]] ledede han de sovjetiske styrker i modoffensiven i [[slaget om Stalingrad]] og havde en ledende stilling i [[panserslaget ved Kursk]] i [[1943]].
 
I [[1944]] og [[1945]] ledede Zjukov flere offensiver mod tyskerne. Som [[Josef Stalin]]s yndlingsmarskal var det Zjukov, som fik til opgave at indtage [[Berlin]]. [[Slaget om Berlin]] blev indledt fra floderne [[Oder]] og [[Lausitzer Neiße|Neisse]] den [[16. april]] [[1945]]. Imidlertid havde Zjukovs [[Den Røde Hær]] store problemer med at bryde den tyske modstand ved [[Seelow]]-højderne. Derfor gav Stalin hans rival, marskal [[Ivan Konjev]], til opgave at vende sine styrker mod Berlin. Af den grund blev det de to marskaller, som ledede militæroperationerne, som førte til den endelige erobring af [[Tyskland]]s hovedstad.
{{POV-afsnit|dato=maj 2016}}
[[Fil:Allies at the Brandenburg Gate, 1945.jpg|thumb|Zjukov i Berlin efter indtagelsen (1945)]]
[[Fil:RR5110-0008R.gif|thumb|Ryttermonument af Zjukov, på en erindringsmønt for 50-året for sejrsparaden i Moskva.]]
Efter Tysklands betingelsesløse kaputilation den [[8. maj]] [[1945]] blev Zjukov chef for den sovjetiske besættelse i Østtyskland. Den store sejrsparade fandt sted i Moskva den [[24. juni]] 1945 anført af Zjukov, som red over [[Den Røde Plads]] på en [[skimmel (hest)|skimmel]]. Efter sigende gjorde det Stalin jaloux. Zjukovs problemer begyndte for alvor, da han ikke ud til at ville nedtone sine betydelige bidrag til Sovjetunionens krigssejre. Med tiden ønskede Stalin at blive fremstillet som hovedarkitekten bag triumfen; han ville ikke dele æren med nogen, uanset deres retmæssige krav. Han så derfor på Zjukov med stærk mistro. Stalins ønske om, at generalerne skulle kende deres plads, førte til, at mange blev arresteret. Zjukov slap imidlertid med at dele skæbne med dem. Han var for populær, måtte Stalin sande.
 
I stedet blev Zjukov overført til [[Odessa]] i [[1947]] som leder af det lokale militærdistrikt. Med denne degradering fik Stalin kørt ham ud på et sidespor i sovjetisk politik. For en sikkerheds skyld lod Stalin udstede forbud mod at omtale Zjukov i massemedierne.
 
Efter Stalins død i [[1953]] blev Zjukov imidlertid kaldt tilbage til Moskva og blev forsvarministerforsvarsminister. I den egenskab var han ansvarlig for Sovjetunionens indmarch i [[1956]] til nedkæmpelse af [[opstanden i Ungarn]]. Zjukov deltog desuden i det mislykkede partioprør mod [[Nikita Khrusjtjov]] i 1957 og blev derefter fjernet af centralkomiteen.
 
Nu spillede Zjukov ingen stor politisk rolle, selv om [[Bresjnev]] fik ham ind i varmen igen i [[1964]]. Zjukov forblev meget populær i Sovjetunionen, hvad der ikke nødvendigvis var et fortrin i regimets øjne.
 
Bresjnevs forfængelighed gav sig udslag i hans ønske om at få en mere fremtrædende plads i Sovjetunionens historie under 2. verdenskrig, end historien berettigede: Zjukov var [[Den Røde Hær]]s betydeligste og dygtigste strateg under [[2. verdenskrig]], mens Bresjnev var en forholdsvis anonym, politisk kommissær. Bresjnev var følsom overfor dette misforhold og passede på, at Zjukov ikke stillede ham i skyggen.
 
Zjukov blev begravet under fuld militær hædersbevisning.