Sibirien: Forskelle mellem versioner

Hele det vestlige Sibirien indtil omtrent 90° østlig [[længdegrad]] er et vidtstrakt lavland, der forholdsvist sent blev dækket af havet. Landet er en næsten vandret slette. Jordbunden består af stenfrit [[ler]] eller [[sand]], mod syd dækket af [[løss]], ved foden af den nordlige del af Uralbjergene af [[moræne]]. Det østlige Sibirien er gennemgående højland. Mellem 90° og 110° østlig længdegrad findes de største højder ved sydgrænsen af Sibirien. Landet er her opfyldt af de mægtige bjergsystemer [[Altaj (bjergkæde)|Altaj]], [[Sajanbjergene]], [[Kentei-bjergene]], hvorfra terrænnet skråner mod syd, ned mod [[Mongoliet]]s [[højslette]]r og mod nord ned mod Ishavet. De højeste punkter er [[Munku Sardyk]] (3490 m) i [[Sajanbjergene]] og [[Belukha]] (33504506 m) i Altaj. Længere øst på bøjer højlandets akse under navnene [[Jablonojbjergene]] og [[Stanovojbjergene]] mod nordøst og fortsætter op til [[Beringstrædet]], med forgreninger til begge sider, med blandt andet [[Verkhojanskij|Verkhojanskij bjergkæden]] og vulkanerne på [[Kamtjatka|Kamtjatka-halvøen]] hvor [[Kljutjevskaja Sopka]] med 5180 m er den højeste.