|
[[bjerg]]e, [[dal]]e og [[nedslagskrater]]e samt vejrfænomener som [[støv]]skyer, [[Is (vand)|is]]-formationer og [[sandstorm]]e.
[[Fil:Solar sys.jpg|thumb|'''Solsystemet''' med [[Solen]], de indre planeter, [[Asteroidebæltet]], de ydre planeter, det største objekt i [[Kuiperbæltet]] dværgplaneten [[Pluto (dværgplanet)|Pluto]] (der engang var klassificeret som en planet) og en [[komet]]. ''Billedet er langt fra de korrekte [[størrelsesforhold]]''.]]
'''Solsystemet''' består af [[Solen]] og de [[himmellegeme]]r som den binder til sig gennem sin [[gravitation]]. Solsystemet har sin oprindelse i et gravitationelt kollaps af en gigantisk gas- og støvsky for 4,6 milliarder år siden.<ref name="Bouvier">{{cite journal | author=Audrey Bouvier, Meenakshi Wadhwa | title=The age of the solar system redefined by the oldest Pb-Pb age of a meteoritic inclusion | journal=Nature Geoscience |year=2010 | doi=10.1038/NGEO941 | volume=3 | pages=637–641|bibcode = 2010NatGe...3..637B }}</ref>
Rundt om Solen kredser en række objekter i en næsten flad [[ekliptika|elliptisk]] skive. Med undtagelse af Solen finder man det meste af Solsystemets [[Masse (fysik)|masse]] i de otte [[planet]]er, med [[omløbsbane]]r der næsten er cirkulære. De fire indre planeter er [[Merkur (planet)|Merkur]], [[Venus (planet)|Venus]], [[Jorden]] og [[Mars (planet)|Mars]], som kaldes [[Jordplanet|klippeplaneter]] og består mest af sten og metal. De fire ydre planeter er [[Jupiter (planet)|Jupiter]], [[Saturn (planet)|Saturn]], [[Uranus (planet)|Uranus]] og [[Neptun (planet)|Neptun]] som kaldes [[gaskæmpe]]r og de består mest af [[brint]] og [[helium]], de er meget tungere og større end klippeplaneterne.
Der findes to områder med [[småplanet]]er. [[Asteroidebæltet]], som ligger mellem Mars og Jupiter, består af mindre stykker som har visse ligheder med klippeplaneterne da størstedelen består af sten og metal. [[Kuiperbæltet]] som ligger udenfor Neptuns omløbsbane består hovedsageligt af frossen [[vand]], [[ammoniak]] og [[metan]]. I disse bælter findes der fem specielle objekter: [[Ceres (dværgplanet)|Ceres]], [[Pluto (dværgplanet)|Pluto]], [[Haumea (dværgplanet)|Haumea]], [[Makemake]] og [[Eris (dværgplanet)|Eris]] som betegnes som [[dværgplanet]]er da de anses at være tilstrækkeligt store til at være blevet runde som en konsekvens af egen gravitation. På en afstand af 0,8-1,6 [[lysår]] fra Solen, antager man at der findes hvad man kalder [[Oortskyen]] som formodes at være kilden til de langperiodiske [[komet]]er.
I Solsystemet findes der grupper af mindre stykker såsom [[komet]]er, [[kentaur-asteroider]], [[interstellart medium]] som findes i dette område mens [[solvind]]en, [[plasma]] fra Solen, skaber en gasboble i det interstellare medium som også kaldes [[heliosfæren]]. Dette strækker sig ud til midten af det område, som kaldes [[scattered disc]], et område i udkanten af Kuiperbæltet.
Seks af planeterne og tre af dværgplaneterne har [[Drabant (astronomi)|naturlige satellitter]] eller måner i omløbsbaner rundt om sig. Alle de fire ydre planeter har en [[planetring]] af damp og andre partikler rundt om sig.
