Phaidon: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Gecko (diskussion | bidrag) mNo edit summary |
Steenth (diskussion | bidrag) m fix link |
||
Linje 1:
[[Fil:Phaidon beginning. Clarke Plato.jpg|thumb|Starten af ''Phaidon'' i det ældste bevarede [[kodeks]] fra middelalderen, ''[[Codex Clarkianus]]'' fra 895 (Oxford, [[Bodleian Library]], Clarke 39)]]
'''''Phaidon''''', [[græsk]] ''Φαίδων'' (''Phaídōn''), [[latin|latiniseret]] ''Phaedo'') er et [[filosofi|filosofisk]] værk af [[Platon]] skrevet som [[Dialog (filosofi)|dialog]]. Dialoger beskriver en litterært formet samtale, der er indsat i en rammehandling. Filosoffen [[Phaidon fra Elis]], hvorefter dialogen er opkaldt, optræder i rammehandlingen som fortæller. Han er. som Platon. elev af [[Sokrates]], der kort forinden i [[Oldtidens Athen|Athen]] er blevet dømt til døden og henrettet for [[blasfemi]] og korrumpering af ungdommen. Phaidon beskriver som øjenvidne dødsdagens begivenheder, som Sokrates tilbragte i fængsel sammen med venner. Hoveddelen af hans fremstilling er en gengivelse af en filosofisk diskussion som Sokrates deltog i. Til slut beretter Phaidon om Sokrates' sidste gerninger og udtalelser.
Sokrates' samtalepartnere er, ud over Phaidon, to elever, [[Khebes]] og [[Simmias fra Theben]]. Hovedtemaet er [[sjæl|sjælens]] karakter, dens forhold til legemet, som den besjæler, og dens skæbne efter døden. Sokrates forsøger at gøre [[sjælens udødelighed]] plausibel. Han fremfører forskellige argumenter, der støtter denne tese. Han betragter den individuelle sjæl som uforgængelig, og ser den som bærer af menneskets viden, evner og erindringer. Ifølge ham bebor, behersker og bevæger sjælen legemet, den tildeler med sin tilstedeværelse legemet liv. Ved døden skilles den fra legemet, hvilket medfører dets forfald. I [[reinkarnation]] forbinder den sig derefter med forskellige legemer. Derfor er der ingen grund til at frygte døden, da døden kun består i ødelæggelsen af den nuværende krop, men personen er sjælen, der forbliver intakt. Sokrates forsvarer denne filosofiske antropologi mod indvendinger fra Simmias og Khebes. Især imod en alternativ model, i følge hvilken "sjæl" kun betyder harmonien af legemets materielle elementer. Hvis man opfatter sjælen som harmoni, må man antage, at den går til grunde når legemet dør og mister sin struktur.
| |||