Svend Tveskæg: Forskelle mellem versioner

Harald Blåtand fik sønnen Sven med en kvinde ved navn [[Gunhild (dansk dronning)|Gunhild]]. I nogennogle gamle kilder optræder Sven som en illegitim søn af Harald Blåtand og blev opfostret af den mytiske vikinghøvding [[Palnatoke]], jarl af [[Jomsborg]]. Selv om det ikke er blevet bevist på nogen måde, er det blevet hævdet at Sven ikke arvede kongedømmet efter sin fader, men at han gjorde oprør og nedkæmpede og dræbte ham i et slag. Ophavet til denne opfattelse er formentlig Adam af Bremen, som bygger beretningensin beretning op om en [[Det gamle testamente|gammeltestamentelig]] skabelon; Synden (drabet på Harald], straffen (Sven tages til fange), landflygtighed og [[anger]], som fører til Svens generobring af magten.<ref name="skov"/> Det er måske ikke rigtigt, men der er indikationer på, at Harald Blåtand ikke frivilligt opgav kronen til fordel for sønnen. Det eneste, som vi ved med sikkerhed, er, at Sven kom på tronen efter faderens død i en periode, der kan strække sig over årene 979 til 987. Dette store interval i tidsangivelsen skyldes især debatten om [[Trelleborg (ringborg)|vikingeborgenes]] bygherre. Poul Nørlund mente, at den mest sandsynlige tese måtte være, at Trelleborg og Aggersborg (som var de eneste kendte fæstninger, da han udformede teorien) fungerede som træningslejre for soldater forud for Sven Tveskægs erobring af England i 1013. Denne udlægning blev i 1979 tilbagevist af [[dendrokronologi]]en, som fastlagde tre borges opførelse til ca. 981, medmindre det accepteres, at disse træningslejre først kunne benyttes til at realisere formålet over tredive år senere.<ref name="Olaf"/>

Den danske hær var forstærket med de frygtede Jomsvikinger, ledet af [[Sigvalde jarl]], høvding af [[Jomsborg]] efter Palnatoke. Et sagn, som Snorre gentager, siger, at Sven blev taget til fange af Sigvalde, ført til Jomsborg og tvunget til at slutte fred med venderkongen [[Boleslav 1. af Polen|Boleslaus den Tapre]]. Nødtvunget gik Sven med til aftalen. Sigvalde jarl var allerede gift med Boleslaus’ datter Astrid. Aftalen blev sikret ved, at Sven blev gift med [[Gunhild af Polen|Gunhild (Świętosława)]], en anden af Boleslaus’ døtre, og Boleslaus selv blev gift med [[Thyra Haraldsdatter]], Svens søster. Med Gunhild fik Sven sønnerne [[Harald 2.|Harald Svenssøn]] og [[Knud den Store]]. Ifølge Adam af Bremen blev Sven to gange taget til fange af venderne; hver gang måtte han løskøbe sig med en stor mængde guld.<ref name="skov5"/>

[[Adam af Bremen]] opfatter med henvisning til [[Svend Estridsen]] Sven Tveskæg som en hedning, der først efter omvendelsen og bodsgangen kan vinde sit rige tilbage.<ref name="skov5">Inge Skovgaard_Petersen (1966), s. 5</ref> Om Sven var hedning eller ej var næppe et væsentlig spørgsmål for andre end Adam af Bremen. Sven selv var sandsynligvis realpolitiker nok til at holde sig til den religion, som passede den politik, han førte. En af grundene til Adams raserimodvilje mod Sven kan være, at Svendenne holdtstøttede sig til engelske præster og biskopper frem for dem fra [[Ærkebispedømmet Hamborg-Bremen|Hamborg]] - det bispedømme, som Adam selv var underlagt. Fra England kan der også have været præster af dansk oprindelse, mens Sven havde få forbindelser til tyske præster.

Efter år 1000 var Sven Tveskæg den mægtigste konge i Norden. Sverige sørgetsørgede for at holde sig på afstand, og ægteskabet med Sigrid Storråde var at betragte som en dynastisk fredsaftale med svenskerne. Norge var formelt underlagt Danmark, og Eirik jarl stillede norske skibe og hærfolk til den danske konges disposition.

Den [[Tyskland|tyske]] kirkehistoriker [[Adam af Bremen]] var stærkt kritisk over for Sven og hævder i værket ''Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Pontificum'' fra sidste halvdel af [[11. århundrede|1000-tallet]], at Sven blev afsat af den svenske konge [[Erik Sejrsæl]], som derefter styrede Danmark indtil han døde i [[994]] eller [[995]].<ref name="skov7">Inge Skovgaard_Petersen (1966), s. 7</ref> Dette er aldrig blevet bevist og bliver ikke betragtet som sandsynlig af nutidens historikere, som peger på, at Adam citererstøtter sig til en andenrangsandenhånds kilde. Historikerne mener, at Sven regerede på samme tid som [[Olof Skötkonung]], som Sven var allieret med mod [[Olav Tryggvason]]. Olof var den første konge af det, som modsvarer hele Sverige, fraset [[Skåne]], mens Erik Seiersæl styrede en region omkring [[Uppsala]]. Adams skrifterfremstilling skal kanmåske læses i lyset af Adams forsøg på at fremhæve Harald Blåtand som en helgenkandidat, i modsætning til sønnen Sven, som han hævdede var en hedning.<ref name="skov"/>

Ifølge Adam blev Sven straffet af Gud for sit oprør og for at have forvoldt faderens død. For dette måtte han tilbringe "fjorten år" som landsforvist, hvilket formentlig er en bibelsk reference fra en ekklesiastisk forfatter.<ref name="skov9"/> Adam skriver, at Sven blev beskyttet af alle men måtte til sidst søge tilflugt i [[Skotland]]. Den skotske konge var øjensynlig kendt i Europa som en hedning og en morder. Adams uhistoriske hensigt var nok at vise, at Sven hørte til blandt hedninger og deslige og ikke kunne regere et kristent land, før han accepterede Kristus som sin frelser.

En vurdering af Svens regeringstid må også omfatte en anden af hans biografer, [[Saxo]]s, brug af [[historisk metodekildekritik|kilder]]. Det er sandsynligt, at Saxo har benyttet [[Roskildekrøniken]], [[Adam af Bremen]]s [[Adam af Bremens krønike|krønike]] og [[Sven Aggesen]]s sagaer som forlæg.<ref name="skov">Inge Skovgaard_Petersen (1966), s. 6</ref> Det har været antaget, at der findes et tabt værk, som er fælles forlæg for disse kilders fremstilling. Denne tolkning er imidlertid omstridt.<ref name="skov"/> Den alternative forklaring er, at Saxo har sammenfattet de dele af Adam af Bremens krønike, som han nærede tillid til med oplysninger fra de andre kilder.<ref name="skov16">Inge Skovgaard_Petersen (1966), s. 16</ref> Det hele kompliceres af, at Roskildekrøniken identificerer Svens modstander i krigen som Olaf "Krageben", selv om denne på mange andre punkter bærer præg af afhængighed af Adams fremstilling.<ref name="skov9">Inge Skovgaard_Petersen (1966), s. 9</ref>