== Solsystemets opdagelse og udforskning ==
I en stor del af menneskehedens historie kendte kun et fåtal til Solsystemets eksistens som vi kender det i dag. Den almindelige opfattelse var at Jorden lå stationært i [[universet]]s midte og var noget helt anderledes end de formodede guddommelige eller åndelige objekter der bevægede sig på himlen. Som eksempel spekulerede den indiske astronom [[Aryabhata]] og den græske filosof [[Aristarchos]] i det [[Heliocentrisk|Heliocentriske verdensbillede]], det vil sige at Solen var i centrum og at Jorden bevægede sig rundt om den. Men det var 1500-tals astronomen [[Nicolaus Copernicus]], der som den første kunne udvikle en matematisk model, som forudsagde de forskellige himmellegemers bevægelser i Solsystemet. I [[1600]]-tallet kunne de berømte astronomer [[Galileo Galilei]], [[Johannes Kepler]] og [[Isaac Newton]] bygge videre på Copernicus' model, hvilket efterhånden førte til almen accept af, at Jorden bevæger sig rundt om Solen, og at de andre planeter styres af de samme fysiske love, som også gælder for jorden.
Forbedringer af de første primitive [[teleskop]]er medførte en acceleration af opdagelser af såvel større som mindre himmellegemer i Solsystemet, deriblandt planeterne [[Uranus (planet)|Uranus]] og [[Neptun (planet)|Neptun]] samt utallige [[asteroide]]r. I nyere tid har bedre udstyr givet mulighed for mere detaljerede studier af Solsystemets himmellegemer, herunder deres overfladestrukturer såsom [[bjerg]]e, [[dal]]e og [[nedslagskrater]]e samt vejrfænomener som [[støv]]skyer, [[Is (vand)|is]]-formationer og [[sandstorm]]e.
== Solsystemets dannelse og udvikling ==
{{uddybende| Solsystemets dannelse og udvikling}}
[[Fil:Masses of the planets sv.png|thumb]]De fleste planeter i Solsystemet har egne systemer med måner, for kæmpeplaneterne kan det minde om miniature solsystemer. Visse af månerne er næsten lige store eller til og med større end den mindste planet Merkur. De fleste befinder sig i en såkaldt [[bunden rotation|synkron rotation]], hvor den ene side af månen hele tiden er vendt mod planeten. Jordens måne er et eksempel på dette. De fire største planeter har endda [[planetring]]e som mest består af små finkornede partikler som bevæger sig rundt om planeten.<ref>{{cite web|title=Dawn: A Journey to the Beginning of the Solar System|work=Space Physics Center: UCLA|url=http://www-ssc.igpp.ucla.edu/dawn/background.html|year=2005|accessdate=2007-11-03|archiveurl=https://archive.is/HXLq|archivedate=2012-05-24}}</ref> ▼
[[Fil:Sun Life - da.png|thumb|Solens livscyklus.]]
Der findes talrige teorier om solsystemets dannelse og udvikling med udgangspunkt i [[astronomi]], [[fysik]], [[geologi]] og [[planetologi]]. Med rumalderen blev menneskets forståelse heraf forfinet med billeder og effekter fra andre dele af solsystemet samtidig med, at [[kernefysik]]ken gav det første indblik i de processer, som skabte stjernerne og ledte til de første teorier om deres dannelse og ødelæggelse. Ved hjælp af radiometrisk datering kan videnskaben estimere solsystemets alder til 4,6 milliarder år. Til sammenligning er de ældste sten på Jorden omkring 3,9 milliarder år gamle. Så gamle sten er sjældne, da Jordens overflade konstant ændres af [[erosion]], [[vulkan|vulkansk aktivitet]] og [[pladetektonik]]. For at beregne solsystemets alder er man nødt til at anvende [[meteorit]]ter, som blev dannet under fortætningen af Solens [[nebula]]. De ældste [[meteorit]]ter er beregnet til at være 4,6 milliarder år gamle, og derfor må solsystemet ligeledes være mindst 4,6 milliarder år gammelt. Oprindeligt troede man, at planeterne var dannet i eller nær ved de baner, hvor de nu befinder sig. Imidlertid er dette synspunkt ændret drastisk i slutningen af det [[20. århundrede]] og starten af det [[21. århundrede|21.]]. Solsystemet så meget anderledes ud umiddelbart efter dannelsen med fem objekter af mindst en størrelse svarende til [[Merkur (planet)|Merkur]] i det indre solsystem (i modsætning til de nuværende fire), med det ydre solsystem langt mere kompakt end nu og [[Kuiper-bæltet]] begyndende meget tættere på Solen end nu, et fænomen man betegner som orbitalmigration. Denne orbitalmigration hænger sammen med ”[[Det Store Bombardement]]” hvorunder [[komet]]er, [[asteroide]]r og andre "snavsede snebolde", himmellegemer, der for 4,1 til 3,85 milliarder år siden bombarderede Jorden og de andre indre planeter og bidrog med det meste af Jordens [[hydrosfære]]. Det er stadig et helt åbent spørgsmål om det store bombardement har haft en direkte indflydelse på det aller-tidligste [[liv]] - for eksempel som at plante livet på Jorden eller som den aller-første [[masseudslettelse]].
