George Sand: Forskelle mellem versioner

| ægtefælle senere foto = <!--P26 kan hentes fra Wikidata ɸ--><!-- Brug {{marriage}}, hvis muligt -->

'''Armandine Aurore Lucile Dudevant''', født Dupin ([[1. juli]] [[1804]] – [[8. juni]] [[1876]]), var en fransk forfatter og baronesse. Hun brugte [[pseudonym]]et '''George Sand'''.

George Sand huskes i dag nok mest for sine kærlighedsaffærer med f.eks. [[Prosper Mérimée]], [[Alfred de Musset]] og [[Frédéric Chopin]]. I samtidenHun var hun desudenogså berygtet for enat opførsel, der ikke helt stemte med tidens begreber om kvindelighed. F.eks. røg hunryge cigarer og gikgå i mandetøj. Først og fremmestHun var hun dog en af sin tids betydeligste franske romanforfattere.

Sands far, Maurice Dupin, var barnebarn af [[Moritz af Sachsen (1696-1750)|Moritz af Sachsen]], som var fransk general i Frankrigs hær. Moritz var uægte søn af [[August 2. af Polen|August den stærke]], konge af Polen og kurfyrste af Sachsen.<ref>[http://www.cbx41.com/ext/http://www.cbx41.com/photo-1326389-Mus-e-de-la-Vie-romantique_6164_jpg.html Musée de la Vie Romantique, Paris (Sands stamtræ)] {{fr sprog}}</ref> Sands mor, Sophie-Victoire Delaborde, var [[modist]].

Sand blev født i Paris, men tilbragte meget af sin barndom hos sin farmor, Marie Aurore de Saxe, også kendt som Madame Dupin de Francueil, på hendes gods Nohant i den franske provins [[Berry]]. Senere i livet brugte Sand omgivelserne i Nohant som inspiration til nogle af sine romaner.

I 1822, da Sand var 18 år, giftede hun sig med baron Casimir Dudevant (1795-1871), der var uægte søn af baron Jean-François Dudevant. Parret fik to børn: Maurice (1823-1889) og Solange (1828-1899). I begyndelsen af 1831 gik hun fra sin mand og indledte et nyt liv præget af kærlighedsaffærer med forskellige mændkærlighedsaffærer. I 1835 fik hun skilsmisse og overtog forældremyndigheden over sine børn.

SandsSand havde kærlighedsaffærer involveredemed Jules Sandeau (1831), [[Prosper Mérimée]], [[Alfred de Musset]] (sommeren 1833 – marts 1835), Louis-Chrystosome Michel, forfatteren Charles Didier, Pierre-François Bocage, [[Félicien Mallefille]], [[Louis Blanc]] og [[Frédéric Chopin]] (i perioden 1837-47).<ref>Szulc, Tad. ''Chopin in Paris'', s. 160, 165, 194–95.</ref> Senere i livet førte hun en korrespondance med [[Gustave Flaubert]]; på trods af forskelle i temperament endte de med at blive nære venner. Sand var også tæt knyttet til skuespillerinden Marie Dorval,. hvilketDet skabte grobund for rygter om et lesbisk forhold.<ref>[http://www.randomhouse.com/catalog/display.pperl?isbn=9780679779186&view=excerpt Jack, Belinda. ''George Sand''. Random House, Inc.]</ref>

På Mallorca kan man i dag besøge det nedlagte [[Karteuserordenen|karteuserkloster]] i [[Valldemossa]], hvor Sand tilbragte vinteren 1838-39 sammen med Chopin og sine to børn.<ref>[http://www.valldemossa.com/museoin.htm Om klosteret i Valldemossa].</ref> Hun beskrev rejsen i sin bog ''Un Hiver à Majorque'' (”En Vinter på Mallorca”), udgivet i 1855.

Chopin var allerede syg af tuberkulose (eller, som der også er blevet argumenteret for, [[cystisk fibrose]]), og han og Sand troede, at en rejse til Mallorca ville have en gavnlig virkning pågavne hans helbred; men den mallorcanske vinter var kold og regnfuld og forværrede Chopins symptomer, så rejseselskabet måtte forlade øen i hast.

Sand og Chopin slog op to år før Chopins død. Der var forskellige årsager til bruddet. I 1847 udgav Sand romanen ''Lucrezia Floriani'', der handler om en syg østeuropæisk fyrste ved navn Karol, som bliver passet af skuespillerinden Lucrezia.<ref>Szulc, Tad. ''Chopin in Paris'', s. 326.</ref> Hovedpersonerne kan identificeres med Chopin og Sand; selvomselv om Sand benægtede at have karikeret Chopin i sin roman, har han muligvis følt sig krænket over hentydningerne i den.

Sands søn Maurice brød sig heller ikke om Chopin. Maurice ønskede at overtage rollen som ”herren i huset” og så Chopin som en rival.

I 1847 bragte Chopin og Sand deres ti år lange forhold til ophør. I 1849 døde Chopin i Paris. På det tidspunktHan var han fattig, men hans rige skotske elev Jane Stirling havde lejet en stor lejlighed til ham i 12 Place Vendôme 12, hvor han tilbragte den sidste tid. Stirling betalte også udgifterne til hans begravelse i [[Madeleinekirken]]. Begravelsen blev overværet af mere end 3000 mennesker, deriblandt [[Eugène Delacroix]], [[Franz Liszt]], [[Victor Hugo]] og andre berømtheder. George Sand deltog dog ikke.

Under [[Pariserkommunen]] støttede hun regeringen i [[Versailles]] og opfordrede demden til at slå hårdt ned på ”rebellerne” i Paris. <ref>[http://www.tsr.ch/video/archives/50/1619338-les-dossiers-de-l-histoire-henri-guillemin-presente-la-commune-de-paris.html#/emissions/archives/50/1619338-les-dossiers-de-l-histoire-henri-guillemin-presente-la-commune-de-paris.html Videokonference med den franske historiker Henri Guillemin om Pariserkommunen] {{fr sprog}}</ref>

George Sand døde i Nohant nær [[Châteauroux]] i det franske departementdepartementet [[Indre]] den 8. juni 1876, 71 år gammel. Hun ligger begravet på Cimetière de Nohant på godset Nohants område. I 2004 blev det foreslået at flytte hendes jordiske rester til [[Panthéon]] i Paris.

* {{fr sprog}} Sand, George. ''Correspondence'' (George Sands korrespondance med sine samtidige).