Flogiston-teorien: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Historie: Typo fixing, replaced: fx. → fx ved brug af AWB |
|||
Linje 9:
Fra midten af det 17. århundrede begyndte forholdet at blive et andet: formålet for kemien blev nu efterhånden udvidet til i sidste instans at lære stoffernes nærmere bestanddele at kende, at undersøge de fænomener, der knytter sig til deres dannelse og sønderdeling, og de love, hvorefter disse processer indtræder, samt at bestemme, hvorvidt stoffernes kemiske egenskaber var afhængige af deres sammensætning. Kemiens udvikling som selvstændig videnskab blev fra nu af det væsentligste mål for denne videnskabs dyrkere, uden at dens betydning som hjælpevidenskab tabtes af sigte. Den flogistiske kemi rettede dog væsentligst sit blik mod forklaringen af de kvalitative fænomener; om der med disse var forbundet nogen forandring i de kvantitative forhold, om der altså med forandringer i kvalitet var forbundet nogen [[vægt]]forøgelse eller noget vægttab, derpå lagde man ikke nogen egentlig vægt, og derved adskilte den flogistiske kemi sig væsentlig fra nutidens.
I sit banebrydende værk ''Chemista scepticus'' fra 1661 påviste [[Robert Boyle]] uholdbarheden af de tidligere anskuelser om de kemiske elementer, såvel de aristoteliske som alkymiens og iatrokemiens; kun de påviselige og usønderdelelige kemiske bestanddele af de forskellige stoffer skulle gælde som de virkelige kemiske grundstoffer. Han nåede derved til en klarere forståelse af den kemiske forbindelses natur i modsætning til den mekaniske blanding. Boyle slog ind på den rent empiriske forskning, og denne vej fulgte efterhånden et stedse voksende antal kemikere, blandt andre Mayow, Lemery og Homberg i Frankrig, Kunkel og Becher i Tyskland. Særlig [[forbrænding]]sfænomenerne lagde i den flogistiske tidsalder beslag på opmærksomheden, og for disse opstillede Becher og særlig [[Georg Ernst Stahl]] en teori kaldet flogistonteorien, der blev den herskende lige til den sidste fjerdedel af det 18. århundrede. Efter denne teori betinges alle forbrændingsprocesser, hvad enten det er [[metal]]ler eller [[organisk stof|organiske stoffer]], der brænder, af, at vedkommende brændbare stof indeholder ''flogiston'' (af ''φλογιζειν'', at sætte i brand), et hypotetisk element, der ved forbrændingen går bort i luften, som må være til stede for at optage det. Herved frigøres de tidligere med ''flogiston'' forbundne stoffer og bliver tilbage som "aske" eller "metalkalk" eller forflygtiges sammen med ''flogiston'' således som svovlsyrling og [[svovlsyre]]. Disse forbrændingsprodukter udgør altså sammen med ''flogiston'' det oprindelige, brændbare stofs grundbestanddele eller elementer; ønsker man at gendanne det oprindelige stof, må man ifølge flogistonteorien atter forene asken, metalkalken og så videre med ''flogiston'', idet man opheder dem med en flogistonrig substans, fx
Skønt Stahrs flogistonteori, som vi nutildags ved, tyder forbrændingsfænomenerne på en måde, der netop er modsat virkeligheden, tiltalte dog forklaringens simpelhed den kemiske verden i så høj grad, at den fandt almindelig tilslutning og blev den herskende i mere end et århundrede; den gamle anskuelse, at forbrændingen altid var forbundet med en tilintetgørelse eller sønderdeling, var for indgroet til, at den omstændighed, at man allerede fra tidligere tid kendte eksempler på, at der ved visse forbrændinger indtrædte en vægtforøgelse af det brændende stof, kunne påvirke flogistikerne; man anså i almindelighed vægtforøgelsen for et uvæsentlig fænomen, og selv en kemiker, der således som Lemery havde sin opmærksomhed mere henvendt på denne, vedblev dog at tro på eksistensen af ''flogiston'', idet han antog, at forbrændingen var et slags dobbeltfænomen: det brændende stof afgav ''flogiston'', men optog samtidig en "ponderabel ildmaterie", der var årsag til vægtforøgelsen; senere veg man endog ikke tilbage for at tillægge ''flogiston'' "negativ Vægt" for derved at forklare det fænomen, at vedkommende metalkalk, som metallet efterlod ved forbrændingen, vejede mere end det oprindelige stof, der foruden kalken indeholdt ''flogiston''. Selv om imidlertid flogistonteorien i længden måtte være uholdbar, fordi den var ganske ude af stand til at give en blot nogenlunde antagelig forklaring på vægtforøgelsen ved metallernes forbrænding, så fandtes der dog blandt denne teoris tilhængere mænd, der i retning af videnskabelig produktivitet og betydningsfulde opdagelser næppe er overtrufne af senere tiders kemikere. Af betydelige kemikere fra den omtalte periode skal nævnes [[Hermann Boerhave]] og [[Andreas Marggraf]] i Tyskland, [[Étienne François Geoffroy]], [[Duhamel de Monceau]] og Maquer i Frankrig, [[Black Priestly]] og [[Henry Cavendish]] i England, Bergmann og [[Carl Wilhelm Scheele]] i Sverige.
| |||