== Struktur ==
[[Fil:Masses of the planets sv.png|thumb|Den relative masse af Solsystemets planeter. Jupiter og Saturn dominerer med sine 71% og respektive 21% af den totale masse. Merkur og Mars, hver med mindre end 0,1% af massen, er ikke synlige i denne skala.]]
Det dominerende himmellegeme i Solsystemet er Solen, en [[Hertzsprung-Russell-diagrammet|hovedseriestjerne]] i [[spektralklasse]] G2, som indeholder 99,86% af Solsystemets totale kendte masse og har den dominerende gravitation.<ref>{{Cite journal |author=M Woolfson |title=The origin and evolution of the solar system |doi= 10.1046/j.1468-4004.2000.00012.x |year=2000 |journal=Astronomy & Geophysics |volume=41 |pages=1.12}}</ref> Jupiter og Saturns, de to største himmellegemer i bane rundt om Solen, står tilsammen for over 90% af Solsystemets resterende masse.
De fleste større objekter i en bane rundt om Solen ligger nær [[ekliptika]]. Planeterne ligger meget tæt på ekliptika mens kometer og objekter i Kuiperbæltet ofte har større vinkler til den.<ref>{{cite web|title=The formation of the Kuiper belt by the outward transport of bodies during Neptune’s migration|author=Harold F. Levison, Alessandro Morbidelli|url=http://www.obs-nice.fr/morby/stuff/NATURE.pdf|format=PDF|year=2003|accessdate=2007-06-25}}</ref><ref>{{cite journal|title=From the Kuiper Belt to Jupiter-Family Comets: The Spatial Distribution of Ecliptic Comets|author=Harold F. Levison, Martin J Duncan|journal=Icarus | issue=1|year=1997|pages=13–32|doi=10.1006/icar.1996.5637 |url=http://www.sciencedirect.com/science?_ob=ArticleURL&_udi=B6WGF-45M91DF-24&_user=10&_rdoc=1&_fmt=&_orig=search&_sort=d&view=c&_acct=C000050221&_version=1&_urlVersion=0&_userid=10&md5=6fa927eab9338038f6678e6fd538d2f5|accessdate=2008-07-18|volume=127}}</ref>
Samtlige planeter og de fleste øvrige objekter i Solsystemet har en bane rundt om Solen som følger Solens rotation. Der findes dog undtagelser som eksempelvis [[Halleys komet]].
[[Keplers love]] beskriver forskellige objekters omløbsbaner rundt om Solen. Ifølge disse bevæger alle objekter sig langs en [[Ellipse (geometri)|ellipse]] med Solen i det ene [[brændpunkt (geometri)|brændpunkt]] (''se [[Himmelmekanik]]'').
Objekter tæt på Solen (med kortere [[halv storakse]]) har kortere [[år]] end objekter længere væk. I en elliptisk omløbsbane varierer afstanden til Solen i løbet af objektets år. Det nærmeste punkt i forhold til Solen kaldes for ''[[perihelium]]'' mens punktet længst borte kaldes ''[[aphelium]]''. Hvert objekt bevæger sig hurtigst ved perihelium og langsomst ved aphelium. Planeternes omløbsbaner er næsten runde som cirkler, mens mange kometer, asteroider og Kuiperbælteobjekter følger meget elliptiske baner.
For at kunne illustrere Solsystemet i samme billede vises planeternes baner ofte med lige stor afstand fra hinanden. I virkeligheden øges afstanden jo længere ud i Solsystemet man bevæger sig. Som eksempel befinder Venus sig cirka 0,33 [[Astronomisk enhed|AU]] fra Merkur, mens Saturn befinder sig 4,3 AU længere ude end Jupiter og Neptuns 10,5 AU fra Uranus. Man har forsøgt at finde en sammenhæng mellem disse afstande ([[Titius-Bodes lov|Bodes lov]]), men ingen model er blevet accepteret.
