Wikipedia

Forskel mellem versioner af "Romerrigets undergang"

Romerrigets undergang (redigér)

Versionen fra 16. aug. 2017, 12:18

13.930 bytes fjernet ,  for 4 år siden
alt
(alt)
(alt)
{{eftersyn|ADD melina01020 på altinstagram, snapchat, twitter, tubler og musical.ly
|dato=april 2010}}
 
ADD melina01020 på alt
[[Fil:Heinrich_Leutemann,_Plünderung_Roms_durch_die_Vandalen_(c._1860–1880).jpg|thumb|300px|Fantasifremstilling fra 19.århundrede af vandalernes plyndring af Rom 455]]
 
 
instagram ADD melina01020 snapchat ADD melina01020 twitter ADD melina01020 tumbler ADD melina01020
 
== Ældre forskning ==
''Imperium Romanum''s "forfald og undergang" under [[senantikken]] lå fast, blot var årsagerne omstridte. I ældre forskning slog især [[Edward Gibbon]] tonen an. I sit værk ''The History of the Decline and Fall of the Roman Empire'' postulerede han i 18. århundrede, at Rom ikke var gået under pga. indre strukturelle svagheder. Han lagde skylden på [[kristendommen]], som havde svækket det gamle [[Romerriget|romerske rige]]. Han tilsluttede sig [[Charles-Louis de Secondat Montesquieu|Montesquieus]] dekadenceteori og [[Voltaire]]s ideer om kirken. Det endelige sammenbrud skyldtes trykket fra en ydre fjende på et svækket imperium.
 
Endnu i 19. og begyndelsen af 20. århundrede gav man kristendommen og det ydre tryk fra germanerne skylden for Roms fald. Endnu [[Otto Seeck]] anså senantikken som en ren forfaldstid, mens [[Henri Pirenne]] anførte den islamiske ekspansion som årsag til sammenbruddet (se [[Islamiske ekspansion|Den islamiske ekspansion]] og [[Pirenne-tesen]]).
 
Ikke alle forskere mente, at et indre forfald havde spillet den afgørende rolle. Men forfalds- eller dekadencetankegangen påvirkede længe tid forskningen. Tanken om, at store riger gennemlevede en cyklus af opstigning, blomstring og forfald, blev formuleret i antikken om Persien af [[Herodot]] og [[Xenofon]]. [[Sallust]] tænkte på den romerske republik. Disse tanker har efterladt sig dybe spor i vesterlandsk tænkning.
 
Andre har søgt andre svar: [[Oswald Spengler]] tænker sig et cyklisk forløb som grundprincip i verdenshistorien. Efter et storriges opståen fulgte en nedgang (''Der Untergang des Abendlandes'').
 
[[Arnold J. Toynbee]]: et svigt i moralen og [[Tilfældighed|tilfældigheder]]. Den cykliske skole har få støtter blandt oldtidshistorikere. Senantikken bliver tydet som spejlbillede på nutidens samfund. På den måde kan forskere som Spengler revse deres egen tid.
 
== Nyere forskning ==
I dag er senantikken mellem ca. 300 og 600 tydet langt mere differentieret end hos [[Otto Seeck]]. "Dekadenceteorien" er i dag forældet, især fordi mange forskere lægger vægt på periodens vitalitet, hvor vægten har forskudt sig fx på det kulturelle område. Den nye vurdering hænger også sammen med, at man har bestræbt sig på en mere neutral bedømmelse af den næste periode.
 
 
Dannelse: Skønt der ved senantikkens slutning ca. [[550]] var tilbagegang i [[dannelse]]n (først i vest, senere i øst, ''[[paideia]]''), er det mere produktivt at tale om en "transformation" end om forfald og undergang. Denne "forvandling" bliver angrebet af nogle forskere som Bryan Ward-Perkins. De henviser til [[arkæologi]]ske fund og taler igen om en nedgang, der skulle have ramt Vestrom i 5.&nbsp;århundrede og Østrom i det tidlige 7.&nbsp;århundrede.<ref>Sammenlign dertil [http://hsozkult.geschichte.hu-berlin.de/rezensionen/2007-3-022 "fachwissen".] en diskussion hos [[:de:H-Soz-u-Kult|''Humanities Sozial- und Kulturgeschichte'']].</ref> Heller ikke disse forskere anser imidlertid fremkomsten af indre forfald for årsagen til denne udvikling, men trykket fra en ydre fjende og økonomiske vanskeligheder.
 
