Den Franske Revolution: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Sand5559 (diskussion | bidrag) |
Zelrin (diskussion | bidrag) m Gendannelse til seneste version ved EeveeSylveon, fjerner ændringer fra Sand5559 (diskussion | bidrag) |
||
Linje 8:
Den nye stænderforsamling domineredes straks af reformvenlige adelige og gejstlige (Grev [[Mirabeau]], Markis de [[La Fayette]], Abbé [[Sieyès]]), som ønskede dyberegående politiske reformer og støttedes af borgerskabet (den såkaldte [[3. stand]]). Stænderforsamlingen havde været sammenkaldt i 1614 og fungerede på den måde, at de tre klasser hver havde 1 stemme i den endelige beslutning. 3. standen repræsenterede langt den største del af befolkningen og dertil kom, at adelen og gejstligheden var tæt forbundne og derfor i praksis sad på magten. 3. standen ønskede derfor, at forhandlingerne skulle foregå i samlet flok, hvilket adelen pure afviste. Adelen forsøgte sig med et forslag om, at 3. stand kunne få lige så mange repræsentanter som gejstligheden og adelen tilsammen, men med en fastholdelse af 1 stemme pr. stand var det en gratis omgang og 3. stand besluttede derfor, at de intet som helst ville foretage sig, før kongen beordrede fælles forhandling. Efter 6 uger begyndte et antal sognepræster og liberale adelige at tilslutte sig 3. standen, som 17. juni valgte at kalde sig Nationalforsamlingen. 20. juni måtte de flytte ud af forsamlingsbygningen, der skulle "repareres" og ind i en stor tennishal, hvor de sværgede "Tennisshalseden" om, at de ikke opløste forsamlingen før en ny forfatning var blevet til.{{kilde mangler|dato=Uge 16, 2013}}
Da kongen kaldte 18.
I de følgende måneder arbejdede forsamlingen på nye reformer, bl.a. afskaffelse af adelens [[privilegium|privilegier]] og ligeret for loven. Kongemagten befandt sig under stadigt pres og blev drevet på tilbagetog, således blev kongefamilien i efteråret tvunget til at forlade slottet [[Versailles]] og slog sig ned i [[Tuilerierne]] i Paris. Oppositionens og befolkningens holdning til kongen svingede i nogen grad mellem forsøg på samarbejde og national forsoning samt trangen til at holde ham under stadig kontrol. På dette tidspunkt synes målet mest at have været at bevare et grundlovssikret kongedømme ([[konstitutionelt monarki]]).
|