▲De fleste planeter i Solsystemet har egne systemer med måner, for kæmpeplaneterne kan det minde om miniature solsystemer. Visse af månerne er næsten lige store eller til og med større end den mindste planet Merkur. De fleste befinder sig i en såkaldt [[bunden rotation|synkron rotation]], hvor den ene side af månen hele tiden er vendt mod planeten. Jordens måne er et eksempel på dette. De fire største planeter har endda [[planetring]]e som mest består af små finkornede partikler som bevæger sig rundt om planeten.<ref>{{cite web|title=Dawn: A Journey to the Beginning of the Solar System|work=Space Physics Center: UCLA|url=http://www-ssc.igpp.ucla.edu/dawn/background.html|year=2005|accessdate=2007-11-03|archiveurl=https://archive.is/HXLq|archivedate=2012-05-24}}</ref>
=== Terminologi jeg er lort ===
Uformelt inddeles Solsystemet sommetider i separate områder. Det indre solsystem omfatter de fire klippeplaneter og asteroidebæltet. Det ydre solsystem ligger uden for asteroidebæltet, med de fire gaskæmper.<ref>{{Cite web |title=An Overview of the Solar System |authorlink=nineplanets.org |url=http://www.nineplanets.org/overview.html |accessdate=13 maj 2009}}</ref> Siden opdagelsen af Kuiperbæltet anses de yderste dele, uden for Neptun, som et selvstændigt område (de trans-neptunske objekter).<ref>{{Cite web|title=New Horizons Set to Launch on 9-Year Voyage to Pluto and the Kuiper Belt |author=Amir Alexander |publisher=The Planetary Society |year=2006 |url=http://www.planetary.org/news/2006/0116_New_Horizons_Set_to_Launch_on_9_Year.html |accessdate=13 maj 2009|archiveurl=http://web.archive.org/web/20060222080327/http://www.planetary.org/news/2006/0116_New_Horizons_Set_to_Launch_on_9_Year.html|archivedate=2006-02-22}}</ref>
Solen klassificeres som en type G2 [[Gul dværg]].<ref>{{Cite web |title=The Sun |publisher=Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics |url=http://hea-www.harvard.edu/scied/SUN/sunpage.html |accessdate=2009-07-16}}</ref> Den er dog relativt stor og lysstærk, og Solen er større end 85 procent af stjernerne i [[Mælkevejen]].<ref>{{Cite web |author=K. Than|title=Astronomers Had it Wrong: Most Stars are Single |publisher=Space.com |year=2006 |url=http://www.space.com/scienceastronomy/060130_mm_single_stars.html |accessdate=2009-07-16 }}</ref>
Gennem klassificering i det såkaldte [[Hertzsprung-Russell-diagrammet|Hertzsprung-Russell-]]
Gennem klassificering i det såkaldte [[Hertzsprung-Russell-diagrammet|Hertzsprung-Russell-diagram]], en graf som viser lysstyrken af stjerners overfladetemperatur, fremgår det, at Solen ligger præcis i midten af den såkaldte [[hovedserie]]. Stjerner, som er varmere og mere lysstærke, er usædvanlige, mens køligere og lyssvage er mere almindelige.<ref>{{Cite web |year=2001 |author=Smart, R. L.; Carollo, D.; Lattanzi, M. G.; McLean, B.; Spagna, A. |title=The Second Guide Star Catalogue and Cool Stars |publisher=Perkins Observatory |url=http://adsabs.harvard.edu/abs/2001udns.conf..119S |accessdate=2006-12-26}}</ref>
At Solen befinder sig i midten af den såkaldte hovedserie betyder, at den er en stjerne, der endnu ikke har opbrugt det forråd af [[brint]], som anvendes ved fusion. Tidligere i sin historie lyste den med 70 procent af den styrke den har i dag.<ref>{{Cite journal |title=Towards a Solution to the Early Faint Sun Paradox: A Lower Cosmic Ray Flux from a Stronger Solar Wind|author=Nir J. Shaviv |journal=Journal of Geophysical Research |doi=10.1029/2003JA009997|url=http://arxiv.org/abs/astroph/0306477v2 |accessdate=2009-01-26 |year=2003 |volume=108 |pages=1437}}</ref>
Solen er en [[Metallicitet|metal-rig (''population I-stjerne'')]] og er således en "ung" stjerne. Derfor indeholder den flere bestanddele, som er tungere end brint og [[helium]] ("[[Metallicitet|metaller]]" i astronomisk sprogbrug) end ældre ''population II stjerner''.<ref>{{Cite journal |author=T. S. van Albada, Norman Baker |title=On the Two Oosterhoff Groups of Globular Clusters |journal=Astrophysical Journal |volume=185 |year=1973 |pages=477–498 |doi=10.1086/152434}}</ref>