Den økonomiske nedgang: Den begrundelse for forfaldet har vel kun begrænset gyldighed. Senantikken var – frem for at være en stivnet tid – en tid med ombrydninger og ofte økonomisk vitalitet, især – men i begyndelse ikke kun – i øst,<ref>Sml. Demandt, ''Spätantike'', s. 453</ref> også selv om der vel i nogle regioner var en befolkningstilbagegang.<ref>Jones, ''LRE'', bd. 2, s. 1038 ff.</ref>
Selv efter den germanske invasion i 5.&nbsp;århundrede var økonomien gennemgående stærkt regionalt. Eksempler er dele af [[Gallien]] eller Nordafrika, anderledes så det dog ud i [[Romersk Britannien|Britannien]].
 
Bureaukrati: Det samme gælder den nedvurderende betegnelse ''dominat'' ("[[Dominatet]]" 284-395?), som [[Theodor Mommsen]]) anså for militærdiktatur og despoti i det senromerske rige. Bureaukratiseringen tog ganske vist til, også selv om det romerske rige i sammenligning med moderne samfund snarere var underadministreret. Dertil kom, at militæret ofte unddrog sig kejserens kontrol: lige som kirken og dele af aristokratiet, og hvad der var af større betydning; [[slaveri]]et aftog,<ref>Sml. Demandt, ''Spätantike'', s. 454.</ref> og [[kolonat]] øgedes (bøndernes binding til jorden, et fæstebondesystem).
 
[[Kristendommen]]: mange mænd anvendte deres liv i kirkens tjeneste og gik således tabt for staten. Men den nye religion stabiliserede kejserdømmet. Det statslige bureaukrati kæmpede med [[korruption]] (og ordet betyder ligefrem forfald).<ref>Sml. Jones, ''LRE'', Bd. 2, s. 1063f.</ref> Alle de forskere, der primært gør indre faktorer ansvarlige for rigets undergang, må grundlæggende stille sig det spørgsmål hvordan den østlige del af imperiet til forskel fra den vestlige praktisk taget kom ubeskadiget gennem krisen i 5.&nbsp;og&nbsp;6.&nbsp;århundrede og tillige overvandt [[Islamiske ekspansion|den islamiske ekspansion]] – ganske vist i stærkt formindsket størrelse.
 
Militært forfald: Den [[Senantikken#Den senromerske hær|romerske hær]] var ikke længere i stand til at beskytte grænserne i vest pga. ringe mandskabsstyrke og rustningsfremskridt hos germanerne; en betydelig åreladning var [[Slaget ved Adrianopel (378)|slaget ved Adrianopel]] (378) og [[slaget ved Frigidus]] (394). I øst stod imperiet mod [[Sassaniderne|Sassaniderriget]]s hær. Stadig flere [[Romersk borger|romerske borgere]] unddrog sig tjeneste i hæren, som især bestod af [[lejesoldat]]er.
 
Rigets finansieringsproblemer: Østrom kunne stadig i 5.&nbsp;og&nbsp;6.&nbsp;århundrede underholde en hær, der kunne klare sine opgaver. Men ikke i vesten efter 400, især fordi de indtrængende [[germaner]]e – blandt andet med [[Rhinovergangen 406]] – slog sig ned der. [[Vandaler]]ne erobrede i 430'erne den rigeste vestromerske provins ''[[Africa (romersk provins)|Africa]]'', mens til slut udbredte dele af [[Hispania]] og [[Gallien]] i 460'erne og 70'erne faldt til [[goter]]ne. Af disse grunde faldt skattegrundlaget voldsomt for Vestrom.
 
