Cirka en femtedel af jordens plantedække indtages af græsser.<ref name="Shantz1954" /> [[Savanne]]r og [[steppe]]r danner de største, naturlige græsområder på jorden i [[klimazone]]r, der ikke er egnet til skov. Dertil kommer de af mennesket skabte kulturlandskaber i især [[Centraleuropa]]. De er opstået i en lang proces efter [[istiden]], hvor skove er blevet omdannet til enge og græsgange.
De varige, mere eller mindre tætte græsbestande gør gavn på mange måder. De forhindrer fremforfrem for alt ved hjælp af deres tætte rodsystem erosion af jord på grund af vind og vand. Desuden skaber de ved deres rodnet et højt indhold af organisk stof i jorden. Cirka en tredjedel af planternes [[primærproduktion]] forbliver tilbage under jorden i græsområder og fører dermed til [[humus]]dannelse. Dertil bidrager hvert år det døde overjordiske plantemateriale, der bliver tilbage som dækningsmateriale og kun langsomt nedbrydes. I flere græsområder spiller naturlige ildebrande en afgørende rolle. Lyn antænder ved afslutningen på vækstperioden den døde plantemasse. De uorganiske [[Næringsstof (plantenæring)|næringsstoffer]] i asken fremmer som [[gødning]] planternes nye vækst. Derudover bliver trævækst ødelagt. Brandene bidrager således til at holde græslandskabet åbent. Græsområder bebos af og ernærer en artrig og mangfoldig dyreverden af [[insekter]] ([[Termit (insekt)|termitter]] og [[myrer]]), [[spindler]]e, [[fugle]], småpattedyr og ikke mindst græssende flokke af store [[pattedyr]] som på de afrikanske savanner.<ref name="Haber" />