De bestanddele, som er tungere end brint og helium, blev til i kernen af ældgamle eksploderede stjerner, så den første generation af stjerner måtte dø, inden universet kunne beriges med disse atomer. De ældste stjerner indeholder få metaller, mens nyere stjerne har flere. Det høje metalindhold (metalliciteten) menes at have været afgørende for, at Solen har udviklet et planetsystem, da planeter formes gennem [[accretion]] af metaller.<ref> {{Cite web |title=An Estimate of the Age Distribution of Terrestrial Planets in the Universe: Quantifying Metallicity as a Selection Effect |author=Charles H. Lineweaver |publisher=University of New South Wales |date=2001-03-09 |url=http://arxiv.org/abs/astro-ph/0012399 |accessdate=2006-07-23}}</ref><ref>[http://www.denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Astronomi/Stjernehobe_og_dobbeltstjerner/accretion accretion] Den Store Danske</ref>
=== Interstellart medium ===
[[Kosmisk stråling]] har sit udspring udenfor Solsystemet. Heliosfæren beskytter delvis Solsystemet, og planeternes magnetfelt giver også en vis beskyttelse. Mængden af kosmisk stråling og styrken af Solens magnetfelt varierer på meget lange tidsskalaer, men variationens størrelse er uvis.<ref name="Langner_et_al_2005">{{Cite journal |last=Langner |first=U. W. |coauthors=M.S. Potgieter |year=2005 |title=Effects of the position of the solar wind termination shock and the heliopause on the heliospheric modulation of cosmic rays |journal=Advances in Space Research |volume=35 |issue=12 |pages=2084–2090 |doi=10.1016/j.asr.2004.12.005 |url=http://adsabs.harvard.edu/abs/2005AdSpR..35.2084L |accessdate=2007-02-11}}</ref>
I det interplanetare medie findes mindst to skiveformede områder med [[kosmisk støv]]. Den første, den interplanetare støvsky, ligger i den indre del af Solsystemet og er årsag til [[Zodiakallyset]] på stjernehimmelen, når Solens stråler reflekteres af støvet. Støvskyen blev sandsynligvis dannet ved kollisioner i asteroidebæltet og de nærliggende planeter.<ref>{{Cite web |year=1998 |title=Long-term Evolution of the Zodiacal Cloud |url=http://astrobiology.arc.nasa.gov/workshops/1997/zodiac/backman/IIIc.html |accessdate=2007-02-03}}</ref> De andre områder med støv strækker sig fra omkring 10 AU op til omkring 40 AU og er sandsynligvis skabt af lignende kollisioner i Kuiperbæltet.<ref>{{Cite web |year=2003 |title=ESA scientist discovers a way to shortlist stars that might have planets |publisher=ESA Science and Technology |url=http://sci.esa.int/science-e/www/object/index.cfm?fobjectid=29471 |accessdate=2007-02-03}}</ref><ref>{{Cite journal |author=M. Landgraf |coauthors=Liou, J.-C.; Zook, H. A.; Grün, E. |month=May |year=2002 |title=Origins of Solar System Dust beyond Jupiter |journal=The Astronomical Journal |volume=123 |issue=5 |pages=2857–2861 |doi=10.1086/339704 |url=http://www.iop.org/EJ/article/1538-3881/123/5/2857/201502.html |accessdate=2007-02-09}}</ref>[[Fil:Terrestrial planet size comparisons.jpg|thumb|De indre planeter, fra venstre, [[Merkur (planet)|Merkur]], [[Venus (planet)|Venus]], [[Jorden]] og [[Mars (planet)|Mars]]. ]]
== Det indre solsystem ==
[[Fil:Terrestrial planet size comparisons.jpg|thumb|De indre planeter, fra venstre, [[Merkur (planet)|Merkur]], [[Venus (planet)|Venus]], [[Jorden]] og [[Mars (planet)|Mars]]. ]]
Det indre solsystem er den traditionelle benævnelse for den region som består af klippeplaneterne og asteroiderne. Objekter i det indre solsystem ligger meget tæt på [[Solen]] og består mest af [[silikat]]er og metaller. Radius af hele regionen er mindre end afstanden mellem Jupiter og Saturn.
== Kilder/referencer ==
{{reflist|1}}
{{-}}
{{Navboks Jordens placering}}
| 