|
Han var søn af Anders Friis til [[Haraldskær]] og Bodil Steenfeldt, i faderens andet ægteskab. Han omtales i [[1518]] som [[magister]] og kongelig skriver. Han var som sådan i [[1518]] i [[Stockholm]], hvor han under en våbenhvile sluttet med [[Sten Sture den yngre|Sten Sture]] blev overfaldet af nogle borgere og frarøvet sine penge, hvilket [[Christian 2.]] brugte som påskud til at opsige freden.
Året efter optræder han som [[provst]] i [[Bogense]]. og blev iI [[1520]], da opkrævede han som kongelig sekretær opkrævede [[landehjælp]] i [[Jylland]] og blev af kongen udnævnt som domprovst i [[Viborg]]. og sammeSamme år afanbefalede kongen og dronning Elisabeth anbefaletham som biskop i Viborg, uagtet at kapitlet ville vælge en anden, og uagtet hans ældre halvbroder [[Niels Friis]], der var [[kantor]] i kapitlet, også søgte at få denne indbringende stilling. VedJørgen paveligAndersen provisionFriis blevvar hanomkring udnævnt27 afår [[pavegammel, Leoda 10.]]han den [[7. januar]] [[1521]]. Hanved varpavelig daprovision omkringudnævntes 27til årbiskop gammelaf [[pave Leo 10.]]
Den unge biskop kom hurtigt i en række stridigheder. I 1521 kom han i en heftig strid med Christian 2.s lensmand i [[Ålborg]] [[Hans Tolder]], da han ville tvinge jomfruerne i [[Marie Kloster]] i Ålborg til at flytte til [[Sebber Kloster]] og lægge klostergodset hertil. Også med de andre klostre i stiftet kom han i strid.
DaFriis valgte at være med til at vælte kongen, efter at Christian 2.s love truedehavde truet med at indskrænke biskoppernes magt. Medvirkende var også, ogat kongen beskattede deresbiskoppernes indtægter og desuden havde frakendt Jørgen Friis [[Stolliggård]] i [[Sønderjylland]], som Friis havde en retstvist med [[Ove Lunge]] til [[Tirsbæk]] om, så valgte Friis at være med til at vælte kongen. I hans bispegård blev der i december [[1522]] holdt møder mellem de jyske [[rigsråd]]er, der besluttede Christian 2.’s fald, og Friis tog ligeledes stor del i de følgende begivenheder.
I begyndelsen synes han også at have stået sig nogenlunde med [[Frederik 1.]], og han var således i 1525 et af de danske sendebudsendebude til de forgæves forhandlinger i [[Lübeck]] om Christian 2.’s genindsættelse.
Det blev hans sidste offentlige hverv; for samme år begyndte [[Hans Tausen]]s sin lutherske agitation i Viborg, og allerede samme år kom det til optøjer i Viborg mod biskoppen. Det gentog sig senere med fornyet voldsomhed, da biskoppen havde sendt sine tropper til Gråbrødrekirke for at gribe Hans Tausen, hvilket væbnede borgere forhindrede. Biskoppen forlod da byen og opholdt sig på sine bispegårde, indtil han omkring 1528 fik opført [[Hald Ruin|Ny Hald]] ived [[Hald sø|Hald Sø]], med store volde og et anseligt fangetårn. Men han kunne ikke forhindre bevægelsen i Viborg og måtte se på, at byens sognekirker blev revet ned, at de større klosterkirker blev omdannet til sognekirker, og at der rundt om i stiftet etablerede sig lutherske præster, der giftede sig og trodsede biskoppen med støtte i kongelige beskyttelsesbreve.
HanJørgen Friis lå i stid med adelen, der søgte at få hans gods, og med kongen om afgifter fra [[Mors Herred|Mors]] og [[Fjends Herred]] og om landehjælpen, som han ikke kunne aflægge et tilfredsstillende regnskab for. Herrederne blev en lang tid taget fra ham, og når han forlangte afgifter af præster og kirker, så beråbtepåberåbte de sig kongens beskyttelsesbreve.
Selv sin bror Niels Friis lå han i strid med, da han ville have dennes [[Sebber Kloster]], hvormed han var forlenet, og. Jørgen Friis skubbede derved broderen til at slutte sig til lutherdommen. I årene [[1529]] og [[1530]] måtte Jørgen Friis endog finde sig i, at hans domkirke kom i protestanternes hænder, at den katolske gudtjeneste ophørte, og en protestantisk indførtes,. ogSamtidig samtidig måtteled han lide den tort, at en pavelig bandbulle blev opslået på kirkedørene mod ham selv i anledning af en mindre sag med en anden prælat.
HanJørgen Friis hadede derfor Frederik 1. og sagde efter kongens død: ''"Gid jeg var en djævel, at jeg kunne plage hans sjæl i Helvede"''.
Som følge af en større myndighed, som biskopperne havde fået på [[herredag]]en i [[1533]], faldt han over de lutherske præster rundt om i sit stift. Selve Viborg by kunne han dog ikke få bugt med, og det lykkedes ham end ikke at få katolsk gudstjeneste i domkirken, selv om rigsrådet havde befalet det.
Da [[Grevens Fejde]] brød ud, måtte han ved et møde i [[Ry]] i juli [[1534]] slutte sig til [[Christian 3.|hertug Christian]]. Han havde i dennes tjeneste forskellige hverv og deltog i rigsrådsmøder, men måtte finde sig i, at alle de forfølgelser, som han i den kongeløse tid havde begyndt, blev bragt for kongens domstol straks efter kongehyldingen i Viborg i marts [[1535]]. I august [[1536]] blev han fanget, da han fredeligt gik [[Erik Banner]], [[Peder Ebbesen Galt]] og [[Johan Rantzau]] i møde, da de nærmede sig Hald Slot. Han kom i sit eget fangetårn, hvorfra han dog synes at være ført til andre borge.
Han blev først sat fri, daefter handen 9. august [[1538]] havdeat have erklæret at ville finde sig i den nye tilstand. Senest fra [[1542]] varfungerede han igen som rigsråd og havde herefter mindre hverv. Han var i 1542 en af de kommissærer, der takserede det bøndergods i [[Vendelbo Stift]], som bønderne frafik fradømt som følge af oprøret under [[Skipper Clement]]. Fra [[1540]] var han blevet
forlenet med [[Vrejlev Kloster]] og noget bispegods. I 1536 havde han købt [[Krastrup]] i [[Slet Herred]].
| 