Danske besiddelser: Forskelle mellem versioner

[[Danmark]] eller [[kongerækken|den danske konge]] har gennem [[Danmarks historie|tiderne]] haft forskellige geografiske besiddelser, dels uden for landets folkelige grænser, dels i form af mistede landsdele. Landet har dog ikke været samlet i tiden før [[Vikingetiden]], og historikerne har derfor debatteret, hvorvidt der har været tale om flere kongedømmer: danernes rige med kongesæde i [[Lejre]], og [[jyde]]rnes med sæde i [[Jelling]]. Danernes oprindelse er beskrevet i forskellige [[sagn]], men ikke dokumenteret.

Efter den midlertidigt succesfulde erobring af Sverige af [[Christian 2.]] og efterfølgende [[Det Stockholmske Blodbad]] i [[1520]], startede svenskerne endnu en oprørsgruppe, som fordrev de danske styrker igen i 1521. Mens uafhængigheden var blevet genindført, sørgede valget af [[Gustav Vasa]] den [[6. Juni]] [[1523]] til konge for genoprettet uafhængighed og praktisk herredømme for Sverige og opløste den uformelle union. Herefter bestod [[monarki]]et af: [[Kongerige]]t [[Norge]] (med [[Færøerne]] og [[Island]]), Kongeriget [[Danmark]] (med [[Skåne]] mv. samt øer i [[Østersøen]]) og dele{{bør uddybes|dato=2017}} af [[hertugdømme]]t [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]].

Siden vikingetiden og frem til [[1658]] indgik i det danske kerneland foruden det nuværende Danmark også [[Skåne]], [[Halland]] og [[Blekinge]], under et benævnt [[Skånelandene]], hvortil kom [[Bohuslen]], der rettelig hørte under Norge. Skånelandene kom til at spille en central rolle i tiden efter Kalmarunionens sammenbrud: Danmark forsøgte at stække Sverige og tvinge det tilbage i unionen ved at spærre landets forbindelse til Vesteuropa. Sverige lod sig imidlertid ikke kue men valgte i første omgang at satse på en magtudvidelse mod øst inden for Østersøområdet, hvilket lykkedes til fulde. Således styrket kunne Sverige tage opgøret med den danske inddæmningspolitik: stykke for stykke måtte Danmark-Norge afstå fra sine historiske besiddelser på den sydlige del af den skandinaviske halvø indtil, at kun selve Norge var tilbage, og da havde Sverige allerede sikret sig fri gennemsejling til Østersøen og tillige herredømmet over Østersøområdet. Ved [[Freden i Brömsebro]] overdrog Danmark [[#Øsel som dansk provins 1559-1645|Øsel]] og [[#Gotland|Gotland]] i Østersøen og [[Jämtland]] og [[Härjedalen]] fra [[Norge]], samt kontrollen med Halland i 30 år som pant for freden. Efter det katastrofale nederlag i [[1658]] mistede Danmark ved [[Freden i Roskilde]] hele dets østlige rigsdel de såkaldte ''Skånelandene'', samt Bohuslen. Efter to år som del af Sverige blev [[Bornholm]] genforenet med moderlandet samtidig med, at [[Trøndelag]] blev forenet med Norge.

Den sidste rest fra den danske kolonitid forsvandt med vedtagelsen af den ændrede [[Danmarks Riges Grundlov|grundlov]] [[5. juni]] [[1953]]. Fra denne dato var [[Grønland]] ikke længere i lovens forstand en koloni, men ændrede status til at være et dansk [[amt]]. Med Folketingets vedtagelse af [[Grønlands Hjemmestyre|hjemmestyreloven]] i 1978 fik Grønland 1. maj 1979 hjemmestyre. Dermed blev Grønland efter mere end 550 år som koloni en del af [[Rigsfællesskab]]et mellem Danmark, Færøerne og Grønland.

Ved [[Freden i Kiel]] i januar [[1814]] og de efterfølgende [[Wienerkongressen|fredsforhandlinger i Wien (1814-1815)]] afstod Danmark [[Norge]] til [[Sverige]] og fik til erstatning herfor [[Svensk Forpommern]], der imidlertid atter blev byttet med Hertugdømmet [[Kreis Herzogtum Lauenburg|Lauenborg]]. Derved opstod [[Helstaten]] omfattende De kongerigske dele, [[Sønderjylland]] ([[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]]), [[Holsten]] og [[Kreis Herzogtum Lauenburg|Lauenborg]] blevsamt afstået efter nederlaget tilbilande ([[PreussenIsland]] og, [[Østrig-UngarnFærøerne]] iog [[1864Grønland]]) og de oversøiske kolonier.