Sibirien: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Datomaerker kilde mangler-skabeloner
Højde på Altaj
Linje 20:
[[Fil:04 sibirien baikalarm blau.jpg|thumb|[[Bajkalsøen]] i det sydlige Sibirien.]]
 
Hele det vestlige Sibirien indtil omtrent 90° østlig [[længdegrad]] er et vidtstrakt lavland, der forholdsvist sent blev dækket af havet. Landet er en næsten vandret slette. Jordbunden består af stenfrit [[ler]] eller [[sand]], mod syd dækket af [[løss]], ved foden af den nordlige del af Uralbjergene af [[moræne]]. Det østlige Sibirien er gennemgående højland. Mellem 90° og 110° østlig længdegrad findes de største højder ved sydgrænsen af Sibirien. Landet er her opfyldt af de mægtige bjergsystemer [[Altaj (bjergkæde)|Altaj]], [[Sajanbjergene]], [[Kentei-bjergene]], hvorfra terrænnet skråner mod syd, ned mod [[Mongoliet]]s [[højslette]]r og mod nord ned mod Ishavet. De højeste punkter er [[Munku Sardyk]] (3490 m) i [[Sajanbjergene]] og [[Belukha]] (33504506 m) i Altaj. Længere øst på bøjer højlandets akse under navnene [[Jablonojbjergene]] og [[Stanovojbjergene]] mod nordøst og fortsætter op til [[Beringstrædet]], med forgreninger til begge sider, med blandt andet [[Verkhojanskij|Verkhojanskij bjergkæden]] og vulkanerne på [[Kamtjatka|Kamtjatka-halvøen]] hvor [[Kljutjevskaja Sopka]] med 5180 m er den højeste.
 
Bjerggrunden i Sibirien har været underkastet [[foldning]], dels i [[Devon (geologi)|devon]]tiden, dels i [[Karbon (geologi)|karbon]]perioden. Senere er de derved dannede bjergkæder eroderede. De nuværende terrænforhold skyldes forskydninger langs brudlinjer og det rindende vands erosion. Kun Kamtjatka har deltaget i [[tertiær]]tidens bjergkædefoldning sammen med de japanske og indiske øer.