Ikke-romerske lejesoldater: de var billigere end en hjemmehær. Germanere, hunner og andre tjente i hæren, der blev stadig mere [[Barbarer|''barbariseret'']]. Dertil kom et stærkt tryk på grænsen. Det lykkedes ikke længere at kontrollere germanerne og tage dem med i rigsforbundet.<ref>Demandt, ''Spätantike'', s. 471. Sml. også Heather, ''Fall of the Roman Empire'', passim.</ref> Problemet med "upålidelige" barbarer optrådte ifølge kilderne desuden kun for ''[[foederati]]'', altså for de germanere der var forbundsfæller, ikke for de germanere der var integreret i hæren.<ref>Jones, ''LRE'', bd. 2, s. 1038.</ref> Germanerne ''overtog'' det vestromerske rige ved den middelalderens begyndelse snarere end de ''erobrede'' det.<ref>Dertil Goffart, ''Barbarians and Romans''.</ref>
Den i udstrakt grad manglende modstand mod germanerne kan ifølge flere forskere egentlig kun betyde to ting: Enten var de engang så krigeriske romere faldet hen i [[apati]], eller de opfattede slet ikke barbarerne som farlige indtrængere.
 
Inkompetente børnekejsere: ([[Flavius Honorius|Honorius]], [[Valentinian III]].). Flere generaler (''[[magister militum]]'') ville hellere gribe til våben mod den romerske regering end forsvare Rom. Trods alt: [[Majorian]] genvandt ind imellem initiativet. Vestroms magt var før 476 og 480 midlertidig kun en skygge af sig selv – den kejserlige centralregering i [[Ravenna]] blev til sidst undermineret af den germanske hærfører. Som en skillelinje lå mordet [[454]] på den vestromerske general [[Flavius Aëtius]], som med sin hær havde opretholdt det romerske herredømme i Italien, store dele af Gallien såvel som [[Katalonien]] og [[Dalmatien]]. Da kejser [[Anthemius]] 468 ikke havde held til et forsøg på underlægge sig det rige Nordafrika, mistede det vestromerske kejserdømme al autoritet og blev 476 afskaffet.
 
Islam: De germanske ''[[foederati]]'' overtog omkring 470 helt forvaltningen af deres egne områder; de erkendte dog i reglen stadig den østromerske kejser som deres overherre. Endnu [[Justinian 1.|Justinian]] var i stand til militært at sætte den romerske fordring på herredømme igennem i vesten &nbsp; i det mindste delvis og for en begrænset tid. Først den [[islamiske ekspansion]], som i al fremtid forhindrede [[Romerske kejsere#Østromerske Kejsere|kejserne i Konstantinopel]] i at udøve virksom indflydelse i vest, betød den endelige undergang for det romerske rige.
 
 
Systemmangler: I både forvaltningen og hæren: Siden opkomsten af [[Sassaniderriget]] i 3.&nbsp;århundrede havde ''Imperium Romanum'' til forskel fra tidligere nu permanent en farlig rival, som krævede alle kræfter; da trykket på den nordlige grænse tiltog stærkt med [[hunner]]nes optræden og begyndelsen på de senantikke [[Folkevandringstiden|folkevandringer]], var i Vestriget blevet anstrengt eller presset for meget. Det blev ramt med stor styrke af kraften i denne [[folkevandring]] (375−568), især da der var færre styrker dér end ved [[Donau]] og [[Eufrat]]. Vesten rådede vel ikke over samme befolkningsantal og økonomiske formåen som Østriget, og dens provinser var mere sårbare − og derudover lykkedes det åbenbart i stadig mindre grad for den vestromerske stat at få del i rige [[Det romerske Senat|senatorers]] endnu delvis store private formuer og at udskrive et tilstrækkeligt antal [[Romersk borger|romerske borgere]] til militærtjeneste.
 
 
Det er svært at finde en enkelt grund til det vestromerske riges undergang. I øst viste kristendommen sig forenende. "Dekadence" har ifølge de fleste moderne forskere været en afgørende faktor, skønt der gives kildeudsagn der beklager overklassens "moralske forfald". Inden for kulturen var den litterære produktion endnu betragtelig høj. Inden for historieskrivningen fremkom endnu helt til [[antikkens slutning]] betydelige værker (se blandt andet [[Ammianus Marcellinus]], [[Olympiodoros af Theben]], [[Priscus|Priskos]], [[Procopius|Prokopios af Caesarea]]); og digtere som [[Claudian]] og [[Corippus]] eller filosoffer som [[Anicius Manlius Severinus Boëthius|Boëthius]], [[Simplikios]] og [[Damaskios]].<ref>Sml. til vurderingen af senantikken i den nyere forskning forskellige bidrag i Philip Rousseau (udg.): ''A Companion to Late Antiquity''. Malden (Massachusetts) u.a. 2009.</ref>
 
== Se også ==
* [[Senantikken]] – [[Antikkens slutning]] – [[Bogtabet i senantikken]]
* [[Romerske kejsere#Dominatet (fra 284)|Romerske kejsere]] under Dominatet fra 284
 
== Litteratur ==
<!-- Fra det tyske forlæg-->
* Hartwin Brandt: ''Das Ende der Antike. Geschichte des spätrömischen Reiches''. 2. Auflage. Beck, München 2004, ISBN 3-406-51918-0 (en kort, ret konservativ indføring i historien fra 284 til 565).
* Karl Christ (udg.): ''Der Untergang des Römischen Reiches''. 2. oplag. Wissenschaftliche Buchgesellschaft, Darmstadt 1986.
* [[Alexander Demandt]]: ''Geschichte der Spätantike''. Beck, München 1998, ISBN 3-406-44107-6, s. 445 ff.
* Samme.: ''Der Fall Roms''. Beck, München 1984, ISBN 3-406-09598-4 (detaljeret fremstilling af forskellige forklaringsmønstre til "Roms fald")
* Walter A. Goffart: ''Barbarians and Romans A.D. 418–584. The techniques of accomodation''. Princeton University Press, Princeton 1980, ISBN 0-691-05303-0 (indflydelsesrig nyere teori om germanernes rolle; dog ikke uomstridt)
* [[Peter Heather|Peter J. Heather]]: ''The Fall of the Roman Empire. A New History''. Oxford University Press, New York 2006, ISBN 0-19-515954-3 (Heather ser især hunnerne som grunden til germanernes indtrængen i Romerriget; se også artiklen nævnt herunder)
* Peter J. Heather: "The Huns and the End of the Roman Empire in Western Europe". I: ''English Historical Review''. Vol. 110, 1995, s. 4–41.
* Alfred Heuß: ''Römische Geschichte''. 7. oplag. Schöningh, Paderborn 2000, særlig s. 500–506, 601 ff.
* Arnold Hugh Martin Jones: ''The Later Roman Empire 284-602. A Social, Economic and Administrative Survey''. 2 bind, Baltimore 1986 (Optryk af udgaven i tre bind, Oxford 1964), specielt bind 2, s. 1025 ff. (vigtigt og detaljeret standardværk, skønt delvis "overhalet" og kun svært læselig for lægfolk).
* Walter Pohl: ''Die Völkerwanderung. Eroberung und Integration''. 2. oplag. Kohlhammer, Stuttgart 2005. ISBN 3-17-018940-9.
* Bryan Ward-Perkins: ''The Fall of Rome and the End of Civilization''. Oxford University Press, Oxford 2006, ISBN 978-0-19-280728-1 (Fremstilling af det vestromerske riges slutning som i modsætning til Walter Goffart forstår denne proces som et brutalt indsnit)
 
== Eksterne henvisninger ==
* [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/hto/hto_12rk_0002-PDF/hto_12rk_0002_79392.pdf Torben Damsholt: "Det senromerske samfund" (''Historisk Tidsskrift'', 12. række, Bind 2; 1966)]
* [http://www.mpier.uni-frankfurt.de/pdf/referenz_rom/kempe-untergang_referenz_rom.pdf "Der Untergang Roms"], fra Uni-Frankfurt.de (PDF; 109 kB) {{de sprog}}
* [http://blog.oup.com/oupblog/2005/12/the_fall_of_rom.html The Fall of Rome], en samtale mellem [[Peter Heather]] og Bryan Ward-Perkins {{en sprog}}
* [http://www.lancs.ac.uk/staff/haywardp/hist119/index.htm "The Fall of Rome"] fra Lancaster University {{en sprog}}
 
* Artiklen er en oversættelse af [http://de.wikipedia.org/w/index.php?title=Untergang_des_R%C3%B6mischen_Reiches&oldid=71197275 denne version] af den tyske, hentet 2010-04-06
 
<!--;Noter tilkommet i under og efter oversættelsen
{{Reflist|group=note}}-->
;Referencer
{{Reflist|2}}
 
[[Kategori:Romerriget|Undergang]]
Anonym bruger
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Speciel:MobileDiff/9196704"